I denne og næste weekend løber den vanen tro stjernespækkede musikfestival Coachella af stablen i Californien. Arrangementet er totalt udsolgt – og i øvrigt langt væk for os danskere – men heldigvis giver festivalen igen i år muligheden for at være med til koncerterne virtuelt.
Coachella livestreamer således hele weekenden fra alle festivalens syv scener, skriver NME.
Dermed er der mulighed for at se optrædener fra blandt andre Justin Bieber, Sabrina Carpenter, The xx, Jack White, FKA Twigs, Addison Rae, The Strokes, Clipse, Turnstile og David Byrne.
Det foregår på Coachellas YouTube-side, hvor det i øvrigt vil være muligt at livestreame fire koncerter samtidig, hvis man går efter en fragmenteret musikoplevelse.
Tidsforskellen gør selvfølgelig, at koncerterne ikke finder sted på de mest hensigtsmæssige tidspunkter for danske seere. Det vil sige om natten og i de tidlige morgentimer. Justin Biebers fredagskoncert kan for eksempel ses klokken 8.25 lørdag morgen.
Se hele weekendens tidsplan (ikke omregnet til dansk tid) herunder.



