‘Solar Power’ er ironisk nok Lordes hidtil blegeste album
2021 er gået hen og blevet et år, hvor de unge kvindelige popmusikere på stribe siger tak, men nej tak til berømmelsens frihedsberøvende piedestal og med fænomenet #freebritney som rygstød kollektivt begraver forestillingen om stjernetilværelsen som lykkefyldt og misundelsesværdigt mål for det musikalske virke.
Forkælet? Tja. Tidsånden gjalder på humanisme og autenticitet, og temaerne på tværs af årets store popudgivelser er de samme, men måden, hvorpå stjernerne, både herhjemme og internationalt, melder afbud til deres egen fest, varierer.
Billie Eilish har netop udgivet en flakkende, sårbar og sine steder aggressiv toer i form af ‘Happier Than Ever’, Clairo mumlesynger sig bedrøvet igennem det analoge og 70’er-inspirerede ‘Sling’, og vores egen Selma Judith rækker fuck ad branchen og præstationsræset med et temperamentsfuldt og avantgardistisk popalbum af en debut (der også er ude denne fredag).
Med sit tredje album placerer 24-årige Lorde sig et mere anonymt sted. På trods af det ærlige udgangspunkt og den solristede newzealandske natur som erklæret inspirationskilde er ‘Solar Power’ den egenrådige verdensstjernes hidtil mest blege album.
Hvor forgængeren, ‘Melodrama’ fra 2017, på mørk og dramatisk vis flettede hjertesorg sammen med popstjernelivets excesser, reflekterer ‘Solar Power’ over den kulturelle og mentale afstand imellem Los Angeles og hjembyen Takapuna.
Lordes nyvundne ro og klarsyn udtrykkes med hjælp fra producer Jack Antonoff i en organisk og blid lyd, der trækker på de sene 60’eres eskapistiske folk og rock såvel som asketisk, glat milleniumpop a la Natalie Imbruglia og Natasha Bedingfield.
Det afdæmpede lydbillede lader Lordes tekster få fokus, og de fortæller fint sansede historier om Hollywoods fremmedgørende fester såvel som den frisættende forelskelse i en jordbunden mand (der får Lorde til at føle sig ren som et fyrretræ på ‘The Man With The Axe’).
På åbningsnummeret ‘The Path’ placerer stjernen sig øjeblikkeligt i øjenhøjde med lytteren ved at afvise rollen som idol og vejviser:
»Raised in the tall grass, teen millionaire having nightmares from the camera flash«, synger hun om den unge Ella, der i 2013 med outsiderhymnen ‘Royals’ paradoksalt nok blev kongelig i branchen.
Diskrepansen imellem de glitrende ydre og flossede indre forhold er helt central på ‘Solar Power’ – stærkt forløst på førnævnte ‘The Man With The Axe’ med småpsykedelisk guitarspil og linjerne: »I’ve got hundreds of gowns / I’ve got paintings in frames / and a throat that fills with panic every festival day / dutifully falling apart for the Princess of Norway«.
Desværre har melodierne svært ved at matche teksternes intensitet; flere sange er decideret vage, imens andre låner lige lovlig ivrigt fra diverse klassikere (‘In the Summertime’ fra 1971 spøger i verset på ‘Dominoes’, og der er skrevet mange artikler om titelnummerets George Michael- og Primal Scream-inspiration).
Grundlæggende savner jeg på ‘Solar Power’ de gode, originale idéer, som gjorde Lordes to første album til så markante bekendtskaber.
På ‘Secrets From a Girl (Who’s Seen It All)’ tyer hun til quirky stewardesseimiterende spoken word i et forsøg på at få lidt særpræg ind i sangen. Det lykkes ikke rigtigt, når den i struktur og melodi lyder som en halvbagt version af titelnummeret.
Således er ‘Solar Power’ lyden af en Lorde, der tilsyneladende har fundet tiltrængt ro og mening i hjemstavnens kærlighedsrede, men desværre ikke den store inspiration.
Kort sagt:
På trods af et ærligt, branchekritisk udgangspunkt og den solristede newzealandske natur som inspirationskilde er Lordes ‘Solar Power’ en lidt for bleg lytteoplevelse. Teksterne fortæller fint sansede historier om Hollywoods fremmedgørende fester såvel som den frisættende forelskelse i en jordbunden mand, men melodierne er stjernens hidtil mest vage.