’28 Years Later’: Ventet zombie-efterfølger tager kæmpe chancer lige fra den forrygende åbningsscene
I en tid, hvor Hollywoods filmstudier genopliver den ene mere eller mindre tvivlsomme franchise efter den anden, virkede en fortsættelse til Danny Boyle og Alex Garlands zombienyklassiker ’28 Days Later’ fra 2002 faktisk som en spændende idé.
Den originale film og Juan Carlos Fresnadillos opfølger ’28 Weeks Later’ fra 2007 beskæftigede sig selvsagt kun med dagene og ugerne efter det altudslettende virusudbrud i Storbritannien, der forvandler borgerne til raserifyldte monstre. Der er derfor åbenlyst potentiale for meget mere postapokalyptisk fortælling efter civilisationens sammenbrud.
Det potentiale har Boyle og Garland nu grebet med biografaktuelle ’28 Years Later’, og de britiske Hollywood-eneres projekt skorter virkelig ikke på ambitioner. En hel filmtrilogi er planlagt, hvis den kommende anden film med undertitlen ’The Bone Temple’ altså sælger nok billetter.
Er potentialet så indtil videre forløst med trilogiens første indslag? Til dels.
’28 Years Later’ starter forrygende veloplagt med en syret åbningsscene, der simpelthen kobler det småuhyggelige børneshow ’Teletubbies’ sammen med overdrevent blodig horror. Et lille skotsk kirkesamfund invaderes af de smittebærende zombier, mens Tinky Winky og vennerne danser på en tv-skærm foran en gruppe grædende børn. Så er vi ligesom i gang.
Herefter hopper vi til den egentlige hovedfortælling om den 12-årige dreng Spike (spillet upåklageligt af det unge talent Alfie Williams), der bor på en ø med sine forældre, den machobryske jæger Jamie (Aaron Taylor-Johnson) og sygdomsramte, altid sengeliggende Isla (Jodie Comer).
Det lille samfund er i relativ sikkerhed for zombierne, fordi øen kun kan tilgås i fire timer i døgnet ad en smal sti, som forsvinder ved højvande. Denne sti begiver følsomme Jamie sig for første gang ud på med sin far, som skal lære ham at gå på jagt efter vigtige ressourcer og ikke mindst nakke zombier med bue og pil.
Ekskursionen går selvfølgelig ikke helt som planlagt. Far og søn møder hurtigt både spurtende bersærkere og en større, stærkere, mere strategisk velovervejet overzombie kaldet Alfaen. Disse faretruende møder er voldsomt spændende, fordi de usmittede hovedpersoner synes i konstant fare og kæmper febrilsk for at holde stand mod zombierne.
Spændingen kommer også af Boyles vanen tro radikale stil.
Den britiske filmskaber bag ’Trainspotting’ og ’Slumdog Millionaire’ er sjældent bleg for at skrue op for klipperytmen og smide overraskende elementer ind i produktionen. Sådan forholdt det sig også med ’28 Days Later’, der blev skudt med et skrabet digitalkamera i lav opløsning og dermed næsten lignede en dogmefilm.
Selvom den nye film er mere HD end 1’eren, benytter Boyle og hans hoffotograf Anthony Dod Mantle stadig en rå og tider pixeleret digital æstetik, som giver ’28 Years Later’ et sitrende, energisk udtryk. En stor del af filmen er således optaget med en række iPhones placeret rundt om skuespillerne i en halvcirkel, som Boyle klipper hektisk imellem på velvalgte, højintense tidspunkter.
Enkelte steder indsætter instruktøren sågar glimt af arkivmateriale fra historiske britiske krige, mens en recitation fra 1915 af Rudyard Kiplings frygtinducerende krigsdigt ’Boots’ vækker den helt rette uro i publikum.
Det er herligt at mærke, at Boyle og Garland har fået frie tøjler til at eksperimentere med filmsproget i en produktionstung blockbuster-satsning som denne.
De har tydeligvis også fået grønt lys til at tage zombiefortællingen i de retninger, de har haft lyst til. Og nogle af disse valg er desværre mindre tilfredsstillende.
Midtvejs begynder ’28 Years Later’ at halte efter sit fremragende anslag. Først tager Spike en ikke specielt velovervejet beslutning, som man dog tilgiver, fordi han er et barn, og fordi den lader os udforske den ukendte verden yderligere. Senere introduceres vi til nye karakterer, som ikke bidrager med det store til fortællingen.
Slutningen udvikler sig heller ikke til det spændingsfyldte klimaks, man som publikum forventer af en actionfilm som denne. I stedet lader Boyle og Garland fortællingen flagre i en sidste scene, der matcher ’Teletubbies’-åbningens vanvid og samtidig lægger skamløst op til næste film i rækken.
Med sin rodede afrunding ender ’28 Years Later’ ikke som det overbevisende hovedværk for genren, som den stærke første halvdel ellers gav mig forhåbninger om.
Filmskabernes spøjse valg gør dog oplevelsen yderst uforudsigelig, hvilket alligevel pirrer trangen til at se, hvad de mon kan finde på i næste års planlagte fortsættelse.
For skabelonskåret bliver den helt sikkert ikke.
Kort sagt:
Danny Boyle og Alex Garland er ikke bange for at tage chancer med form og fortælling i tilbagevendingen til deres postapokalyptiske zombieunivers. Det er både filmens svaghed og styrke.