Alex Garland har fundet sit cast til kommende ’Elden Ring’-film

Alex Garland har fundet sit cast til kommende ’Elden Ring’-film
Cailee Spaeny i 'Civil War'. (Foto: Scanbox)

Han har for vane at lave stort anlagte film, men Alex Garland står måske alligevel over for sin største af slagsen, når han de kommende år skal arbejde på en filmatisering af det ekstremt populære ’Elden Ring’-spil, der udkom i 2022 og solgte over 30 millioner eksemplarer. 

Allerede sidste år annoncerede A24, at de havde igangsat projektet, uden at der dog var tilknyttet særligt mange detaljer endnu. I går afslørede det feterede produktionsselskab, der vist ikke helt kan kaldes indie længere, dog mere eller mindre det fulde cast til filmen, og der er et nogle Garland-gengangere iblandt. 

Den britiske instruktør og manusforfatter, der tidligere har stået bag film som ‘Ex Machina’ og ‘Annihilation’, har nemlig fået både Cailee Spaeny og Nick Offerman med igen efter deres samarbejde på ’Civil War’ fra 2024.

Det bliver dog Ben Whishaw og Kit Connor, der får hovedrollerne. Sidstnævnte arbejdede Garland også med på sidste års ’Warfare’, mens Ben Whishaw er ny i Gar-land. Han var senest med i Ira Sachs’ ’Peter Hujar’s Day’, men er særligt kendt for at have gestaltet Q i de nyere James Bond-film. 

Øvrige navne på rollelisten tæller Tom Burke, Havana Rose Liu, Jonathan Pryce, Peter Serafinowicz og Emma Laird, der også medvirkede i både ’28 Years Later’ og efterfølgeren ’The Bone Temple’. 

Spillets historie er oprindeligt skrevet af ’Game of Thrones’-forfatteren George R.R. Martin, og han er således også ombord på filmen som producer. 

’Elden Ring’ står til at udkomme i biograferne 3. marts 2028, så vi må væbne os med en god portion tålmodighed endnu. Til gengæld kan man glæde sig lidt ekstra over, at filmen skabes til IMAX-format, som Garland efterhånden har fået for vane. 

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af