Det er ikke, fordi Lorde har stjernenykker.
Vi mødes på et charmerende, men beskedent hotel på Djursgården i Stockholm. Klos op ad ABBA-museet, tilfældigt eller ej. Og det første, hun gør, da jeg træder ind på hendes værelse, er at tilbyde mig den komfortable stol.
Jeg insisterer på, at hun selv tager den – hun har en længere dag foran sig end mig – og med et lille træk på skuldrene sætter hun sig til rette.
På fredag udgiver hun sit imødesete fjerde album, ‘Virgin’. Et album, hvor superstjernen med det borgerlige navn Ella Yelich-O’Connor blotter sig mere end nogensinde før.
Se bare på albumcoveret, der gengiver et røntgenbillede af hendes bækken, fuldendt med et bæltespænde, en lynlås og en spiral. Mere nøgent bliver det ikke.
»Jeg skrev det her album, som om ingen nogensinde skulle høre det, og sagde ting, som jeg er nervøs for, at selv mine tætte venner skal høre«, siger hun.
»Men der var nødt til at være så meget skrøbelighed og så meget på spil. Jeg tror, at det sætter dig fri, når du siger, ‘det her er mig i al min kompleksitet’, og så kan folk selv bestemme, om de fucker med dig eller ej«.
Skrøbeligheden tog Lorde allerede forskud på sidste år, da hun gæstede et yderst omdiskuteret remix af Charli XCX’s ‘Girl, so Confusing’.
En milepæl i moderne popmusik, hvor de to outsidere klinker skårene i realtid, mens hele verden lytter med. Og hvor alle de tabubelagte følelser af misundelse og mindreværd, der kan være i et venskab, stilles til skue.
Men for Lorde var der også noget andet på spil. Remixet var nemlig første gang, hun for alvor åbnede op omkring sin spiseforstyrrelse.
»’Cause for the last couple years / I’ve been at war with my body / I tried to starve myself thinner / And then I gained all the weight back«‚ lyder de konkrete linjer, der ikke lader meget være op til fortolkning.
Sidenhen har Lorde uddybet, at spiseforstyrrelsen opstod under coronapandemien. At hun tog sig selv i ikke at spise, når hun skulle på tv, og at hun dækkede spejlene i sit hjem til.
Jeg spørger hende, hvordan det var at dele noget så personligt i sin musik.
»Det var virkelig skræmmende. Og jeg tror, det er derfor, jeg var nødt til at gøre det, for så mange mennesker, jeg kender – så mange kvinder, jeg kender – har kæmpet med det her, og jeg havde ikke en sang på min telefon til at få mig igennem det«, svarer hun.
»Det var en proces. Men på sangen med Charli følte jeg, det var virkelig trygt at være så skrøbelig, fordi hun havde været så skrøbelig«.
Mange af sangene på ‘Virgin’ er skrevet efter samme princip, forklarer hun. Det er sange, Lorde selv har haft brug for, men som ikke fandtes. Og hvis hun har brug for dem, er der måske også andre, der har.
»Nogle gange er der en sang, jeg ville ønske, jeg kunne lytte til, men som jeg ikke har adgang til. Og så er jeg nødt til at lave den for at blive beroliget eller styrket, eller hvad end det er af den sang«, siger hun.
»Du ved, for at udfylde det hul, som jeg skal have udfyldt«.
»Some days I’m a man«
På ‘Virgin’ kommer der endnu flere sandheder på bordet.
Én sang handler om Lordes komplicerede forhold til sin mor, den anerkendte digter Sonja Yelich, en anden om ubeskyttet sex og det følelseskaos, der kommer med at tage en graviditetstest.
Og så er der spørgsmålet om hendes kønsidentitet, der mere end noget andet synes at have formet albummet.
Det gælder først og fremmest teksterne – »some days I’m a woman, some days I’m a man«, synger hun på den nye single ‘Hammer’, mens en anden bærer titlen ‘Man of the Year’ – men også lyden, fortæller hun.
