PORTRÆT. Historieskrivningen om den såkaldte New Hollywood-bevægelse fra slut-60’erne og frem til 70’erne er først og fremmest en parade af mænd, der bliver fremhævet.
Steven Spielberg, George Lucas, Francis Ford Coppola, Martin Scorsese, Paul Schrader, Peter Bogdanovich og Brian de Palma er nogle af de koryfæer, som tilskrives æren for det kunstneriske nybrud.
Men ét navn fortjener en plads i rampelyset side om side med de anerkendte mestre. Elaine May var en af de eneste kvinder, der fik lov at sætte sit præg på Hollywood i 70’erne, hvor hun nåede at lave tre film, alle mesterværker, inden hendes karriere fik en abrupt afslutning i 80’erne med et berygtet kommercielt flop.
I mange årtier var der dog ingen, som nævnte Mays navn, når fortællingen om New Hollywood blev oprullet. Det er først i de senere år, at hun har fået behørig anerkendelse i den internationale filmverden – nu også med et retrospektiv i Cinemateket i København, hvor alle hendes spillefilm kan opleves over de næste to måneder.
Oprejsningen er i den grad på sin plads, for May er ikke bare en bannerfører for kvindelige filmskabere. Hun er slet og ret en af de bedste og mest centrale amerikanske komedieinstruktører i nyere tid, hvis mesterskab bør opleves i en fyldt, klukkende biografsal.
Et mesterstykke i visuel komik
May instruktørdebuterede i 1971 med den brillante ’A New Leaf’, men allerede inden da var hun et kendt navn på amerikansk tv, hvor hun sammen med sin makker Mike Nichols (den anerkendte New Hollywood-instruktør bag blandt andet ’The Graduate’) lavede kostelige sketches om blandt andet jødisk identitet, der inspirerede folk som Woody Allen.
Med ’A New Leaf’ fastslog hun sit multitalent: Hun både skrev, instruerede og spillede den ene hovedrolle i filmen om en midaldrende rigmand Henry (Walter Matthau), der har levet af sin arv hele livet, men pludselig erfarer, at hans eksorbitante livsstil har ført til bankerot.
Han iværksætter en plan om at finde en rig kvinde, han kan gifte sig med og derefter slå ihjel, så han på ny kan leve af en arv, inden hans ejendele bliver bortauktioneret seks uger senere. Hans øjne fæstnes i 11. time på den herligt klodsede og sky Henrietta (spillet af May selv), som han indleder et hastigt kurmageri til for at redde sin egen røv.
’A New Leaf’ er en fantastisk kulsort komedie, der også udvikler sig til en øm kærlighedsfortælling, når de to eksistenser gradvist indser, at de måske har brug for hinanden.
Det er dog utvivlsomt det filmiske håndelag, der gør filmen til et mesterværk inden for sin genre: Tag alene åbningsscenen, som jeg plejer at vise, når jeg har undervist i filmvidenskab på universitetet.
Over sort skærm hører vi en hjertemonitor på lydsiden og ser grafik af hjerteslagets bakkedal. Dernæst ser vi to mænd i kitler med stetoskop og et bekymret udtryk. Klip til Henry, der stirrer nervøst mod dem. Er nogen ved at dø, tænker man, inden de kittelklædte mænd udbryder: »Hun er okay nu, hr. Graham!«.
Henry træder frem i billedet, iklæder sig en motorhjelm og sætter sig ind i sin sportsvogn, som han har haft på værkstedet for gud ved hvilken gang. Et mesterstykke i framing og visuel komik.
Kampen mod studierne
’A New Leaf’ blev en pæn succes, selvom produktionsprocessen var kaotisk. May næsten tredoblede sin tid i klipperummet og afleverede en version på 3,5 time, som Paramount klippede ned til den endelige version på knapt to timer, hvilket May aldrig har forliget sig med. Faktisk sagsøgte hun studiet for at få fjernet sit navn fra filmen – uden held.
Den kaotiske skabelsesproces blev et forvarsel om Mays konfliktfyldte kamp med de etablerede studier grundet hendes kunstneriske impuls, der krævede uhørt store mængder af råoptagelser og langstrakte klippeprocesser, hvor hun ofte følte sig frem gennem materialet, hvilket blev fejllæst som inkompetence. Snarere gav denne tilgang hendes værker en umiskendelig hjemmelavet og personlig tone, der er blandt de største kvaliteter i hendes skildring af vattede, egocentriske og selvdestruktive mænd, selvom den langtfra behagede pengemændene.
May var på mere sikker grund med sin film nummer to, ’The Heartbreak Kid’, som hun udkom med kun et år senere. Den var baseret på et manuskript af den berømte dramatiker Neil Simon, der krævede, at instruktøren ikke ændrede så meget som ét ord.
Charles Grodin er fænomenal som den nygifte Lenny, der under sin bryllupsrejse forelsker sig ved første blik i den gudesmukke Kelly (Cybill Shepherd) og sætter alt ind for at forføre den unge kvinde, uden at hans kone opdager det, mens hun kommer sig over en alvorlig solskoldning i isolation på deres hotelværelse.
Det bliver startskuddet på et genialt trekantsdrama, hvor Lenny må aflede sin kones opmærksomhed, mens han forsøger at overbevise Kellys forældre om sit værd – et spil, der kulminerer med en over 10 minutter lang, legendarisk scene på en skaldyrsrestaurant, hvor de brudte ægteskabsløfter eksploderer i et tåkrummende festfyrværkeri af ægteskabelig miskommunikation.
