Fontaines D.C. har været et smut forbi BBC Radio 1 Live Lounge, hvor de traditionen tro både spillede en af deres egne sange og et cover.
Det irske band lagde således ud med ‘Favourite’, afslutningsnummeret på deres nye album ‘Romance’, hvorefter de kastede sig ud i Lana Del Reys ‘Say Yes to Heaven’, der sidste år gik fra skrottet demo til viral succes.
Grian Chatten og co. slipper virkelig godt fra det, og fansene er enige. I kommentarsporet på YouTube går de faktisk helt i selvsving over bandets smukke fortolkning af sangen, som flere kalder »det perfekte crossover«, mens andre tigger og beder om at få coveret på Spotify.
Fontaines D.C. optræder i K.B. Hallen den 9. november, så forhåbentligt spiller de også ‘Say Yes to Heaven’ der. Hør coveret herunder.