»Jeg prøvede virkelig at undgå at sætte mig selv i en kasse med den slags lyde, som kvinder bruger«, siger Lorde og laver gåseøjne med fingrene som for at tage afstand til den binære kønsopfattelse.
»For at være så vild og stærk og rå som muligt var jeg nødt til at give fuldkommen slip i produktionen«.
Som i det sidste minut af ‘Man of the Year’?
»Ja, som i det sidste minut af ‘Man of the Year’. For nogen er det nok mærkeligt, at det sprog kommer fra en kvinde. Men det er den slags kvinde, jeg er«.
Hun forklarer, at ‘Virgin’ netop har været et forsøg på at finde ud af, hvilken slags kvinde hun er. At den tungere, til tider næsten støjende produktion reflekterer den maskulinitet, hun også besidder.
Det kommer også til udtryk i albummets inspirationskilder, der – foruden italienske Lucio Fontanas gennemskårne lærreder – tæller voldsparate film som ‘Fight Club’ og vores egen Nicolas Winding Refns ‘Drive’. »Pop bangers«, som Lorde kalder dem.
»Du ved, bare de her film, man sætter på, og så er man øjeblikkeligt i den verden. De er så præcise. Der er ingen død luft«, siger hun.
»’Marie Antoinette’ er et andet eksempel. Coppola-filmen. Meget slagkraftig. Så jeg tænkte på den slags film og prøvede at lave sange, der var lige så koncise«.
En anden drastisk forandring på ‘Virgin’ er Lordes valg af samarbejdspartnere. For modsat både ‘Melodrama’ og ‘Solar Power’ er det nye album ikke blevet til med superproduceren Jack Antonoff.
I stedet er tøjlerne nu overladt den noget yngre Jim-E Stack, der har produceret for navne som Bon Iver, Haim og Caroline Polachek, og som Lorde første gang rakte ud til i 2022.
»Jeg var nysgerrig på, hvad han lavede, og ville gerne møde ham. Og vi havde en masse til fælles. Vi bondede over at kunne lide en masse af de samme random ting«, siger hun.
»Vi havde bare det her venskab, der var virkelig nemt og naturligt. Han er kun et par år ældre end mig. Vi var jævnbyrdige«.
Det var dog hverken producerens platte humor eller unge alder, der sikrede ham jobbet som Lordes nye højrehånd, men én meget specifik ekspertise, forklarer hun.
»Han er fantastisk med trommer. Han laver trommer som ingen andre. Og jeg vidste, at det her album skulle have et virkelig stærkt rytmisk fundament, så det endte bare med at ske med ham«.
Back-to-basics
Udenfor har det pisket ned hele formiddagen. Et nærmest parodisk skandinavisk vejr så deprimerende, at jeg egentlig godt kan forstå, hvorfor den 28-årige newzealænder ikke har optrådt i Danmark siden 2017.
Det laver hun om på til december, når hun lægger vejen forbi Royal Arena på sin kommende verdensturné. Og hun glæder sig.
For lige så alvorlige som tematikkerne på ‘Virgin’ er, er det også et album proppet med store, skrålevenlige popsange. Den slags sange, der ifølge Lorde »får temperaturen til at skifte«, når hun spiller dem live.
På den måde markerer albummet også en form for back-to-basics for Lorde efter det mere afdæmpede, nærmest new age-inspirerede ‘Solar Power’, hvor fans måtte kigge langt efter de store syng-med-omkvæd.
Nu er bangerne tilbage. Og det har været et aktivt valg, forklarer hun.
»Jeg har en fornemmelse af, at det er sådan, jeg bedst udnytter mine styrker. Der er en naturlig intensitet over mig som kunstner, tror jeg. Der er bare et eller andet ved det sprog, der formidler mine idéer mest klart«.
