Clairo stikker til musikbranchen på sit flotte andet album
En ægte firstmover er videre til næste nye trend, mens resten af verden stadig dvæler ved den forrige. Den mekanisme gælder i dén grad for amerikanske Clairo.
Siden singlerne ‘Pretty Girl’ og ‘Flaming Hot Cheetos’ nærmest gik viralt på YouTube i 2018, har hun været en af dem, man skævede til, hvis man ville forsøge at bidrage til den stadig igangværende bølge af lo-fi-bedroom-pop-artister.
For nylig blev Clairos sang ‘Alewife’ endda brugt i HBO-krimiserien ‘Mare of Easttown’ til netop at formidle, hvilken type amerikansk indie-teenager hovedpersonen Mares datter var.
Og nu er Clairo selv videre.
Hendes nyeste album lægger den skramlede, skødesløse lo-fi-stemning på hylden til fordel for en elegant 70’er-agtig singer-songwriter-æstetik, der sender tankerne i retning af Fleetwood Mac, Joni Mitchell og Paul McCartney.
Bløde trommesæt, fine klaverfigurer og filmiske blæsere og strygere danner rammen om ‘Sling’, der er blevet til i samarbejde med den alsidige popguru-producer Jack Antonoff (Taylor Swift, Lorde, Lana del Rey m.fl.).
Men at Clairo har parkeret den quirky, internet-agtige bedroom-pop-stemning, skyldes næppe, at hun ønsker at være en trendsætter. Tværtimod.
Går man lyrikken på ‘Sling’ efter i sømmene, møder man en Clairo, der lader til at være udmattet af og overvældet over den plads, hun hurtigt blev givet i musikbranchen efter debut-ep’en ‘diary001’ og det fantastiske debutalbum ‘Immunity’.
»I’m stepping inside a universe / designed against my own beliefs / They’re toying with me and tapping their feet«, synger hun som det første på åbningsnummeret ‘Bambi’ og tegner et fint billede af, dengang hun gjorde sin måske lidt tøvende entré i den tempofyldte musikbranche.
Også på ‘Blouse’ kommer selvsamme branche under lup, når Clairo synger om mødesituationer, hvor mænd i stedet for at lytte til hendes ord har sendt blikke mod hendes bryst.
Det er svært at acceptere, at en musiker så ung som Clairo skal befinde sig i de mange stressfyldte og drænende situationer, som sangene på ‘Sling’ handler om. Hendes luftige og monotone stemme lyder opgivende og bedrøvet på ‘Just For Today’ og ‘Management’, men får til gengæld flot modspil af mere klaver og strygere med masser af fremdrift og ragtime-agtige akkorder.
De små glimt af glæde og lettelse ligger netop i de umiddelbart muntre akkompagnementer og ikke mindst i de sange, der handler om hunden Joanie, som Clairo adopterede sidste år. Den har endda fået et helt instrumentalt nummer opkaldt efter sig, og det er også dens pote, der optræder på albumcoveret.
Joanie bliver et symbol på den tryghed, Clairo har søgt efter i den kaotiske branche, og i sangen ‘Reaper’ antyder teksten også, at Clairos nye rolle som dog mom har sat nogle refleksioner i gang om fremtiden, familie, ansvar og tryghed. Tanker, som enhvert menneske i begyndelsen af 20’erne bikser med, men her sat i kontekst af Clairos lidt anderledes popstjerneomstændigheder.
‘Sling’ mangler lidt af den type mavepuster-tekster og musikalske gåsehudsmomenter, som ‘Immunity’ var så rigt på. Albummet er helt afgjort personligt, og man mærker, at Clairo har masser på hjerte – der mangler bare de dér øjeblikke, hvor man føler, at en enkelt tekstbid taler direkte ind i ens eget følelsesliv og får nakkehårene til at rejse sig.
Som album er ‘Sling’ dog stadig en flot og helstøbt oplevelse, og selvom Clairo er træt af musikbranchen, håber jeg virkelig, hun bliver her længe endnu.
Kort sagt:
Clairo har parkeret den quirky, internet-agtige bedroom-pop-stemning og leveret et flot singer-songwriter-album, der trækker tråde til de helt store helte som Joni Mitchell, Fleetwood Mac og Paul McCartney.