Lola Young ‘Not Like That Anymore’
Haim er ikke de eneste, der ikke gider at finde sig i mere pis: Det er også budskabet på denne nye single fra Roskilde-aktuelle Lola Young, der som sædvanligt bander og svovler som en havnearbejder og på herlig vis lyder som om, hun ryger tre pakker om dagen.
Men hold da op, hvor den skramlede indierock-lyd klæder hende på denne fuckfinger til en pik – i både bogstavelig og overført betydning – hun ikke har tænkt sig at bruge mere tid på.
Sivas ‘Blod på mine hænder’
På dette følelsesmæssigt intense højdepunkt på det nye album ‘R du stadig her 4 mig’ ser Sivas sig selv i øjnene og skammer sig over det, han ser. En hårrejsende skildring af misbrug, vold, skyld og tilgivelse, som endnu engang viser Sivas som en enestående historiefortæller.
Haim ‘All Over Me’
»So take off your clothes / Unlock your door / ‘Cause when I come over / You’re gonna get some«, lyder den uimodståelige invitation på dette højdepunkt fra Haims fjerde album, ‘I Quit’.
En sang, der giver et rigtig godt bud på, hvad man skal bruge sin tid på, når man har fulgt albummets råd og med en stor dramatisk gestus har sagt op.
Lorde ‘Hammer’
På den tredje single fra Lordes kommende album begynder konturerne af albummets lyd at stå klart.
Sfæriske synthesizere og tung perkussion sætter ligesom på de foregående singler en ultraminimalistisk ramme om Lordes porøse stemme. Denne gang med et euforisk drop, der rammer som, ja, en hammer, og som viser, at Lorde stadig er en mester i at føre os dansende gennem de svære følelser.
Soleima feat. School of X ‘Vilde Øjne’
Kemien mellem Soleima og School of X er simpelthen suveræn på denne iørefaldende duet. Der er vilde, dyriske blikke, bankende hjerter og et eller andet mystisk i luften i denne fortælling om umætteligt begær.
En filmisk fortælling med så meget suspense, at man som lytter rykker sig ud på kanten af sædet.
Amaarae ‘S.M.O.’
Den ghanesisk-amerikanske afrobeats-visionær Amaarae stod med ‘Fountain Baby’ bag et af 2023’s bedste album. Nu er hun tilbage med ‘S.M.O.’ – første single fra albummet ‘Black Star’, der lander til august.
En uimodståelig, highlife-inspireret banger med en produktion så detaljerig og rytmisk ruskende, at et hvert dansegulv skulle prise sig usædvanligt lykkelig for at danne rammerne om dens uimodståelige kraft. Og så står ‘S.M.O.’ i øvrigt for »slut me out«.
Yvonnes ‘Sober Love’
Det danske indieband Yvonnes følger op på sidste års overbevisende debutsingle ‘Japanese Knife’ med den lige så imponerende ‘Sober Love’.
Som på forgængeren sker der noget helt særligt i kontrasten mellem den fine, poetiske sangskrivning, den skrøbelige, glasklare vokal og det skramlende lydbillede fyldt med små, skæve detaljer, der lyder, som om noget uheldsvangert forsøger at hale ind på sangen.
Acopia ‘Falter’
Det australske dreampop-band Acopia beskriver deres nye single ‘Falter’ som det mest storslåede, de nogensinde har lavet.
Ganske rigtigt er der noget næsten hymnisk over den ellers både korte og minimalistiske sang, der hurtigt stiger mod stratosfæriske højder med nærmest ekstatisk fremdrift.
»Even if I fall, I will never falter«, synger de. En gospelsang i indieklæder.
Nourished by Time ‘9 2 5’
Amerikanske Nourished by Time har en helt særlig evne til at skabe freestyle- og house-musik, der lyder som mindet om en fest foreviget på et sepiatonet fotografi, der har ligget gemt i en skuffe siden 80’erne.
Det gælder også ‘9 2 5’, hvor de ellers så sødmefulde klange og energiske rytmer er gennemsyret af en ubestemmelig form for nostalgisk melankoli.
En melankoli, der også godt kunne beskrives som selve sommerens grundstemning.
Just Mustard ‘Pollyanna’
Just Mustard … måske er det bare, fordi jeg altid er blevet drillet med mit overdrevne forbrug af sennep, men sikke et fantastisk bandnavn.
Jeg kan lide bandnavnet næsten lige så meget, som jeg kan lide det irske bands nye single, der besvarer spørgsmålet om, hvordan det ville lyde, hvis Grimes var forsanger i et shoegaze-band.
Der er dømt gåsehud bare ved tanken om forsanger Katie Balls ultralyse vokal, der bryder i gennem sangens betonmur af forvrænget guitar.
Mangler du mere ny musik? Så gå på opdagelse i sidste uges Top Tracks.
Følg vores ugentligt opdaterede Top Tracks-playliste på Spotify: