Roskilde-aktuelle Fontaines D.C. skildrer komplicerede fædrelandsfølelser på deres hidtil bedste album

Roskilde-aktuelle Fontaines D.C. skildrer komplicerede fædrelandsfølelser på deres hidtil bedste album
Fontaines D.C. (Foto: Filmawi)

Ifølge en pressemeddelelse kan den irsksprogede albumtitel ‘Skinty Fia’ bedst oversættes til »for fuck’s sake«. Hvis du lige skulle være yderligere i tvivl om, at Roskilde-annoncerede Fontaines D.C. både er 1) irske og 2) ikke i humør til dit bullshit, starter tracklisten med en sang ved navn ‘In ár gCroíthe go deo’, hvilket betyder »i vore hjerter for evigt«.

Her lyder forsanger Grian Chatten skiftevist frustreret i versene og opgivende i det simple refræn, alt imens et dramatisk kor synger den irske titel på loop, og den omkringliggende rockinstrumentation bliver mere og mere voldsom.

Sidst vi fik noget fra det irske femkløver, skete det i form af deres andet album ‘A Hero’s Death’ fra 2020. Det var ikke en videre inviterende lytteoplevelse, der italesatte skyggesiderne af at være et hæderkronet rockband, der turnerede verden rundt.

Min største kritik dengang var, at det glimt i øjet, der på debuten gjorde bandet så tiltalende, lidt var forsvundet, uden at et nyt virkemiddel havde erstattet det – og melankolien kunne derfor i stunder føles formålsløs eller i værste fald navlepillende.

Det er de i høj grad kommet efter.

Ikke at ‘Skinty Fia’ på nogen måde er nær så kæk som debutalbummet ‘Dogrel’ (2019), men de har erstattet glimtet i øjet med et mørke, der føles gennemtrængende og til tider decideret teatralsk.

Ligesom de to forgængere er ‘Skinty Fia’ produceret af Dan Carey (der efterhånden er en af tidens bedste rockproducere), og aldrig har Fontaines D.C. lydt bedre. Lydbillederne på sange som ‘Big Shot’, ‘I Love You’ og ‘Nabokov’ er så fyldige og rige på både støjende detaljer og hidtil usete elektroniske krydderier, der formidler en fornemmelse af ondskab, at jeg får en helt kropslig reaktion på dem.

Denne fornemmelse er ikke engang nødvendigvis en følelse af at have det skidt. Det er rettere en Nick Cave-agtig fornemmelse af, at Grian Chatten og kompagni er mørkets fyrster, og med en næve i vejret eller en luftguitar over skødet kan man betvinge ondskabens kræfter med dem.

Hvor ‘A Hero’s Death’ var skrevet på turné, er ‘Skinty Fia’ skrevet i London fra det selverklærede perspektiv, at bandet har skullet knytte sig til deres irske kultur, mens de befandt sig langt hjemmefra.

En hvileløs angst begynder at hobe sig op. Som på ‘I Love You’, hvor Grian Chatten gentagne gange forsigtigt synger til sig selv, at han elsker sit fædreland, før han ud af det blå brøler »Selling genocide and half-cut pride, I understand / I had to be there from the start, I had to be the fucking man« og giver sig til at opremse en lang række af Irlands problemer.

Albummet viser dog for alvor sin finesse i, hvordan det til tider skræller det højnede drama lidt tilbage. ‘How Cold Love Is’ og ‘Bloomsday’ er størstedelen af varigheden noget rimelig afmålt melankoli, der kun glimtvis varsler mere højlydte følelsesudbrud.

Ganske stilfuldt består nummeret ‘The Couple Across the Way’ udelukkende af et akkordeon og Chattens stemme i fire minutter – og det er et dejligt tiltrængt pusterum fra den mørkerock, der omgiver det. Den simple, uortodokse instrumentation gør også, at man lægger ekstra mærke til teksten – og med linjer som »I wake just to long for bed« har vi afgjort at gøre med et så sårbart nummer, at den meget nøgne lyd tjener sangskrivningen fornemt.

‘Skinty Fia’ er uden tvivl Fontaines D.C.’s bedste album hidtil. Det er en udgivelse fyldt med komplicerede tanker om et fædreland, bandet ikke engang tilbringer deres hverdag i længere. Og det er en udgivelse, der – blandt andet takket være nye elektroniske tiltag – udvider gruppens lyd i retninger, der kun gør dem mere emotionelt potente.

Så se dem lige, når det bliver tid til Roskilde Festival, ikke?


Kort sagt:
Fontaines D.C. har begået deres hidtil bedste album i form af ‘Skinty Fia’, der besynger bandets komplicerede forhold til Irland, mens de udforsker nye mørke sider af deres lyd.

Font. 'Skinty Fia'. Album. Partisan.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af