Den stilsikre vellyd trumfer eksperimenterne på Haims sprudlende ‘Something to Tell You’
I løbet af forsommeren har Haim teaset for deres længe ventede andet album med et par vidt forskellige singler; imens den lidt generisk poppede ‘Want You Back’ klinger af et Haim på automatpilot, har den skrabede, uforløste ‘Right Now’ budt på nye eksperimenterende takter fra de californiske søstre.
‘Want You Back’ er i sidste ende mest repræsentativ for ‘Something To Tell You’ i sin helhed. Ligesom den fire år gamle debut ‘Days Are Gone’ byder albummet på velproduceret, spændstig popmusik med fermt eksekverede musikhistoriske referencer til alt fra Fleetwood Mac og Motown til TLC og George Michael.
Lyden har imidlertid fået en endnu mere glitrende, elektronisk finish med hjælp fra hofproducer Ariel Rechtshaid og tidligere Vampire Weekend-medlem Rostam Batmanglij. Manipulerede baggrundsvokaler smyger sig delikat og diskret omkring den fremtrædende rytmebund, hvor de organiske og syntetiske elementer er svært dechifrerbare.
Sjældent har den californiske Fleetwood Mac-vibe været mere insisterende end på sange som ‘Nothing’s Wrong’ og ‘You Never Knew’, imens den bundcharmerende ‘Little of Your Love’ med sine dansende tangenter og rytmiske blæsere sender frejdige nik til Motown. Haims dristige, men altid stilsikre omgang med musikhistorien er imponerende, ikke mindst fordi søstrene fremfor at lyde bedagede eller stilforvirrede snarere lyder af 2017, hvor genremæssige grænser og hierarkier er til total forhandling.
Imens lydsiden sprudler af rappe rytmer, attitude og kompetente vokalleveringer, er tekstuniverset til gengæld lettere endimensionelt. No bullshit-tonefaldet er ganske vist befriende i de parforholdsdissekerende linjer, der leveres med skiftevis snappy selvsikkerhed (»I guess you never knew what was good for you« på ‘You Never Knew’) og blottet sårbarhed (»Now I’m only someone you call, when it’s late enough to forget« på ‘Kept Me Crying’), men et mere kreativt tekstunivers ville alligevel have givet de vellydende produktioner klædeligt modspil.
Højdepunktet indtræffer med førnævnte ‘Right Now’, hvor det simple lydbillede udgjort af hi-hattens taktfaste slag, en skinger, ensom synthtone og søster Danielles pianoakkorder midtvejs igennem sangen afbrydes af en elektrisk lavine af guitarstøj, der aftager ligeså brat, som den indtraf. Det er popmusik uden forløsning og en sang, der derfor slår gnister på et – i det store perspektiv – glatslebet og konsensussøgende album. Som lytter efterlades man derfor også med en følelse af, at Haims potentiale ikke helt forløses på ‘Something To Tell You’.
Kort sagt:
Haim-søstrene overbeviser om både coolness og musikalsk ekvilibrisme på en stærk albumtoer, hvor vellyden og den stilsikre omgang med musikhistorien trumfer de dristige eksperimenter. En glitrende elektronisk finish samt de kompetente vokalleveringer og bundcharmerende popomkvæd forfører lytteren, men den skrabede og uforløste ‘Right Now’ lover, at Haim har potentiale til mere.