Roskilde Festival: The Cure omfavnede alle, der har oplevet at få et hjerte knust
The Cure har brugt de seneste 40 år på at skabe et hitspækket bagkatalog og lave rygradsrislende gode liveshows, hvor musikkens smittende mikstur af hjemsøgende gothrock og trist postpunk altid har været omdrejningspunktet.
Bandet spillede første gang på Roskilde i 1985, og med seks besøg i alt er festivalen blevet en sand hjemmebane for det engelske band. Men hjemmebanefordelen var svær at få øje på, da Robert Smith og co. indtog Orange Scene lørdag aften.
Med sit sorte tøj, fede eyeliner, røde læbestift og elektriske springvandshår virkede Smith relativt veloplagt fra start. Den altoverskyggende hovedperson var både charmerende og lidt forfjamsket, når han sang med sin stilsikre og ikoniske vokal. Han lød overraskende kåd, når det mudrede og svingede lydbillede tillod det.
Men allerede under åbningsnumrene ’Shake Dog Shake’ og fanfavoritten ’From the Edge of the Deep Green Sea’ stod det klart, at kuren mod et mudret og ustabilt lydbillede var svær at finde. Og trods en parade af tidløse og alvorstunge klassikere som ’Lovesong’, ’Picture of You’ og den mere opløftende ’In Between Days’ havde bandet ligeledes svært ved at vække det kulderamte og trætte publikum.
Vi skulle en time ind i den bugnende setliste, før det, der har defineret The Cure som et af verdens absolut bedste livebands, tittede frem: Med ’A Forest’ fandt bandet nemlig den ulmende og ildevarslende dybde, der har evnen til at tryllebinde Dyrskuepladsen. Ført an af Simon Gallups sprøde og knastørre postpunkbas boblede magien frem, og sangens atmosfæriske klangflader omfavnede alle generationer, der har oplevet at få et hjerte knust.
Efter en seance på tyve sange forlod bandet Orange Scene, men efter et ultrakort fravær indtog Smith og co. den igen og fortsatte med syv ekstranumre – ført an af verdens måske uhyggeligste og mest urovækkende vuggevise, ’Lullaby’.
Derefter fulgte mere dansevenlige og energiske numre som ’The Walk’ og hittet, der gjorde bandet mainstream, ’Friday I’m In Love’. Men igen var der knas i maskineriet, og sangene blev fremført en smule sjusket og uinspireret – som om de bare skulle overstås.
Heldigvis sluttede The Cure af med manér, og drengehymnen over dem alle, ’Boys Don’t Cry’, skabte det rum, hvor fællessang og kollektiv ekstase gik en tur hånd i hånd. Dermed satte Smith punktum med en fremvisning af sin ukuelige evne til at kombinere melodramatisk postpunk og uskyldige popmelodier.
Dog stod man med en helhedsoplevelse, der aldrig blev den løsslupne og sjælerensende fejring af bandets musikalske arv, man kunne have håbet på. Når The Cure var gode, var de fantastiske, men når de slog autopiloten til, var de mekaniske. Hvilket desværre kendetegnede størstedelen af årets lukkekoncert på Roskilde Festivals største scene.
Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival