Drømmer du om at skride fra jobbet eller kæresten, finder du ikke et bedre heppekor end Haim
ALBUM. Har vi ikke alle sammen drømt om nogle gange at lave det der 180 graders flip med skrivebordet og storme ud fra storrumskontoret? At lave det perfekte mic drop og skride fra alt og alle, der har begrænset én?
Det har Haim, og de har lavet et album, der indkapsler alle følelserne og konsekvenserne af at ‘sige op’ i sine 30’ere. Hvad end det er i sit parforhold, på sit job, i venskaber eller over for ting, der ikke længere gavner én.
Og selvom tanken om at flippe skrivebordet kan virke cinematisk og stærk, viser ‘I Quit’, at det langtfra er sådan. Det er udmattende og hårdt arbejde at give op.
‘I Quit’ er bandets mest rockede og mindst hit-holdige til dato. Førstesinglen ‘Relationships’ har vist sig måske at være det mest poppede, albummet har at byde på, og det siger ikke så lidt.
For musikalsk virker albummet nærmest … lidt dovent? Det er tilbagelænet, jammet, og en stor del af tiden raller Danielle Haim sig gennem sangene, mere end hun synger – særligt på den slackede ‘Down to Be Wrong’.
Sangene er ikke melodiske og fyldt med catchy riffs som på ‘Women in Music Pt. III’ eller ‘Something to Tell You’, men mere en enslydende groove-suppedas fordelt over 15 numre. Faktisk tog det mig fire-fem gennemlytninger, før nogle af sangene begyndte at sætte sig fast, fordi hverken energiniveauet eller sangskrivningen for alvor krævede opmærksomhed.
Men på den anden side er det jo også lidt pointen. Albummets tema er netop at sige op og give slip på ting i mere end én forstand.
Og selvom albummet indledes med ‘Gone’ – og et opstemt, lidt kitchet ‘Freedom’-sample – er albummet ikke en overgearet fejring af friheden. Det er nærmere et musikalsk lettelsens suk fuld af alle de refleksioner, der kommer, efter man har taget en svær afsked.
»Baby, how can I explain when an innocent mistake / Turns into 17 days fuckin’ relationships?«, synger Danielle frustreret på ‘Relationships’, og en stor del af albummets tema bunder angiveligt også i bruddet mellem hende og den langvarige partner Ariel Rechtshaid.
Teksterne er bedst, når de dykker ned i de indre kampe, der følger med den svære kærlighed, eksempelvis på den energiske ‘Million Years’: »I’m not sure I’m meant to love / ‘Cause when I try to love someone / I could never find a way to also love myself«.
Refleksionerne kammer over måske over til noget, der minder om lommefilosofi på de karikerede jeg-er-kommet-videre-sange ‘Cry’ og ‘Now It’s Time’ (»to move on«).
»The tears have all been shed / I can finally see clear / I’m not caught up in the fear/ I don’t have to pay the debt«, synger Este på førstnævnte og skaber en unødvendigt pladderromantisk afslutning på de ellers meget nuancerede refleksioner, der har kendetegnet albummet.
I det hele taget er ‘I Quit’ et album med skønhedsfejl og mangler, og selvom temaet og ‘I Quit’ som koncept giver mening, savner man lidt musikalsk saft og kraft. Der er dog ikke nogen, der kan komme uden om, at temaet om at give slip eller give op, når det kommer til drømme, kærlighed og håb i sine 30’ere, er sårbart, svært og enormt berettiget.
Og hvis man står over for at skulle råbe »I quit« til enten sin chef eller sin kæreste, finder man nok ikke et bedre heppekor end Haim-søstrene.
Kort sagt:
Haims ‘I Quit’ er en laid-back skildring af at sige op – i kærligheden, på arbejdet og i livet – i sine 30’ere. Selvom albummet mangler lidt musikalsk saft og kraft, er temaet stærkt og sårbart.