Det er efterhånden længe siden, vi har fået en vestlig zombiefilm, der for alvor har vakt opsigt. Det er efterhånden også mere end et årti siden, den britiske auteur Danny Boyle har instrueret en vinder.
Boyles biografaktuelle ’28 Years Later’ laver om på begge ting.
Filmen følger op på Boyle og manuskriptforfatter Alex Garlands egen zombieklassiker fra 2002, hvor virusinficerede raserimonstre invaderer hjertet af det britiske kongerige.
Og de to gamle samarbejdspartnere er lige så ambitiøse og risikovillige nu, som de var dengang.
Som nogle muligvis vil have glemt – og som Boyle og Garland tilsyneladende gør deres bedste for at få folk til at glemme – er det dog ikke første gang, deres mikrobudget-zombiefilm er forsøgt genoplivet.
Helt tilbage i 2007, fem år efter den første film, tog den ukendte spanske instruktør Juan Carlos Fresnadillo teten op med ’28 Weeks Later’, hvis skelsættende slutning er forklaret væk i den nye films åbningstekst.
Sådan skriver man hurtigt og effektivt en film ud af en franchises kanon, men jeg vil alligevel gerne slå et slag for at skubbe den tilbage i det gode selskab.
Større budget, mere vold
Som titlen antyder, foregår ’28 Weeks Later’ et halvt år efter den oprindelige fortælling. Her etablerer et hold amerikanske NATO-soldater en safezone for de tilbagevendende britiske flygtninge, der var heldige nok til at befinde sig i udlandet under virusinfektionen.
De originale inficerede er alle døde af sult, men en mutation gør, at den ustoppelige blodrus endnu en gang begynder at sprede sig blandt det desperate militær og de civile, som de skal forestille at beskytte.
Oplægget kunne lyde som et kynisk cashgrab fra et fantasiløst filmstudie, og det er i høj grad netop det ry, som har klæbet til ’28 Weeks Later’ gennem årene.
Fresnadillos film gav da også afkald på de beskedne indierødder til fordel for et større studiebudget på 15 millioner dollars.
Stjernecastet består blandt andet af Boyles hofskuespiller Robert Carlyle i front som den kujonske farmand Donald, hvis teenagedatter spilles af en purung Imogen Poots. Blandt militærpersonalet lægger Rose Byrne og Idris Elba ansigt til vaccineforskeren Scarlet og en principfast general, mens Jeremy Renner skærer bisser som sniperen Doyle.
Imens makses der ud på voldsscenarierne.
Hundredvis af statister løber panisk fra zombierne og de tilfældige skudsalver fra soldaterne, der prøver at inddæmme katastrofen oppefra. Brandbomber fra jetfly antænder en hel boligblok.
Og i én særligt mindeværdig scene, der kipper med hatten til Peter Jacksons splatterkomedie’Braindead’, reducerer en helikopters rotorblade en hel horde til varm grød.
Fra dogme til Bourne
Hvor Lars von Triers tidligere hoffotograf Anthony Dod Mantle filmede den originale ’28 Days Later’ som en dogmeversion af ’Night of the Living Dead’, komplet med grynet pixelering, naturlig belysning og pludselige jumpcuts, tager efterfølgerens frenetiske klippestil snarere ved lære af Paul Greengrass’ nu notoriske shakycam-æstetik fra ’Bourne’-filmene.
Stilvalget kan være svært at sluge i dag, men fremstår dog langt fra blot som en tomhjernet jagt efter tidens trends.
Mens den første films hjemmevideoæstetik spejlede de overlevendes forsøg på at fastholde en form for normalitet i helvedet, dyrker den viltre kameraføring i ’28 Weeks…’ snarere kollektivets totale opløsning og frygt i en panisk krisesituation.
Det får hjertet op i halsen, når man som ofrene selv knap kan følge med i, hvor zombierne angriber fra, især i den slående åbningssekvens ude på bøh-landet (instrueret af Boyle selv, sågar!), hvor monstrene smadrer vinduer og bryder døre ned for at nå deres mål.
