Selma Judith holdt publikum på tæerne under fængslende koncert på Hotel Cecil

Selma Judith holdt publikum på tæerne under fængslende koncert på Hotel Cecil
Selma Judith på Hotel Cecil. (Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue)

Hun entrerede scenen med et forsigtigt smil og tog plads på en skammel ved siden af sin harpe med ansigtet vendt imod bassisten bag sig. Hun undslap et lille, men hørbart suk. Og sang så en helt nøgen version af jazzklassikeren ‘Cry Me a River’ med en stemme, der syntes at kærtegne Hotel Cecils gardindraperede kælder og være på nippet til at splitte den ad på samme tid.

Selma Judith var det hele under sin ambitiøse koncert – nervøs, nærværende, morsom, selvudslettende. Med sig havde hun et fem mand stort band, som halvvejs fik selskab af en violinist. Sidst vi oplevede det danske stortalent live, var det især Judiths solonumre med harpen, som gjorde indtryk, men hvis man havde håbet, at hun denne aften, under sin første headlinerkoncert i over halvandet år, ville dyrke intimiteten alene med sit instrument, blev man skuffet.

Måske. Hvad vi fik i stedet, var Selma Judith som den småsnakkende og storsyngende jazzsanger – entertainer sågar – i front for et orkester, som understøttede hendes avantgardistiske popmusik og akavet kratfulde fremtræden på virkelig vellykket vis.

Judith har sit længe ventede debutalbum på vej til august, og koncerten på Hotel Cecil understregede, hvad singleforløberen ‘Some Folklores’ allerede har varslet; at ekvilibristen og perfektionisten Selma Judith sprænger rammerne for den harpeassisterede r’n’b, hun brød igennem med i 2018.

Denne aften fik vi både 70’er-groovy samspil, intuitive jazzede takter og strukturer, elektroniske beats, der under nogle numre tenderede trap, og en imponerende vokalpræstation fra Judith, som spændte fra Björk-agtige skrig til blid skønsang og forhekset hvisken. Leveringen af linjen »you didn’t quite make it into happiness«, hvor Judith imiterede en krages spottende falliterklæring på taget af en forlist romance, udgjorde et mageløst og ekstremt sørgmodigt musikalsk øjeblik.

Selma Judith på Hotel Cecil. (Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue)

Selma Judiths nye sange er sørgelige – »den næste sang er også noget negativt noget«, fnisede hun ved introduktionen af balladen ‘Blame It All On You’. Netop denne selvironi punkterede den højtidelighed, som ellers prægede de komplekse kompositioner og dystre temaer. At samtlige bandmedlemmer leverede soulede korstemmer – den ene guitarist sang tilmed duet med Judith under koncertens finale – var ligeledes med til at give sangene en varm, forsonende bund.

De vilde musikalske og stemningsmæssige spring og Judiths lunefulde performance holdt publikum på tæerne under en koncert, som var forrygende uforudsigelig og langt fra perfekt. På ‘Some Folklores’ savnede jeg, at Judith selv spillede omkvædets akkorder på harpen, den nye ‘Hollow Ground’ var skæmmet af et alt for bombastisk samspil, og på ‘Colder’ fumlede Judith med både mikrofon og harpe, så nærværet vaklede en smule.

Men det ændrede ikke på helhedsoplevelsen af en kunstner, der i både sine skrøbelige og stærke momenter er intet mindre end fængslende.


Kort sagt:
De vilde musikalske og stemningsmæssige spring og Selma Judiths lunefulde performance holdt publikum på tæerne under en koncert, som var forrygende uforudsigelig og perfekt uperfekt.

Selma Judith. Koncert. Hotel Cecil.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af