At sige noget som helst skråsikkert om årets Oscar-sæson – en sæson, som vi allerede ved, først kulminerer med et stærkt udsat show i slutningen af april 2021 – har af indlysende årsager karakter af en halsløs gerning.
Derfor vil jeg i det følgende – som er en årligt tilbagevendende tradition; en slags indvarsling af endnu en Oscar-sæson – ikke kede dig med at tage forbehold med udgangspunkt i pandemiens hærgen og eventuelle (læs: sandsynlige) indflydelse på sæsonens afvikling.
Jeg vælger at ignorere corona-spekulationer og i stedet fokusere på den sædvanlige todeling:
Et fokus på de rent filmhåndværksmæssige overvejelser og det strategiske spil, der typisk vil manifestere sig i forbindelse med at skabe hype og bevidsthed om udvalgte titler på bekostning af andre.
Dét valg kan man selvsagt problematisere – hvad er værdien af en forudsigelse, der ikke medtænker tidens helt dominerende vilkår? – men omvendt: Hvad er alternativet?
Det vi ved for nærværende, er, at efterårssæsonen skydes i gang – corona eller ej – med festivalerne i Venedig og Toronto henholdsvis 2. og 10. september.
Bevares, konkurrenceprogrammet i Venedig er ikke lige så stjernebesat som vanligt (og det skyldes uden tvivl branchens aktuelle stemning af tvivlrådighed: »Hvad skal der ske? Er vi købt eller solgt?«), men man aner trods alt konturerne af en form for genopretning af en (ny) normaltilstand, noget som annonceringen af en snarlig europæisk premiere på Christopher Nolans ekstremt imødesete blockbuster ’Tenet’, også signalerer.
Da jeg foretog krystalkuglekigget i august for to år siden, lykkedes det mig at nævne 10 titler, hvoraf kun de fire (’Vice’, ’A Star is Born’, ’Roma’ og ’BlacKkKlansman’) rent faktisk blev nomineret for bedste film i sidste ende.
To år i tidligere (2016) ramte jeg kun plet med tre titler, og udnævnte sågar Martin Scorseses ’Silence’ som forhåndsfavorit nr. 1. Den blev end ikke nomineret.
Det understreger meget godt, at det er sværere at regne Oscar-sæsonens forløb ud, end vi (herunder jeg selv) ofte bilder os ind. I slutningen af september (post-efterårsfestivalerne) sidste år, rangerede jeg ’Parasite’ som den niende mest sandsynlige vinder come Oscar time.
Og se, hvordan det gik med det.
Man tror, man kan overskue det store panorama af titler og nogenlunde rangordne dem, men løbende foregår en masse små forskydninger, der i sidste ende på afgørende vis forskubber den indbyrdes magtbalance titlerne imellem.
Den informationsacceleration, der kendetegner de sociale medier, er naturligvis kun med til at speede processen op og komplicere den mangefold.
Sagen er den, at hvert års krystalkuglekig er spekulation (forholdsvis velinformeret spekulation, men dog spekulation). I år kan vi så tale om en form for fordobling af spekulationsfaktoren med henvisning til pandemien, der i sidste ende (når og hvis den såkaldte anden bølge rammer) kan lægge hele moletjavsen ned (hvem tør spille dyre penge på, at Oscarshowet ikke bliver aflyst?), eller i hvert fald kan komme til at afgøre karakteren af de titler, der får premiere i tide:
I det spil er de dyre Hollywoodproduktioner for en gangs skyld svagere stillet end deres mindre omkostningstunge konkurrenter. Men det kan der omvendt også være spændende perspektiver i!