’The Heartbreak Kid’ er en slags mørk tvilling til førnævnte Mike Nichols’ storroste New Hollywood-milepæl ’The Graduate’ om uforløst kærlighed og overilede, ungdommelige beslutninger – og endnu et eksempel på, at de (ellers glimrende) værker, der kanoniseres, ikke altid er de bedste.
Mays intrikate komedie har nemlig en slutning, der ikke bare ekkoer, men overgår ’The Graduate’s ikoniske finale.
Script doctor i skyggerne
Hvis ’The Heartbreak Kid’ var Mays største mainstreamhit – og i øvrigt er blevet genindspillet af blandt andre Farrelly-brødrene med Ben Stiller i hovedrollen – var hendes tragikomiske og ligeledes fremragende ’Mikey and Nicky’ alt andet.
John Cassavetes og Peter Falk spiller hovedrollerne i det delvist improviserede skæbnedrama om én afgørende aften i to kriminelle barndomsvenners liv.
Filmen er nært beslægtet med Cassavetes’ egne film som instruktør, men Mays umiskendelige humor er til stede fra start, når Peter Falk tropper op hos Cassavetes og bruger en urimeligt lang scene på at overbevise den dødsangste mand – hvis gangsterchef har bestilt et mord på ham, fordi han har stjålet penge – om at åbne døren for ham.
Også her fratog studiet Mays final cut og udsendte en ufærdig version af filmen i få biografer i 1976. Den endelige version udkom først et årti senere, men har siden fået klassikerstatus.
Det var efter ’Mikey and Nicky’, at May begyndte at arbejde som manuskriptforfatter for andre instruktører, hvilket blandt andet resulterede i en Oscar-nominering for manuskriptet til Warren Beattys ’Heaven Can Wait’ samt ukrediteret arbejde på klassikere som Beattys Oscar-basker ’Reds’ og Sydney Pollacks ’Tootsie’ – arbejder, som dannede grundlaget for Mays senere virke som ukrediteret script doctor i Hollywoods kulisser.
Det lykkedes hende dog at vende tilbage til instruktørstolen en enkelt gang mere – takket være Warren Beatty, der stod i gæld til hende, efter hun reddede ’Reds’.
Et af de største flops i nyere tid
’Ishtar’ udkom i 1987 med et enormt budget og markerede for alvor dødsstødet til Elaine Mays instruktørvirke.
Allerede inden udgivelsen var pressen rødglødende grundet den tumultariske tilblivelse: Budgettet overskred alle grænser, og politiske uroligheder i Marokko, hvor de optog on location, førte til rygter om, at palæstinensiske terrorister planlagde at kidnappe Dustin Hoffman, der spillede den ene hovedrolle over for Beatty – den slags stof, Hollywood-legender er gjort af.
Kidnapningen fandt heldigvis aldrig sted. I stedet blev filmen kuldsejlet af interne stridigheder mellem studiecheferne, hovedrolleindehaverne og May, der alle kæmpede for kreativ kontrol. Hvad der skulle have været en tjeneste fra Beattys side, som endelig skulle give May mulighed for at bevise sit værd i stor skala, endte med at blive dødsstødet til hendes instruktørkarriere, da filmen blev et kolossalt flop i kategori med ’Heaven’s Gate’ – filmen, der fik ry for egenhændigt at afslutte New Hollywood-æraen.
Med et budget på 51 millioner dollars og en indtjening på kun 14 millioner i det amerikanske marked var filmen da også en af de største fiaskoer i nyere tid. Men ’Ishtar’ er dog mest af alt et kroneksempel på, hvordan Hollywood-films værd alt for ofte måles i billetindtægter frem for kunstneriske ambitioner.
Ser man på selve filmen, er der en umiskendelig charme over den uproportionerede historie om to talentløse singer/songwriters (Beatty og Hoffman), der bliver involveret i et CIA-komplot mod lokale militser i Mellemøsten, da de helt uventet får et gig på et hotel i Marokko.
Det er nok Mays svageste film, men alligevel en fornøjelig dissekering af tonedøv amerikansk imperialisme, der dårligt kunne være mere relevant i dag.
Comeback som 86-årig
Efter ’Ishtar’ vendte den skandaleramte instruktør igen tilbage til script doctor-gerningen, inden hun i 90’erne tillod sig selv at blive krediteret for manuskripterne til to Mike Nichols-film, den særdeles veloplagte forviklingskomedie ’The Birdcage’ med Robin Williams og den politiske satire ’Primary Colors’ med John Travolta, hvoraf sidstnævnte indløste endnu en Oscar-nominering til May.
Alligevel skal vi helt frem til i dag, før May endelig blev genopdaget af et bredere publikum, både med nyrestaureringer af hendes film, retrospektiver på festivaler, biografier om hendes værk og ærespriser fra blandt andet Oscar-akademiet.
I en alder af 86 vandt hun en Tony for sin skuespilpræstation i Kenneth Lonergans Broadway-stykke ’The Waverly Gallery’, og der har i årevis floreret brancherygter om, at hun arbejder på en film med Dakota Johnson og Sebastian Stan, som det dog endnu ikke er lykkedes at finansiere på grund af Mays fremskredne alder.
Det ville dog være helt på sin plads, hvis den i dag 93-årige instruktør fik lov til at afslutte sit værk, der har inspireret generationer af filmskabere, men som alligevel alt for længe har været henlagt til filmhistoriens skygger.
Alle Elaine Mays film kan opleves i Cinemateket fra 11. maj til 25. juni.