‘Getting Angry, Baby’: Selma Judith frabeder sig al overfladisk hype på kompromisløst debutalbum
Det oplagte havde været at ride bølgen. At perfektionere den harpeassisterede r’n’b, som hun fik et betragteligt gennembrud med i efteråret 2018 straks efter udgivelsen af debutsinglen, ‘Kind of Lonely’.
Men Selma Judith gad ikke lynproducere den obligatoriske ep med nye sange i samme spor, og hun gider heller ikke »vores tøj og vores fester« og al anden form for overfladisk virak, som gerne følger i kølvandet på en blåstempling fra den hypeliderlige musikbranche.
Skulle du være i tvivl, så lyt til den 1 minut og 18 sekunder lange fuckfinger ‘Of Narcissism’ på Judiths nye debutalbum, hvor hun skrigende frabeder sig at være centrum for opmærksomheden.
Hendes projekt handler om musikken. Og ‘Getting Angry, Baby’ er da også lyden af dedikation, kompromisløshed og en endeløs nysgerrighed på instrumenterne og de verdener, de åbner.
Hermed ikke sagt, at hovedpersonen lader sig udviske i de ambitiøse kompositioner, der trækker på alt fra jazz og klassisk musik til r’n’b, pop og decideret lydkunst.
Med sine indtrængende vokalpræstationer og ditto tekster er Selma Judith – om hun vil det eller ej – den brændende sol i værket, men hun er ikke bange for at lade sin egen bane løbe i baggrunden for at give plads til en nøgletale fra Greta Thunberg eller fabulerende soloer fra blandt andet en trompetist (‘Nature Boy’) og en klassisk guitarist (‘Love Decay’).
Har man brug for at blive taget lidt i hånden på vej ind i Selma Judiths spjættende bastard af et album, er de fornemme r’n’b-sange ‘Blame It All On You’ og ‘Heartbeat’ med harpen i fokus gode og tilgængelige steder at starte, ligesom ‘Hollow Grounds’ er et slagkraftigt, på grænsen til svulstigt, popøjeblik.
Jeg vil dog anbefale enhver at lytte til ‘Getting Angry, Baby’ fra start til slut og lade uforudsigeligheden, det skønne og det uskønne opsluge én.
Efter en blid start med luftig saxofon på ‘Lava Dust’ og førnævnte ‘Blame It All On You’ slipper Selma Judith al kontrol på den gåsehudsfremkaldende cellovise ‘When I Scream’ (»I’m a shady looking lady / and I’ll recommend you to listen when I’m hissing«, hvisler/spinder hun). Og hun taber ikke pusten, før koret på den forløsende finale ‘Old Bells’ – 16 sange senere! – forstummer.
At albummet trods sin længde hverken keder eller forvirrer denne lytter, siger noget om styrken af og sammenhængskraften i Selma Judiths vision.
’Getting Angry, Baby’ er med sit idémæssige overskud og sin skødesløse ekvilibrisme beslægtet med de bedste værker fra klassisk skolede kunstnere som Tori Amos og Fiona Apple. Og netop kombinationen af det skolede, anarkistiske og dybt personlige gør ‘Getting Angry, Baby’ til en mageløs poppræstation og skaberen bag til en ener herhjemme.
Kort sagt:
Selma Judiths længe ventede debutalbum er en fuckfinger til den overfladiske virak, som gerne følger i kølvandet på en blåstempling fra den hypeliderlige musikbranche. ‘Getting Angry, Baby’ bevæger sig ubesværet imellem pop, jazz, klassisk musik og lydkunst og er det fængslende resultat af Judiths kompromisløse kærlighed til sine instrumenter.