Med alle de forbehold in mente raser vi videre til gennemgangen af årets – aktuelt! – 10 største Oscarkandidater:
10. ‘West Side Story’
Når Steven Spielberg laver store prestigeproduktioner med topnavne foran og bagved kameraet, placerer han sig immervæk automatisk i forreste række af oplagte Oscarbaskere. Måske ikke i helt samme grad, som hvis han havde lavet denne genindspilning af en tidligere Oscar-vinder, ’West Side Story’, lad os sige, i starten af 00’erne, MEN Spielberg scorer som regel Bedste film-nomineringer for sine prestigefilm i det 21. århundrede.
Tidligere år har jeg placeret både ’Bridge of Spies’ og ’The Post’ i toppen af mine forhåndsfavoritlister, uden at de i sidste ende var med som andet og mere end det tynde øl, da først slutspurten skulle udmåles i deres respektive årgange.
Klog af skade, placerer jeg derfor Spielberg på den yderste plads som nr. 10:
Når jeg sætter et lidt større spørgsmålstegn ved ’West Side Story’ end vanligt i tilfældet Spielberg, er det også, fordi der er tale om en genrefilm (musical), som den efterhånden 73-årige Spielberg måske ikke synes at være den mest oplagte mand til at forløse.
Men hvem ved?
Musical-genren er under alle omstændigheder en af de genrer, Spielberg mangler at få krydset af i sin bugnende filmografi.
En anden grund til at være varsom med at se for lyst på filmens chancer er det faktum, at musicalgenren langt fra er et sikkert kort at spille jævnfør nyere Oscarhistorik:
Ofte bliver de udpeget som forhåndsfavoritter (’Les Miserables’, ’Dreamgirls’, ’Nine’), for så siden at skuffe. Endelig – og for det sidste – kan det indvendes, at castet til Spielbergs version ikke helt kan matche det stjerneformat, der plejer at være en garant, når vi taler verdens mest indtjenende filminstruktør: Ansel Elgort og Rachel Zegler kommer til kort i sammenligning med ’The Post’-parringen af Meryl Streep og Tom Hanks!
Til gengæld gør det i hvert fald denne signatur nysgerrig, at manuskriptet er adapteret af Tony Kushner, geniet bag ’Angels in America’ (teater- og tv-versionen), som Spielberg også arbejdede sammen med på ’Lincoln’ (som nok er den film, hvor han var tættest på den ultimative Oscar-hæder i det nye årtusinde).
9. ‘The French Dispatch’
’The Grand Budapest Hotel’ udgjorde lidt af et Oscar-gennembrud for sin skaber, Wes Anderson, der ellers længe ikke just lignede prototypen på en Akademi-kæledægge. Det gør han for så vidt stadig ikke, men selv finurlige (find selv på et bedre ord) filmskabere af Andersons slags, kan med den rette timing spise kirsebær med de store (mere regelrette) navne i Oscar-sammenhæng.
Sidste sæson så vi fx et andet (lige så finurligt) indie-fyrtårn som Noah Baumbach hyldet for ’Marriage Story’. Det er som om, mainstreamen står klar til at indhylle genstridigt vedholdende outsiderstemmer i ros og spotlys, når de rammer de ca. 50 år, og ikke længere er helt så genstridige, eller i det mindste er så vedholdende, at Oscar ikke i længden med god samvittighed kan ekskludere dem fra det fineste selskab. Anderson er lidt den type dyr i åbenbaringen, og så arbejder han jo altså sammen med en iøjnefaldende perlerække af stærke skuespillerprofiler (og beundrere), som i sig selv sikrer opmærksomhed.
Man bliver ikke sådan rigtigt meget klogere ved at læse op på historien bag den længe ventede opfølger til den firedobbelt Oscar-vindende ’The Grand Budapest Hotel’, men at der er tale om nok en – nå ja – finurlig miljøskildring, er der nok ingen tvivl om.
Filmen foregår i en fiktiv fransk by efter Anden Verdenskrig, hvor en mindre flok amerikanske journalister holder til for at bidrage med fransk stof til et hæderkronet amerikansk magasin, der synes modelleret over den intellektuelle amerikanske elites svorne hoforgan, The New Yorker.
