Lorde sælger illusionen om sin outsiderposition til noget nær perfektion

Lorde sælger illusionen om sin outsiderposition til noget nær perfektion

Max Martin reagerede eftersigende med skepsis, da han blev præsenteret for ’Melodrama’s førstesingle, den house-inspirerede ’Green Light’. Sangen er forkert sat sammen, mente svenskeren, der – hvis historien står til troende – nok snarere end hitlistepoppens svar på Gandalf fremstår som dens Sauron.

Det er en besnærende historie, som man dog med rette kan gå lidt efter i sømmene. For det første skal man bemærke, at Lorde (og hele pr-maskinen bag hende) har været mere end villig til at kolportere historien om singlens manglende hitegnethed. For det andet har Martin vist sig at få ret. ’Green Light’ blev ikke det (ventede) comebackhit for den 20-årige newzealænder, der jo dog med sin forrige albumforløbersingle, ’Royals’, præsterede et globalt nummer 1-hit.

Man kan få den tanke, at historien om Martins manglende omfavnelse mest af alt handler om at understrege, at Lorde – i egen selvforståelse – er en noget nær permanent outsider, eller i hvert fald en egenartet skikkelse, der er lige så optaget af at rive vaneforestillinger ned som at sælge den samme drøm om kalkuleret perfektion som andre stjerneskud på toppen af poppens pyramide.

Nok er hun flyttet til New York og hænger ud med Taylor Swift og Lena Dunham – der privat danner par med Lordes kreative samarbejdspartner på ’Melodrama’, Jack Antonoff (som skrev og producerede ’Out of the Woods’ til Swift) – men statussen som outsider søges vedligeholdt. Dén forestilling var ikke svær at sælge i forbindelse med ’Pure Heroine’ (lavet af en 16-årig med afsæt i en newzealandsk forstadsvirkelighed), men om illusionen er gangbar i forbindelse med en 20-årig jetsetters hypede comeback er naturligvis en anden sag.

I et interview med New York Times tilbage i april bemærkede Lorde, at hun 60 procent af tiden følger popsangskrivningens ’regelsæt’, men ’kommer til’ at bryde det resten af tiden. Det lyder omtrent som opskriften på ’Melodrama’, som langt hen ad vejen kan rubriceres sammen med andre gloriøst vellykkede popværker fra de senere år, såsom ’1989’ og ’Teenage Dream’, men som alligevel i afgørende grad adskiller sig fra disse strømlinede bedrifter.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Lorde er tydeligvis modnet som sanger og sangskriver. Hendes lyrik fungerer forbilledligt, inden for de universer sangene skaber. Der er en menneskelighed i hendes lyrik og sangforedrag, der sælger ideen om Lorde som et intelligent væsen af kød og blod snarere end som en projektion af superstjerneperfektion, men også et selvbevidst drilleri og en underspillet humor, der får en sang som ’The Louvre’ til at lyse (endnu mere) op.

Albummet henter næring fra tekstuniversets fokus på smertefulde brud, tvivl, ensomhed og et fokus på ægte følelser, relationer og refleksioner bundet op på konkrete detaljer og sansninger frem for et forsøg på at sælge en eller anden PR-forestilling om kvindelig seksualitet – når Lorde synger om sex er det med et glimt i øjet: »My hips have missed your hips, so let’s get to know the kicks« (’Sober’). I den forstand befinder hun sig (heldigvis) milevidt fra 2017-udgaven af Katy Perry, der med ’Bon Appetit’ serverede et mad-som-metafor-for-sex-univers (»spread me like a buffet« etc.), der er mere enerverende end inciterende.

Lorde er en god historiefortæller. Hun kan fremmane scener, der hænger ved på lytterens indre skærm. Hun har en for den glitrende ende af popmusikken sjælden evne til at signalere ærlighed og ægthed på en direkte facon. På den konto matches hun vel kun af Robyn.

Lorde minder dog allermest – ja, helt uundgåeligt – om en ung Kate Bush. Det er ikke bare udseendet og den beslægtede, enigmatiske ’wise beyond her years’-karisma (det sorte, udslåede hår, det faste, intelligente blik), men også i kraft af et musikalsk slægtskab, der med jævne mellemrum bryder frem med betagende selvfølgelighed. Omkvædet på ’Green Light’ (særligt backingvokalen: »I’m waiting for it, that green light, I want it«, samt brugen af en spjættende, metallisk percussion) er som taget ud af Bush-drejebogen anno ’Hounds of Love’. Omkvædet i ’Writer in the Dark’, hvor Lordes vokal bevæger sig fra dal til bakketop med stor dramatisk effekt er Bush in excelsis. Startlinjen »I bet you rue the day you kissed a writer in the dark« understreger i øvrigt ret godt det med den underspillede humor.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Er ’Perfect Places’ og ’Homemade Dynamite’ lige lovlig generiske stykker pophåndvæk, der på mange måder kunne have været skrevet af, nå ja, Max Martin (eller en hired hand fra hans i L.A. allokerede sangskriverfabrik), så er det som oftest slående i hvor høj, men fuldstændig organisk og ikke-demonstrativ grad, Lorde får indflettet musikalske sekvenser strøet med venstrehåndens mere skødesløse temperament: Førnævnte ’Homemade Dynamite’ tilføres noget personlighed via et lille a cappella-stykke og en eksplosionslignende lydeffekt, som sangerinden selv fremdrager med munden. Den selvstændigt betitlede outro til ’Hard Feelings/Loveless’, outroen til den ’Green Light’-agtige piano-banger ’Supercut’ og de (tematisk velplacerede) repriser af to af albummets mest personligt reflekterende sange, ’Sober’ og ’Liability’, følger også en egen skæv logik, der kun bestyrker værkfornemmelsen.

Man kan kun gisne om, hvorvidt Bush-sammenligningen vil virke relevant om ti eller 20 år i tilfældet Ella Yelich-O’Connor. Måske vil ’Royals’ stå tilbage som hendes svar på ’Wuthering Heights’, det øjeblikkelige superhit, som markerer et tidligt kommercielt højdepunkt, men som ikke nødvendigvis siger særlig meget om den efterfølgende kunstneriske modningsproces.

Hits eller ej, outsider eller ej: Med ’Melodrama’ har Lorde taget et kunstnerisk kvantespring uden på nogen måde at forsage den smittende popmusik, der er det bankende hjerte under hendes sangkunst.


Kort sagt:
Lorde er blevet mere moden og reflekteret (og har fået flere buler af kærligheden) siden hun som 16-åtig storhittede med ’Royals’, men hendes outsiderposition er der ingen, der skal pille ved! Og selv om lyd og struktur på en stor del af sangene på ’Melodrama’ lægger sig i slipstrømmen af Taylor Swifts ’1989’, er der den afgørende kant, personlighed og vokale skævhed til forskel. Lorde springer på ’Melodrama’ ud som historiefortæller og skaber med sin stemmes og sin lyriks konkrete detaljer små dramaer med blivende effekt.

Læs interview: Lorde er popstjerne på sin egen måde: »Jeg er ikke cool«

Lorde. 'Melodrama'. Album. Warner.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af