Matt Damon og Ben Afflecks stort anlagte MeToo-ridderfilm ‘The Last Duel’ leverer brutale kampscener – men har et problem

Vi har set den ventede film af Ridley Scott – med manuskript af Matt Damon og Ben Affleck – til verdenspremieren i Venedig.
Matt Damon og Ben Afflecks stort anlagte MeToo-ridderfilm ‘The Last Duel’ leverer brutale kampscener – men har et problem
Matt Damon i 'The Last Duel'. (Foto: PR)

VENEDIG FILM FESTIVAL. Ridley Scott er spået det helt store comeback i 2021.

Instruktøren, der tidligt i karrieren serverede mesterværker som ’Alien’ og ’Blade Runner’, står bag to af årets mest profilerede storfilm: Middelaldersagaen ’The Last Duel’ samt den stjernespækkede og Oscar-hypede ’House of Gucci’.

Scott er i Venedig med førstnævnte, hvor han desuden modtager en ærespris for sit mere end 55 år lange virke. Men den stort anlagte ridderfilm er ikke den utvetydige triumf, man kunne have håbet på, selvom den er længder mere interessant end hans ujævne film fra de senere år som ’All the Money in the World’, ’Alien: Covenant’ og ’The Counselor’.

’The Last Duel’ udspiller sig over en periode på seks år i 1380’ernes Frankrig, hvor vi følger de to våbenbrødre Jean de Carrogues (Matt Damon) og Jacques LeGris (Adam Driver), der indleder en fejde om førstnævntes hustru, Marguerite (Jodie Comer).

Fortællingen er skåret efter den klassiske ’Rashomon’-effekt, idet den udfoldes i tre kapitler, der hver giver os de tre karakterers modstridende synspunkter på tiden op til opgøret, som i sidste ende førte til LeGris’ voldtægt af Marguerite og den afgørende duel mellem de to franske riddere.

Jodie Comer i ‘The Last Duel’. (Foto: PR)

Man skal allerede fra start sluge et par kameler: Damon og Ben Affleck, der gør barndomsvennen selskab på lærredet i rollen som den hedonistiske hertug Pierre d’Alencon (komplet med afbleget hår), grænser til karikaturer i rollerne som forfængelige, franske (!) riddere – med nogle af de mest rædderlige frisurer længe.

Den ene er en gældsat slagsbror plaget af mindreværdskomplekser, den anden en lærd, fordrukken adelig. Begge lever de op til en bunke klicheer, når de konstant indleder små magtkampe for at opretholde deres forældede (og forfejlede) mandeideal.

Efter lidt tid gav jeg dog slip på mine forbehold omkring den fejlagtige casting – særligt takket være Adam Driver og Jodie Comer, der gør det fremragende som henholdsvis snu libertiner og slavegjort hustru bundet af et kærlighedsløst ægteskab og en misogyni, som trækker klare tråde til i dag.

’The Last Duel’ er nemlig intet mindre end en MeToo-film fra middelalderens tid, når den – til tider for tydeligt – viser, hvordan Marguerite må gå gennem ild og vand for at få selv sin mand til at tro på, at hun er blevet udsat for overgreb. Hun mistænkeliggøres, betvivles og tvinges til at underkaste sig.

Da hun fortæller sin mand om overgrebet for første gang, bliver han fortørnet over, at LeGris har gjort det mod ham, mens han tvinger hende til samleje umiddelbart efter, fordi ærkefjenden ikke skal være den sidste mand, hun har været sammen med.

Og da LeGris bliver forhørt om, hvorvidt overgrebet skete, svarer han, at hun blot lavede de »obligatoriske protester«, som adelskvinder jo gør. Hun ville i virkeligheden gerne. Det er et af mange eksempler på, hvordan Drivers præstation på glimrende vis tager os helt tæt på en krænkers selvforståelse.

Præmissen, om at pille middelalderens mandekultur og selvforherligende æresritualer fra hinanden, er langt hen ad vejen ganske lovende. Ridderne skildres mestendels som tåber, der tyer til vold, fordi de ikke kan styre deres riger med kløgt, en dyd som Marguerite mestrer uden problemer.

Lidt ligesom Netflix-filmen ’The King’ forsøger filmen at komme glorificeringen af datidens store kæmpere til livs med nogle af de mindst yndefulde kampscener længe. Håber man på action á la Scotts ’Gladiator’ og ’Kingdom of Heaven’, kommer man til at gå forgæves. Her gælder det brutal nærkamp (særligt den afsluttende duel gør indtryk), mens de store udstyrsstykker punkteres, inden de overhovedet går i gang.

Det giver kun god mening, at Ridley Scott, der debuterede med ’Duellisterne’ om – wait for it! – to franske riddere, der i 1800-tallet indleder en fejde, som også resulterer i æresdueller, er valgt som instruktør.

På samme måde som Scorsese gjorde det med ’The Irishman’, forsøger Scott her at vende den klassiske genreikonografi, som han har dedikeret en stor del af sin karriere til, på hovedet – uden dog at nå samme tårnhøje niveau.

Adam Driver i ‘The Last Duel’. (Foto: PR)

Filmens problem er særligt de skiftende synsvinkler. For hvor mange sider kan der egentlig være af en voldtægtssag? Kun én står det klart, da Comer får sin fortjente skærmtid i filmens tredje kapitel. Men det er ærgerligt, at vi skal vente halvanden time på, at filmens egentlige hovedrolle får behørigt fokus – især fordi manuskriptet svigter Damons første del. På den måde forbigår Scott chancen for at give os et kvindeligt perspektiv på en mandsdomineret genre, som vi eksempelvis så det i Kelly Reichardts mesterlige western ’Meek’s Cutoff’.

Damon og Affleck, der har skrevet manuskriptet sammen med Nicole Holofcener (’Can You Ever Forgive Me’), har tydeligvis haft intentionerne på rette sted ved at få en kvindelig forfatter med ombord til at skrive Marguerites perspektiv.

Men manuskriptet, der er makkerparrets første sammen siden ’Good Will Hunting’, afslører hurtigt, at de er mere interesserede i en efterhånden velkendt kritik af forældede mandetyper, end de er i Marguerites historie.

Det er en skam, for når Jodie Comer fører an, mærker man for alvor den indignation og afmagt, som burde være bærende for filmen.

‘The Last Duel’ får dansk biografpremiere 14. oktober.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af