KOMMENTAR. Der findes filmskabere, der går så eftertrykkeligt under radaren, at selv dedikerede cinefile ikke aner, hvem de er.
En af disse er franske Emmanuel Mouret, der i to årtier har lavet nogle af de mest raffinerede romantiske komedier, jeg har set, men som aldrig har fået behørig anerkendelse.
På torsdag er Mouret aktuel i de danske biografer med sin seneste perle, ’Tre veninder’, der var i spil til Guldløven ved festivalen i Venedig sidste år, hvilket er en god anledning til at rette op på forseelsen.
Og særligt en af hans film fortjener al den ros, den kan få.
Måske var det covid, der gjorde, at Mourets hovedværk med den perfekte titel ’De ting, vi siger, og de ting, vi gør’ ikke for alvor slog igennem, da den udkom i 2020.
Den fik ganske vist det prestigiøse Cannes-stempel fra den corona-aflyste filmfestival det år, og den blev nomineret til hele 13 priser ved det franske svar på Oscar, César-prisen, hvoraf den kun vandt én.
Da den i 2021 udkom herhjemme, var det til blandede anmeldelser, hvis den da overhovedet fik omtale (her på Soundvenue var vi blandt skyldnerne, der overså den).
Nu er det på tide at give filmen og Mouret genoprejsning, for ’De ting, vi siger, og de ting, vi gør’ står her fem år efter frem som en af de bedste romantiske komedier, der er lavet i dette årti.
Herlige forviklinger
Man skal ikke mange sekunder ind i filmen for at føle, at man ser noget særegent fransk med stort F.
Niels Schnieder spiller den unge oversætter Maxime, der drømmer om at være forfatter, men hvis skriverier ikke lever op til hans egne forventninger. I et forsøg på at få kreativiteten på gled tager han ud på landet for at bo hos sin fætter Francois (Europas bedste komedieskuespiller, Vincent Macaigne), der dog er blevet kaldt væk på arbejde.
Francois’ gravide partner Daphné (Camélia Jordana) tager i stedet imod Maxime, og over de næste par dage knytter de bånd, når Maxime beretter om sit kuldsejlede kærlighedsliv i Paris, og Daphné til gengæld fortæller om, hvordan hun endte med Francois, der var gift, da de mødte hinanden.
Derfra er filmen en kinesisk æske af historier i historier, når vi erfarer, hvordan Maxime og Daphnés kærlighedsliv er sammenflettet af en række tilfældigheder og gennemgående karakterer, der alle har affærer på kryds og tværs.
Tag bare denne herlige forviklingsrække, som filmen opruller i en række flashbackscener, der intrikat væver sig ind og ud af hinanden:
Maxime har en affære med Victoire, der ikke tror på, at faste forhold bør baseres udelukkende på følelser og begær, men på fælles interesser. Maxime er dog i virkeligheden forelsket i Sandra, som han senere erfarer er Victoires halvsøster.
Sandra tror til gengæld på, at kærlighed bør være ren passion. Derfor vil hun ikke være sammen med Maxime, som alle ellers mener, hun vil være perfekt sammen med. I stedet vælger hun hans roomie Gaspard og får den gode idé, at de alle tre bør bo sammen, selvom Maxime tydeligvis ikke er kommet sig over Sandra.
Daphné er til gengæld forelsket i en filminstruktør, hun arbejder sammen med. Han bliver dog forelsket i en veninde, Daphné introducerer ham for, så hun drukner sorgerne med Francois (altså Maximes fætter), der er gift og har en voksen datter, hvis veninde senere i filmen indleder en affære med Gaspard (altså Maximes sambo).
Kærlighedens uransagelige veje
Forviklingerne er kosteligt komiske, når forskellige kærlighedssyn støder sammen.
En genialt genkendelig udveksling viser, hvordan tilfældene råder i kærlighedens univers: Sandra har besluttet sig for, at hun vil overgive sig til Maxime, hvis han tager telefonen inden fire ring. Maxime er til gengæld fast besluttet på ikke at virke desparat, så han tager den først efter fjerde ring, hvilket bliver en medvirkende årsag til ovenstående begivenhedskæde.
Andre karakterer møder deres livspartnere, udelukkende fordi de er på det rette sted på det rette tidspunkt. Kærlighedens veje er som bekendt uransagelige.
Mouret har en unik evne til at skildre disse melodramatiske skæbnevalg med en legende lethed og komisk charme.
Man får fornemmelsen af, at hans ærinde er at parodiere moderne kærlighed ved at sidestille den med 1800-tallets store kustomekærlighedsromaner á la Jane Austen, men samtidig at anerkende slægtskabet mellem de store periodestykker og tidens hverdagslige, eksistentielle rådvildhed som kunstnerisk kernestof. Bevæbnet med et symfonisk score af store klassikere og barok mise-én-scene.
Selvom filmen i så høj grad er gennemkonstrueret med historier i historier i historier, er den eminent opslugende. Man bliver øjeblikkeligt revet med af den detaljerige skildring af karakterernes smittende forelskelser, der kommer gennem hele følelsesregistret af grin og gråd, når de må krydse et utal af forhindringer.
Alternative virkeligheder
Disse fornøjelser indfanger dog kun nogle få af mange lag i Mourets film, der under den medrivende front rummer endnu flere kompleksiteter.
En af filmens centrale teser er filosoffen René Girards teori om mimetisk begær, der tilsiger, at man begærer andres begær. Fordi man egentlig ikke ved, hvad man selv gerne vil have, er man nødt til i stedet at imitere andres begær.
Det er ud fra netop denne tese, at man oplagt kan udlede Mourets egen filosofi for filmmediet. For ligesom affærer tillader os at udleve de liv, vi ikke lever, er filmmediet i sig selv et rum for præcis det samme.
I en af filmens allerbedste scener hører vi om en karakter, der ambivalent oplever først at blive den sande udgave af sig selv ved at spille en anden – mere skal ikke spoiles her. Her anslås filmens bredere pointe: at livet – og særligt kærlighedslivet – i sig selv er et Shakespeare’sk skuespil, hvor vi alle spiller roller og flygter fra vores identitet for i stedet at lade os opsluge af rollespillet.
Med ’De ting, vi siger, og de ting, vi gør’ viser Mouret netop sin kærlighed til historiefortællingens kraft. Det kan godt være, at Maxime kæmper med at omsætte sine kærlighedshistorier til bogform, men heldigvis gør Mouret det for ham ved at vise, at den gode historie ligger lige foran næsen på ham.
Under det hele ligger en større diskussion af, om man egentlig kan skifte retning i livet, og om græsset nu også er grønnere på den anden side – med en overrumplende finale, der viser, at kærligheden i sidste ende måske altid vil gå op, selvom man træffer de tilsyneladende forkerte valg undervejs.
Et slags håbefuldt spejlbillede af Clint Eastwoods kærlighedsmesterværk ’The Bridges of Madison County’.
Livet er fuld af muligheder, og det handler, i bedste carpe diem-ånd, bare om at gribe dem, men også om at se mulighederne i det, der ikke længere virker spændende. En pointe, som Mouret serverer med enormt filosofisk og komisk overskud.
’De ting, vi siger, de ting, vi gør’ kan ses på Filmstriben, Grand Hjemmebio og Blockbuster. ‘Tre veninder’ har biografpremiere 3. juli.