Den æstetiske forskel mellem de to film har samtidig bund i to meget forskellige tematiske greb om zombien.
Da Cillian Murphy kravler ud af hospitalssengen med bar numse i starten af ’28 Days Later’ som Palle alene i verden, eksisterer den britiske regering ikke længere. De sidste efterladenskaber af autoritet består nu af en gruppe liderlige soldater, der efter én sølle måned allerede er klar til at gå fuld incel og behandle kvinder som kvæg.
Herigennem sender den første film en bredside mod Vestens voldsparathed, både repræsenteret af de blodhungrende zombier og det aggressive militær.
Samfundets undergang fra første parket
’28 Weeks Later’ trækker derimod aftennyhedernes grusomme reportager om krige langt fra vores egen virkelighed direkte ind i dagligstuen. Vi ser samfundets undergang fra første parket. Den øverste militærstab går fra 0 til 100, da de efter den første ulykkelige infektion beordrer, at soldaterne skal pløkke ind i den uskyldige menneskemængde.
Stadig i dag er det et chokerende effektivt billede at se sigtekornene blive rettet mod skrigende civilklædte, der falder til jorden i en rød dis, efter soldaterne har fået ordrer om bruge indbyggerne som skydeskiver.
Både ’28 Days Later’ og ’28 Weeks Later’ kan siges at trække på en kritik af den jingoisme – aggressiv militær nationalisme – der lagde grunden for Irak- og Afghanistan-krigene, om end fra to meget forskellige vinkler.
Det er et klassisk tema i zombieregi: Instruktør George A. Romero og speciel-effektmagikeren Tom Savini var med den originale ’Dawn of the Dead’ inspireret af billeder fra Vietnamkrigens barbarisme.
Og med lidt god vilje kan de postapokalyptiske landsbysamfund i den nye ’28 Years Later’, hvor børn affyrer pile til lyden af Rudyard Kiplings antikrigshymne ’Boots, Boots, Boots’, tilsvarende siges at kritisere indoktrineringen af vold i lande som Israel og Rusland.
Et andet perspektiv
’28 Weeks Later’ blev muligvis dømt ude, fordi den fik premiere i et marked godt mættet af zombier.
Zack Snyders ’Dawn of the Dead’-remake havde gået sin sejrsgang i 2004, og der var for alvor gået inflation i direkte-til-dvd-film om de levende døde.
Samme år som ’28 Weeks’ landede desuden den senere kultdyrkede found footage-film ’[REQ]’, der følger et tv-hold, som fanges i en lejlighedsblok, efter bygningen sættes under karantæne af politiet, fordi en raserivirus spreder sig blandt beboerne.
De to film deler overraskende meget dna. Så stort overlap er der, at begge finaler gør brug af et inciterende nattesyns-POV, hvor en rasende zombie angriber kameraet i et chokerende jumpscare.
Men hvis den største synd, ’28 Weeks Later’ begår, er, at den blev udgivet i et filmlandskab, der var kørt træt i de hurtigløbende levende døde, er det ingen grund til at ignorere den i dag.
For den lykkes overraskende godt med at give et andet perspektiv på zombieapokalypsen ved at fokusere på selve udbruddet end såvel sin dystre forgænger som sin biografaktuelle efterfølger.
Og akkurat som de film præsenterer ’28 Weeks Later’ os for en gruppe overlevere, vi har lyst til at heppe på. Donalds to børn, der flygter fra hans rasende zombieform, giver patos til en umulig situation, ligesom Renner tilføjer en overraskende dybde til soldaten, der forlader sin post for faktisk at gøre en forskel.
Herigennem viser ’28 Weeks Later’ konflikten gennem øjnene på de mennesker, der bliver ramt hårdest af den. Og det får dens kritik af vores apati over for krigens civile tab, som desværre er lige så relevant i dag som i 2007, til at svie så meget desto mere.
’28 Weeks Later’ kan ses på Disney+, Netflix, Blockbuster og Viaplay.