KOMMENTAR. Det chokerende ved coveret til Sabrina Carpenters kommende album, ’Man’s Best Friend’, er ikke billedet i sig selv.
Det polaroid-lignende fotografi – hvor Carpenter knæler på alle fire iklædt stiletter og en lille sort kjole, mens hun smiler forførende ind i kameraet, og en ansigtsløs mand i sort jakkesæt hiver hende i året – er et opsigtsvækkende billede, men med sine tydelige tråde til 50’ernes pinup- ikoner, Madonnas ’Erotica’-æra og utallige Playboy-forsider med Pamela Anderson er det næppe noget, popkulturen ikke har set før.
Det chokerende er heller ikke, at Sabrina Carpenters albumcover møder kritik. Det har længe været så sikkert som amen i kirken, at alle kvinder, der iscenesætter sig selv på måder, der blot antyder seksualitet eller nydelse, vil blive mødt af et kor af forfærdede stemmer.
Den slags reaktioner har eksisteret lige så længe som popmusikken. Det har 70’er-ikonet Carly Simon netop mindet os om, da hun i en støtteerklæring til Carpenter pointerede, at kritikken ligner de reaktioner, hun selv blev mødt af, da hun i 1975 udgav sit – i øvrigt rigtig fine – album ’Playing Possum’, hvis cover viste hende iklædt sort lingeri og læderstøvler.
Så nej, det er hverken billedet eller reaktionerne i sig selv, der er chokerende, men snarere hvor reaktionerne kommer fra.
Nye tider
Det plejer at være de allermest konservative og reaktionære stemmer i det amerikanske mediebillede, der råber op om, at popkulturens promiskuøse og dekadente skørlevned er kørt helt af sporet.
Hvem kan glemme den konservative kommentator Ben Shapiro, som nærmest gik i panik over Cardi B og Megan Thee Stallions ode til deres ‘WAP’ – »wet ass pussy« – og derefter med skræk malet i ansigtet reciterede teksten i en tåkrummende video, der nærmest lignede et flagellant-agtigt ydmygelsesritual? Gode tider.
Men nu kommer kritikken fra en ganske overraskende kant: Kvindesagsorganisationer, feministiske kommentatorer og en god håndfuld af de sociale mediers ellers mest entusiastiske popfans, der ser sig selv som venstreorienterede og progressive.
»Sabrina Carpenters nye albumcover er ikke edgy, det er tilbageskuende. At skildre sig selv på alle fire med en mand, der hiver én i håret, og at kalde sig ’Man’s Best Friend’ er ikke rebelsk. Det er et skridt tilbage til gamle klichéer, der reducerer kvinder til kæledyr, rekvisitter og ejendele og fremmer vold og kontrol«, skrev organisationen Glasgow Women’s Aid på Facebook og fortsatte:
»Det er et skridt tilbage til gamle klichéer, der reducerer kvinder til kæledyr, rekvisitter og ejendele og fremmer vold og kontrol. Sabrina lefler for det mandlige blik og promoverer kvindefjendske stereotyper, hvilket er ironisk i betragtning af, at størstedelen af hendes fans er unge kvinder!«.
Lignende takter lød fra journalisten Arwa Mahdawi, der står bag The Guardians ugentlige feministiske klumme ’The Week in Patriarchy’, og som skrev: »Dette er ikke subtilt eller sexpositivt – det er bare blød porno, der lefler for det maskuline blik«.
Fra popfansene på X lød det: »Tilgiv mig, at jeg måske er for woke, men det her er så patetisk i betragtning af, at det at rive nogen i håret er en nedværdigende handling«. Og en anden skrev: »Hvor mange små piger kommer til at se dette og vokse op og acceptere denne behandling?« Begge opslag er blevet liket tusindvis af gange.
Leger med stereotyper
Det er i sandhed hårde tider for kritisk tænkning og mediefærdigheder, hvis den gængse popkommentator ikke kan regne ud, at Sabrina Carpenter – der introducerede sit nye album med singlen ’Manchild’, en bidende sarkastisk kritik af toksisk maskulinitet – selvfølgelig netop leger med stereotype skildringer af kvindelig submissivitet.
Men nok så vigtigt fortæller kritikken af Sabrina Carpenter noget om, at den krops- og sexpositivisme, der i 2010’erne dominerede ikke blot feminismen, men hele popkulturen, måske er ved at blive erstattet af en pludseligt opstået nypuritanisme.
Det vækker mindelser om 80’erne og 90’erne, hvor de største feministiske stemmer – herunder Andrea Dworkin og Catherinne McKinnon – brugte al deres energi på at kæmpe for et forbud mod pornografi (dengang stod ’WAP’ for Women Against Pornography), og hvor eksempelvis Madonnas ’Sex’ – en erotisk fotobog, hvor Madonna poserede i en lang række af sadomasochistiske situationer – blev betragtet som en direkte forbrydelse mod kvindesagen.
Vi lever i en tid, hvor kvinderettigheder oplever tilbageslag i store dele af verden, og hvor flere og flere unge mænd udviser sexistiske og kvindefjendske holdninger. Det er skræmmende, men løsningen kan aldrig være at indskrænke råderummet for, hvilke typer af seksuel adfærd der opfattes som politisk acceptable.
Selv hvis Carpenters albumcover ikke var tænkt som en kritisk leg med kønnede seksualroller – hvilket jeg stadig tror, at det er – ville det progressive standpunkt stadig være at holde fast i, at både mænd og kvinder selvfølgelig har lov til at performe deres seksualitet, præcis som de har lyst til. Også selvom denne seksualitet måske ikke flugter med vores idealer om, hvordan kønsligestilling ser ud.
Alle moralske domme af, hvordan andre udlever deres seksualitet, vil altid være reaktionære – også selvom de fældes i feminismens tegn. Kampen for ligestilling bliver nødt til (også) at være en kamp for, at alle køns- og seksualudtryk – uanset om de er submissive eller emmer af magtfuldhed og styrke – er lige legitime.
Heldigvis havde Sabrina Carpenter selv den helt perfekte reaktion på kritikken: »Jeg giver ikke en fuck«.
‘Man’s Best Friend’ udkommer 29. august.