‘Happier Than Ever’: Billie Eilishs nye album er ikke en skelsættende triumf som hendes debut – men det gør måske ikke noget

‘Happier Than Ever’: Billie Eilishs nye album er ikke en skelsættende triumf som hendes debut – men det gør måske ikke noget
Billie Eilish. (Foto: PR)

Billie Eilishs ’When We All Fall Asleep, Where Do We Go?’ var ikke et almindeligt debutalbum. Det var kulminationen af en årelang hype omkring stortalentet, der blev forløst i en samling sange, der allerede føles som et generationsdefinerende værk.

Siden er Eilish ikke bare blevet verdens måske største popstjerne, hun har omskrevet reglerne for, hvordan en popstjerne kan se ud og lyde.

Debuten er, med andre ord, sådan et album, der er umuligt at følge op på, og som i den grad lægger op til den klichefulde, men alligevel sært rammende forestilling om den svære to’er.

For hvad gør man? Gentager man succesen, men med fare for ikke at kunne genskabe magien? Eller prøver man noget helt nyt med risiko for at skuffe fanbasen?

Lidt af hvert, i Eilishs tilfælde, men med klar overvægt til option nummer to.

For mens der er et par ’Bad Guy’-agtige bangers og sårbare emopopsange på ’Happier Than Ever’, er det primært et album, hvor Eilish bearbejder ulykkelig kærlighed og ukontrollerbar berømmelse på fragmenterede, flersidige sange.

»Sangene på det her album er all over the place«, har popstjernen selv udtalt i et interview hos VEVO i forbindelse med udgivelsen af ’Happier Than Ever’.

Hvilket er sandt. Men det virker samtidig også som om, Eilish selv er lidt rundt på gulvet. Hun er både såret og trodsig overfor ekskæresten, samtidig med at hun bliver både stresset over berømmelsen, men også praler med sin nye rigdom.

Den 19-årige verdensstjerne prøver at finde hoved og hale i sin nye tilværelse – og musikken er tilsvarende omflakkende.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Bare på albummets første sange får vi forsøg med både old school-rap (‘I Didn’t Change My Number’) og bossa nova (‘Billie Bossa Nova’). Senere er der jazzvokal på blandt andet ’My Future’ og en næsten Olivia Rodrigo-agtig poppunk på den rasende, hjerteknuste og fantastiske titelsang:

»You ruined everything good / always said you were misunderstood / made all my moments your own / just fucking leave me alone«.

Oof. Sådan kan man også sige farvel til en ærgerlig ekskæreste.

Der er også numre som ’Goldwing’, ’Oxytocin’ eller ’OverHeated’, der på nærmest Crystal Castles-agtig vis kombinerer glitchede elektroniske produktioner med en vokal, der er skiftevis skrøbelig og forvrænget eller udfarende.

Den exceptionelt flersidige sangsammensætning gør ’Happier Than Ever’ til et langt mere søgende og nærmest forvirret album end debuten, der havde en gennemført mareridtstematik og en klart defineret lyd. Der er heller ikke de samme glasklare hits som på 2019-albummet.

Til gengæld formår ’Happier Than Ever’ faktisk at fascinere med sin flersidighed. Man føler, at alt kan ske fra sang til sang, og at man er med Eilish på en musikalsk og åndelig søgen.

Den selvransagelse fører også til tekster, der er mere indadvendte og stedvis næsten dagbogsagtigt konkrete.

På åbningsnummeret ’Getting Older’ prøver popstjernen for eksempel ret så skåningsløst at analysere sig selv og sine handlinger:

»Last week, I realized I crave pity / when I retell a story, I make everything sound worse / can’t shake the feeling that I’m just bad at healing / and maybe that’s the reason every sentence sounds rehearsed«.

Andre steder bearbejder hun eksistentiel angst (’Everybody Dies’) eller reflekterer over, at hun er nødt til at »prioritize my pleasure« for at finde glæde i livet (‘Getting Older’).

Det er personligt, men også stedvis tungt som en lige lovlig intens terapisession.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Happier Than Ever’ er således et album, der skiftevis handler om berømmelse, ulykkelig kærlighed og om at finde sig selv. Men det er frem for alt en udgivelse, hvor alle de ting blandes sammen og ikke altid giver mening – og det gør Eilishs andet album til en overgangsudgivelse.

For ‘Happier Than Ever’ er et værk, der skildrer skiftet fra én tilstand til en anden. Fra moderat berømt til superstjerne; fra forelsket til hjerteknust; måske endda fra ung til voksen. Det er kortlægningen af en proces, der stadig er i gang.

Den stilsikkerhed og overlegne albumkonstruktion, der gjorde debuten så umiddelbart overvældende, er derfor mestendels væk. Det samme er legesygen, der stedvis – som på spoken word-passagen ’Not My Responsibility’ – er erstattet med en form for højtidelig alvor, der tangerer det prætentiøse.

Men det er et tegn på Billie Eilishs talent, at hun oftest formår at gøre forvirringen og omskifteligheden interessant.

Derfor gør måske ikke noget, at hun ikke har fundet sin endelige form endnu. Det er måske okay ikke altid at have alle svarene, men at give plads til usikkerheden.

For nej, der er ingen rød tråd på ‘Happier Than Ever’. Men det er der jo netop ikke, når man er på jagt efter noget, man ikke ved, hvad er.


Kort sagt:
Billie Eilishs andet album er ikke er en total triumf som den generationsdefinerende debut, men en overgangsudgivelse der fascinerer med sin flersidighed og lover positivt for fremtiden.

Billie Eilish. 'Happier Than Ever'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af