Meget mere vides ikke, og det lyder jo ikke just fokusgruppeorienteret i forhold til at sikre Oscar-succes, men stjernelisten taler for sig selv: Benicio del Toro, Adrien Brody, Tilda Swinton, Timothée Chalamet, Bill Murray, Jeffrey Wright, Owen Wilson, Elisabeth Moss, Edward Norton, Willem Dafoe, Anjelica Huston, Christoph Waltz, Saoirse Ronan og Kate Winslet.
Alvorligt talt: Har en film sådan cirka nogensinde tidligere kunnet opbyde et mere lækkert tagselvbord af stjerner af enhver (men særligt Anderson’sk) afstøbning?
8. ‘On the Rocks’
Det kan tænkes, at Oscar post-Metoo er parat til at genomfavne Sofia Coppola, der fik så eklatant et gennembrud – også i Oscar-øjemed (hun vandt manuskriptprisen) – med den snart 20 år gamle nyklassiker, ’Lost in Translation’.
Og kunne det ydermere ikke også tænkes, at Coppolas genforening med dén feterede films hovedrollestjerne, Bill Murray, er lige det afgørende krydderi, der gør det til en done deal?
Filmen har umiddelbart noget lidt ’Lost in Translation’-agtigt over sig. Denne gang er det bare ikke Tokyo, men New York, der er scenen for et møde mellem mennesker på (delvis) udebane. Rashida Jones (datter af Quincy, og kendt fra roller i komedieserier som ’The Office’ og ’Parks and Recreation’) spiller datteren af en fraværende far og playboy-type, naturligvis gestaltet af Murray, der genforenes i storbyernes storby.
Storbyen er så scenen for den ’personlige rejse’ mellem far og datter, der formoder man, fører til en form for accept og forståelse (eller et endeligt brud?) parterne imellem. Og hvis der er noget Coppola er god til, så er det vel netop at lade et steds stemninger glide ind i en fortælling på en gennemtrængende, men upåfaldende måde. New York må i så fald siges at være et optimalt righoldigt grundmateriale at arbejde med.
Evigt lovende Jenny Slate og Marlon Wayans optræder i biroller.
7. ‘Ammonite’
Instruktøren Francis Lee er et relativt ubeskrevet blad (han fik pæn festivalsucces med debutfilmen ’God’s Own Country’ for et par år siden), men ellers er der meget ved ’Ammonite’, der nærmest råber ’Oscar’. Ikke mindst filmens periode-setting og det faktum, at Saoirse Ronan og Kate Winslet spiller over for hinanden i de to altdominerende hovedroller.
Filmen foregår i 1840’ernes England, hvor den anerkendte, men ludfattige palæontolog, Mary (Winslet), søger efter fossiler ved sydkysten, der kan sælges til rige turister. Her præsenteres hun netop for sådan en, en rig turist altså, i skikkelse af den ulykkelige Charlotte (Ronan). Langsomt opstår en usædvanlig kærlighedshistorie, i og med, at der både brydes klasse- og kønsgrænser.
Hvis Lee får det optimale ud af sine to verdensstjerner, og hvis miljø- og tidsskildringen rammer plet, så kunne ’Ammonite’ meget vel være årets store kærlighedsfortælling i Oscar-regi.
6. ‘Dune’
Denis Villeneuve er måske det bedste bud på en slags udfordrer til Christopher Nolans trone, når det kommer til produktionen af ambitiøse, intelligente og (vil kritikere tilføje) en kende ufremkommelige, hvis ikke ligefrem prætentiøse, blockbusters.
Hvor Nolan har fået for vane at arbejde med originalmanuskripter (’Inception’, ’Interstellar’, ’Dunkirk’), så holder Villeneuve primært fast i adaptationer (’Arrival’, ’Blade Runner 2049’).