»Jeg kan godt lide, når musik er fysisk. Jeg er generelt lidt for meget oppe i mit eget hoved, og det er derfor, vi elsker musik. Det får os ind i kroppen«.
Så ‘Solar Power’ spillede ikke på dine styrker?
»Det føler jeg godt, man kan sige. Jeg elsker ‘Solar Power’, og jeg er så stolt af det, men da jeg turnerede med albummet, var der en enorm forskel på at spille sange derfra og at spille sange fra et tidligere album«.
Modsat hendes generationsdefinerende debut og det universelt hyldede ‘Melodrama’ var Lordes tredje album da også en mildest talt polariserende størrelse.
»Den egenrådige verdensstjernes hidtil mest blege album«, lød det eksempelvis i Soundvenues anmeldelse, og de internationale medier var enige. Det samme var mange af Lordes fans.
Lorde er ikke bleg for at indrømme, at kritikken af ‘Solar Power’ tog hårdt på hende. At det var »så ukomfortabelt« og »rystede hele mit fundament«, som hun formulerer det.
Og alligevel kunne hun ikke være mere taknemmelig for oplevelsen.
»Det var et formativt øjeblik som kunstner. Der sker noget med dig, når anerkendelsen skifter, og du pludselig står tilbage med det, du har lavet, og du er nødt til at elske det«, siger hun.
»Efter ‘Solar Power’ forstod jeg, at du ikke kan regne med modtagelsen for at have det godt med det, du har lavet. Det var så godt for mig«.
Selv forstår hun ‘Solar Power’ mere for hver dag, der går, fortæller hun. Hun har indset, at det – ikke ulig det antimaterialistiske kæmpehit, der gav hende sit gennembrud for snart 13 år siden – var en form for modreaktion.
»Jeg havde virkelig en følelse af, sådan, ‘vent lige, jeg er et barn, men alle de her mennesker går op i, hvad jeg gør, og det her var min hobby efter skole, og nu har jeg ansat alle de her mennesker’. Det føltes som om …«.
Hun holder en sjælden pause i talestrømmen og kigger ud ad vinduet. Regnen ser ud til at være stoppet.
»Det føltes bare som om, det var vokset over hovedet på mig, og jeg havde ligesom brug for at skrue lidt ned for temperaturen, og det gjorde jeg. Det virkede. Og det gav mig plads til at lave ‘Virgin’«.
Da interviewet er slut, tager vi mod en café i den anden ende af Stockholm, hvor jeg og en række andre får lov til at høre albummet, mens Lorde knytter et par ord til de enkelte tracks.
Og gik man og troede, at ‘Virgin’ blot ville være ‘Melodrama’ om igen, tager man fejl.
Et par af numrene lyder som noget fra Radioheads ‘In Rainbows’. Et andet er drum’n’bass. Og med undtagelse af et vocoder-tungt, Bon Iver-klingende stykke a capella er trommerne akkurat så insisterende, som hun lovede.
Det føles ægte. Mere poppet end ‘Solar Power’, men også spydigt og konfronterende på en måde, hun ikke har været siden debuten. Jeg tror, jeg taler på alle i lokalets vegne, når jeg siger, at vi stadig fucker med hende.
Men ingen ser ud til at nyde musikken mere end Lorde selv, der gennem hele vores lyttesession sidder med øjnene lukket, mens hovedet ruller rundt til beatet. En gang imellem trækker hun på smilebåndet.
Jeg kommer til at tænke på noget, hun fortalte mig et par timer inden. At hun – efter kritikken af ‘Solar Power’ – havde sat sig for at lave et album, som hun natten inden udgivelsen ikke ville ændre den mindste detalje ved.
»Uanset hvad der sker i morgen, selv hvis alle hader det, elsker jeg det stadig«, ville hun gerne kunne sige til sig selv.
Det ser ud til, at det lykkedes.
‘Virgin’ udkommer 27. juni.