Blur på Roskilde Festival: Årets eneste rockband på Orange gjorde alt for at holde genren i live

Efter 20 år er Blur tilbage som det eneste store rocknavn på Orange Scene i år. Det sidste pust fra en æra, der måske er ved at udånde.

Det var dog ikke noget, man mærkede foran den fyldte hovedscene.

Blur entrererede med et nummer fra deres kommende album, ’The Ballad of Darren’, og de var en håndfuld sange om at tænde op under de væsentlige crowdpleasers, der gjorde, at majoriteten var kommet.

Men selvfølgelig kom de, fra ’Song 2’, der gav publikum lov til at udbryde de med længsel ventede wooo-hoo‘s, til ‘Country House’ og alle de andre øretæveindbydende, ærkebritiske ørehængere. 

Damon Albarn var flere ture nede blandt publikum og kramme. Som en fodboldfan, hvis hold har vundet pokalen, var det oftest som om, at han ikke kunne rumme sin begejstring.

Man kan stadig se, hvorfor han var en hjerteknuser i 90’erne. Samtidig er han med sit kraftige brillestel og ukurante smil så småt ved at forvandle sig til en slags krydsning af Elton John og The Falls Mark E. Smith.

Som en kærkommen overraskelse bød koncerten også på ’Sing’, hvis monumentale og bundløse melankoli kommer fra et helt andet sted end det øvrige småsatiriske 90’er-britpop-materiale.

Sikke et genhør. Sikke et gensyn.

Vi kender efterhånden Damon Albarn og hans troldesmil fra utallige besøg på Roskilde Festival de seneste år, og mærkeligt rørende var det at se det øvrige tydeligvis ældede band.

Graham Coxon står på fuldstændig samme måde og synger ned i mikrofonen, som jeg husker det fra musikvideoen til ’Coffe and TV’.

Tidens tand har ikke skånet Blur, uanset om de har brugt tiden væk fra hinanden på at lave andet musik (som Coxon), på at lave politik (som trommeslager Dave Rowntree) eller på at lave ost (som bassist Alex James).

Faktisk fremstår det øvrige band mere ældet end Damon Albarn, der var som en dreng i en slikbutik.

Han elsker Roskilde, det har vi hørt mange sige fra scenekanten de seneste dage, men Damon Albarn har sagt det mere vedholdende og oftere end de fleste. Må vi få ham og resten af bandet at se mange flere gange igen.

Det dugfriske nummer ’The Narcissist’ var del af den sidste tretrinsraket. Jeg har kun kendt singlen fra det kommende album et par uger, men alligevel stod nummeret stolt skulder om skulder med det øvrige materiale.

Måske var det her slet ikke en nostagi-koncert, men startskuddet på et nyt spændende kapitel i Blurs mangefløjede karriere. Jeg glæder mig i hvert fald til at høre hele det nye album om en måneds tid.

Da vi nåede afslutningsnummeret ’The Universal’, fangede kameraet, der transmitterede koncerten op på storskærmen, nogle uforglemmelige billeder af en grædende student på første række.

Det var smukt, det var passende, og så var jeg da ikke den eneste.