Det gør han også med sit seneste monsterambitiøse projekt, hvor han prøver kræfter med ’Dune’, der tilbage i 80’erne så godt som begravede (pun intended) David Lynchs ungdommelige flirt med kommerciel filmproduktion – efter at andre auteurs som Alejandro Jodorowsky og Ridley Scott allerede havde opgivet deres respektive kamp med at omsætte materialet til en bærbar spillefilm.
Netop fordi den originale ’Dune’ blev en fiasko, er det ekstra interessant hvad en visuelt begavet instruktør som Villeneuve kan få ud af en fortælling, der bestemt giver rig mulighed for imponerende set pieces.
’Blade Runner 2049’ blev ikke helt det monsterhit som de mange umiddelbart henførte reaktioner fra branche-insidere syntes at lægge op til, så spørgsmålet er selvfølgelig, om Villeneuve satser succesfuldt ved endnu en gang at forholde sig til noget, der åbenlyst er en fascination for ham: 80’er-sci-fi.
Timothée Chalamet spiller hovedrollen som Paul Atriedes, søn af den magtfulde Duke Leto (Oscar Isaac), der forsøger at udvinde den mest værdifulde substans i universet (kaldet »the spice«) på planeten Arrakis (aka ’Dune’). Her opstår en bitter konflikt mellem far og søn, der har mange forgreninger, og som – og det taler måske en kende imod filmens Oscar-chancer – først finder sin forløsning i en angivet opfølger.
Hvis filmen er vellykket, vil mange akademimedlemmer nok tænke: ’Fint nok, men hvorfor ikke vente med at give priser til den, til når vi har set hele herligheden?’ (’Lord of the Rings’-style).
Udover Isaac, optræder ikke helt så grønne notabiliteter som Josh Brolin, Javier Bardem, Charlotte Rampling og Stellan Skarsgård i biroller.
5. ‘Tenet’
Apropos Christopher Nolan:
Villeneuve får kam til sit hår, når det kommer til at score stemmer fra de sci-fi-begejstrede blandt Akademi-medlemmerne. For omsider synes Nolan klar til at følge op på ’Dunkirk’, den af hans film, der nok har ramt mest rent i forhold til Akademiet, der har det notorisk vanskeligt med sci-fi-genren. Men det endelige gennembrud i Oscar-regi mangler fortsat.
Det kan en række tekniske priser i fortiden ikke dække over.
Villeneuve vs. Nolan-duellen tilføres et interessant twist derved, at Villeneuve gør brug af Nolans faste komponist Hans Zimmer i ’Dune’, mens Nolan som en direkte følge deraf har måttet ’nøjes’ med svenske Ludwig Göransson (der vandt en Oscar for sit score til ’The Black Panther’ forrige år).
Hemmelighedskræmmeriet i forhold til den allerede flere gange udskudte ’Tenet’ er omfattende, så enhver må begive sig ud i egne vidtløftige gætterier ud fra den frigivne trailer.
Det vi ved, er, at ’Tenet’ (udover at være et palindrom, for Nolan er aldrig ked af at drage opmærksomhed på hvor clever han er) refererer til en enhed eller organisation, der skal forhindre Tredje Verdenskrig i at bryde ud. Russiske oligarker spiller tilsyneladende en skæbnesvanger rolle.
Castet udgøres af spændende yngre navne som John David Washington, Robert Pattinson og Elizabeth Debicki og en række i Nolan-sammenhæng forudsigelige, men velkomne veteraner i skikkelse af Kenneth Branagh og Michael Caine.
4. ‘The Trial of the Chicago 7’
Nok modtog Aaron Sorkin en nominering for sit eget manuskript til instruktørdebuten ’Molly’s Game’ i 2017, men ellers har debuten ikke sat sig mange tydelige spor i filmkulturen.
Derfor er Sorkin nok opsat på at bevise for alverden, at han fortsat nærer ambitioner om at markere sig som fuldblodsauteur og ikke ’bare’ som forfatter til feterede manuskripter som ’The Social Network’ og ’Moneyball’.
Når man kaster et blik ned over rollelisten til Sorkins anden instruktørindsats (filmen var oprindelig tiltænkt Steven Spielberg, der dog bakkede ud af projektet helt tilbage i 2008), overbevises man på stedet om, at ’The Trial of the Chicago 7’ er en film med større scope end ’Molly’s Game’ og med flere heste at spille på – opkøbt og distribueret af Netflix.
Mark Rylance, Frank Langella, Michael Keaton og William Hurt optræder i biroller. Det samme gør Eddie Redmayne og Joseph Gordon-Levitt. I hovedrollen – og her vil mange nok enten blive meget nysgerrige eller lettere urolige (eller måske en god blanding) – finder vi Sasha Baron Cohen, hvis filmkarriere post-’Borat’ endnu mest er kendetegnet ved, at han droppede ud af ’Bohemian Rhapsody’ (en rolle, der jo som bekendt resulterede i en Oscar til Rami Maleks tandprotese).
Filmen foregår i 1968 (der er et slags populærkulturelt nirvana), hvor vi følger retssagen mod en gruppe anti-Vietnamkrig-aktivister, der i forbindelse med afviklingen af det demokratiske partikonvent i L.A. det år blev sigtet for voldelig sammensværgelse med det formål at omstyrte samfundsordenen.
Man skal ikke tænke meget og længe over mulige paralleller til nutidens politiske klima i USA, hvor landets præsident fornylig indsatte militæret i Portland for at bekæmpe demonstranters forfatningssikrede ret til at protestere over politiets dødelige magtanvendelse.
Spørgsmålet er så, om filmens aktualitet opleves som ’old news’ (det var det, der med acceleration af nyheder i nutidens medielandskab) i april 2021, når en vis Donald Trump formentlig (forhåbentlig) er smidt på historiens mødding? Vi får se.
3. ‘Stillwater’
Tom McCarthys seneste film, ’Spotlight’ vandt Oscar’en for Bedste film i 2016, så naturligvis vil der være stor bevågenhed omkring hans nye film efter en længere tilsyneladende produktiv stilstand. Hvis du forventer, at ’Stillwater’ er en spin-off på Cameron Crowes ’Almost Famous’, hvor vi følger den videre vej for det fiktive band i dén elskede nyklassiker, så vil du blive skuffet. Ej heller optræder Billy Crudup på rollelisten.
Der er derimod tale om et krimilænende drama, hvor Matt Damon spiller rollen som en far, der egenhændigt forsøger at bevise sin mordsigtede datters (Abigail Breslin) uskyld – en datter, som han ellers har et så godt som ikkeeksisterende forhold til.
Mon ikke McCarthys flair for det procedurale – som han om noget rendyrkede i den pertentlige, men åndeløst velfortalte ’Spotlight’ – kommer ham til gavn i ’Stillwater’?
Der er i kenderkredse ganske meget buzz om både Damon og Breslin til, at filmen med statsgarantivil blive modtaget med stor nysgerrighed.
2. ‘Mank’
’Mank’ er den første film fra mesterinstruktøren David Fincher siden ’Gone Girl’ i 2014. Det er vitterligt seks år, siden vi sidst så noget nyt fra Finchers kinetisk velorkestrerende hånd på det store lærred – så lang tid har han aldrig tidligere holdt os på pinebænken.
Fincher mangler – ligesom Nolan – at blive omfavnet af Akademiet. Tættest på kom han i 2010, hvor ’The Social Network’ tabte en knivspids afgørelse om Oscar-guldet mod ’Kongens store tale’; en af den slags afgørelser, der ser dummere og dummere ud for hvert år, der går (og det skyldes ikke alene, at Tom Hooper fornylig har lavet måske århundredets bud på fiaskoernes fiasko, ’Cats’).
’Mank’, der lanceres af Netflix, kunne på papiret godt ligne Finchers billet til Oscar-triumf:
Film om ’Old Hollywood’ har den amerikanske filmbranche et særligt ømt forhold til.
I ’Mank’ fortæller Fincher historien om Herman J. Mankiewisz, der kæmpede en brav kamp med mesterinstruktøren Orson Welles om rettighederne til at blive medkrediteret for sit forfatterbidrag til ’Citizen Kane’. Stoffet er personligt for Fincher på den måde, at det er skrevet af hans far, Jack Fincher, inden dennes død tilbage i 2003.
Historien er baseret på en artikel af den berømte filmkritiker Pauline Kael, hvori hun påstod, at ’Mank’ var den sande forfatter til ’Citizen Kane’ (en påstand som flere filmhistorikere sidenhen har dementeret).
Gary Oldman spiller rollen som ’Mank’ – det lugter af mindst en Oscar-nominering til briten – mens Amanda Seyfried spiller Marion Davies – skuespillerinden, der havde et årtier langt forhold til mediemogulen William Randolph Hearst, hvis liv og persona det er almindeligt kendt, at ’Citizen Kane’ er baseret på.
Davies led karrieremæssigt under sammenligningen, da ’Citizen Kane’ præsenterer en lidet appellerende fremstilling af mogulens anden kone, en rolle mange både i samtiden og efterfølgende opfattede som en slet skjult fremstilling af Davies.
Tom Burke (krimiserien ’C.B. Strike’ på HBO Nordic’) spiller Orson Welles, og lægger sig dermed i slipstrømmen af den efterhånden lange række skuespillere, der har forsøgt at vække giganten autoritativt til live på film.
1. ‘Nomadland
Chloé Zhao er en kinesisk, i USA bosat og arbejdende, instruktør, der fik et ret mageløst gennembrud på filmfestivalfronten med filmen ’The Rider’ for et par år siden; et lavmælt drama om et udsat samfund i South Dakota, hvor den unge Brady er en lovende rodeorytter, hvis drømme om at arbejde sig ud af fattigdom og håbløshed spoleres af en ulykke, der gør ham delvist hjerneskadet.
Filmen vandt National Society of Film Critics førstepris for 2018, og må betragtes som en af 10’ernes bedste amerikanske indie-produktioner.
’Nomadland’ var oprindelig en bog skrevet af journalisten Jessica Bruder om fattige ældre amerikanere, der strejfer om på må og få i deres faldefærdige campers på udkig efter arbejde. Bogen blev en uventet succes, og Frances McDormand købte rettighederne til en filmatisering i 2018.
Siden er Zhao kommet med på vognen som instruktør og medforfatter. Når man har set ’The Rider’ er det ikke svært at få øje på de kvaliteter, der har fået McDormand og co. til at opsøge netop Zhao i forbindelse med realiseringen af dette stykke vindblæste, forbenede americana, der sikkert gemmer på en morale om skønheden ved små forhåbninger og streng overlevelsesvilje.
Frances McDormand spiller selv den kvindelige hovedrolle, mens David Strathairn spiller den mandlige.
’Nomadland’ har modsat de fleste af Oscar-konkurrenterne allerede udlagt en klar kurs: Den er nemlig udtaget til hovedprogrammet i Venedig og tilmed sat på som premierefilm i Toronto.
Jeg tror umiddelbart på, at ’Nomadland’ er filmen, der vil tale stærkest til Hollywood her og nu, og så tror jeg heller ikke, at det skader, at det er en kvindelig instruktør (samt en kvindelig producer/stjerne), der står bag.
At Zhao er kinesisk kunne måske vække anstød, men omvendt: Det gør det næppe i det liberale Hollywood, hvor man hellere vil ses som tolerant og med globalt udsyn end som Kina-basher (den position er jo allerede optaget af Hollywoods fjendebillede nummer 1: En vis pussygrabber).