Forestil dig at være fastspændt til toppen af en 12 meter høj mast på en båd i Stillehavet, mens en helikopter cirkulerer omkring dig. En storm rammer, mandskabet går under dæk, og der hænger du så, alene og i livsfare, til et redningshold en halv time senere får dig ned.
Dagen efter står du op og går på arbejde igen: samme hold, samme hav, samme båd.
Du ved ikke, hvornår den næste katastrofe rammer, men den skal nok komme, og du hæfter for den med både din formue og dit superstjernenavn.
Sådan var realiteterne for Kevin Costner, da han lavede ‘Waterworld’, som blev kendt som alletiders katastrofeprojekt længe inden premieren i juli 1995.
Fra idéfasen over de vanvittige optagelser til klipperummet og udgivelsen var ‘Waterworld’ gennemsyret af nærdødsoplevelser, ustyrlige udgifter, uvenskab og tåbelige beslutninger.
Her 30 år efter filmens lancering tager vi dig med på den filmhistorisk vanvittige rejse, tilblivelsen af ‘Waterworld’ var – og ser nærmere på, om den også må betegnes som en fiasko i dag.
Prolog: Rygerpirater og en fiskemutant
500 år ude i fremtiden er polerne smeltet og jorden dækket af vand. De overlevende bor på både og flydende småbyer på havene, som styres af de piratagtige ‘smokers’. De har våben, benzin og cigaretter, jetskis, fly og både, og de ledes af ‘The Deacon’, spillet af Dennis Hopper.
Kevin Costner spiller den navnløse The Mariner, en enspænder, der lever på sin trimaran og viser sig at være en fiskemutant med gæller og svømmehud. Han rodes ind i et opgør med the smokers, da han får pigen Enola (Tina Majorino) og kvinden Helen (Jeanne Tripplehorn) om bord.
Enola har en tatovering, som man mener er et kort til Dryland – et mytisk stykke land i en verden dækket af vand. Det gør hende til det mest værdifulde i Waterworld og til The Deacons ultimative mål, så ‘The Mariner’ må beskytte hende og Helen.
Kapitel 1: ‘Mad Max’ på vand
Idéen til ‘Waterworld’ opstod, da produceren Roger Corman ville lave et ripoff på ‘Mad Max’-universet. Han kom i samtale med manuskriptforfatter Peter Radar, der fandt på, at det skulle foregå på vandet.
Et flydende actioneventyr kunne kun blive dyrt, så Corman takkede nej. År senere købte actionproduceren Lawrence Gordon (‘Die Hard’, ‘Predator’) Radars manuskript, og ad omveje hørte superstjernen Kevin Costner om projektet og ville om bord som hovedrolleindehaver og producer.
Samtidig kom instruktøren Kevin Reynolds på banen. En instruktør, Costner havde haft succes sammen med på ‘Robin Hood: Prince of Thieves’, men som han siden var blevet uvenner med.
De to sluttede fred, og Universal gav grønt lys med et kæmpebudget på 100 millioner dollars, der siden skulle vokse. Den gamle strid mellem instruktør og skuespillere piblede dog frem igen, for Costner ville fokusere på den mystiske hovedkarakter, mens Reynolds drømte om et klassisk heroisk swashbuckler-eventyr.
Kapitel 2: Spielbergs eneste råd
Med megen uklarhed startede præproduktionen, der skulle blive altafgørende for, præcis hvor galt det gik under optagelserne.
Costner spurgte Steven Spielberg om råd til optagelser på vand, da mesterinstruktøren 20 år tidligere havde lavet ‘Dødens Gab’. Spielberg havde ét råd: »Skyd aldrig på havet«.
Det ignorerede Costner og Reynolds skæbnesvangert, for deres gritty vision for ‘Waterworld’ krævede altså optagelser på havet. Man besluttede at optage filmen ud for Hawaiis kyst i det vindblæste Stillehav.
Det enorme filmhold skulle hver dag fragtes til og fra land for at optage på flydende sets og både. Det var dyrt og risikabelt, for ingen er herre over vejret.
Man specialbyggede i life-size to udgaver af ‘The Mariners’trimaran og en flydende atol-by i stål. Den vejede omkring 1000 tons og kostede angiveligt 22 millioner dollars. Costner og Reynolds ambitioner om at bruge fysiske sets og praktiske stunts var imponerende, men regningerne begyndte allerede at hobe sig op.
Kapitel 3: Kaos og Costner i krise
I juni 1994 begyndte optagelserne, planlagt til at vare 96 dage, selvom instruktørassistenten krævede 135.
Fra start var vejret en ustyrlig faktor. Storme, regn og orkanvarsler udskød gang på gang optagelserne, og kontinuiteten mellem skuddene var lige så ofte udfordret, fordi sets og kamerabåde var i konstant, drivende bevægelse, så de forskød sig i forhold til hinanden og skyerne i baggrunden.
Dertil kom afledte effekter af vejret. Sets blev beskadiget, og den flydende by sank tilmed i en storm og måtte ombygges. Mange blev ramt af søsyge, småskader og endda dekompressionssyge i forbindelse med undervandsscener, så filmens læger behandlede dagligt op mod 50 personer.
Instruktør Kevin Reynolds var en af dem, der var hårdest ramt af søsyge, mens en bådulykke kunne have druknet både Jeanne Tripplehorn og Tina Majorino.
Costners stunt-double pendlede på jetski fra naboøen Maui. En dag løb han tør for brændstof og drev i timer rundt mellem øerne, indtil kystvagten spottede ham. Selv måtte Costner overkomme den førnævnte storm i toppen af trimaranens mast.
Manuskriptet blev ændret løbende, og den stædige Costner tilkaldte ‘manus-doktoren’ Joss Whedon for at fremme sin vision. Whedon kaldte det efterfølgende »syv uger i helvede«, men Costner gav ikke op på sin vision. Han satte sin del af indtjeningen på spil for at holde optagelserne kørende, da Universal ville skære i omkostningerne.
Costners superstjernestatus – opbygget med ‘Danser med ulve’, ‘JFK’ og ‘The Bodyguard’ – krakelerede sideløbende, kun forværret af rygter om utroskab med en hawaiiansk danser og en igangværende skilsmisse, som kostede ham 80 millioner dollars.
De sidste optagelser lavede man på land, og for at spare penge lavede en desperat Costner, der havde mistet både status og ægteskab, selv livsfarlige stunts som at bungeejumpe ned mod en asfalteret parkeringsplads.
Kapitel 4: Kevin over Kevin
I klipperummet gik det fra skidt til værre.
Udgifterne til visuelle effekter blev store, selvom man havde investeret i praktiske effekter og lifesize-sets. CGI var dengang voldsomt dyrt, så det blev en bekostelig affære at skabe det sømonster, som The Mariner fisker efter.
Monstret har omtrent ét sekunds skærmtid og er alligevel blevet kritiseret.
Også gællerne, der gør, at Costners figur kan trække vejret under vand, blev et problem. Testvisninger afslørede, at de i undervandsscenerne lignede kvindelige kønsdele: »The damned things look like little vaginas!« udbrød en Universal-chef angiveligt. I dyre domme måtte man derfor digitalt overføre gæller fra ovenvands- til undervandsscener.
I klipperummet clashede Costner og Reynolds på ny, da instruktøren afleverede en for lang version, og endda krævede ekstra optagedage. Costner modsatte sig igen Reynolds swashbuckler-vision for ‘Waterworld’ og gjorde noget, kun de mest magtfulde skuespillere kan: Han smed instruktøren ud og overtog postproduktionen.
Epilog: Katastrofe eller ej?
‘Waterworld’ blev færdig – til en samlet pris på 175 millioner dollars. Hertil kom 60 millioner til distribution og presse, så regningen landede på 235 millioner dollars.
Filmen var stemplet som en fiasko længe inden premieren. Costners privatlivskrise, udskydelser, ekstraregninger og senest nyheden om instruktørens afsked gjorde den til en stående joke med tilnavnene ‘Fishtar’ og ‘Kevin’s Gate’, der refererede til filmfiaskoerne ‘Ishtar’ og ‘Heaven’s Gate’.
‘Waterworld’ fik premiere i juli 1995 og indspillede 21 millioner i åbningsweekenden. I alt solgte den billetter for 264 millioner dollars, men da under halvdelen af billetindtægterne går til studiet, var underskuddet enormt.
På bundlinjen blev opfattelsen, at ‘Waterworld’ var filmen, hvor alt gik galt, men siden har den fået et liv, som kun er få film forundt. Midt i al latterliggørelsen er den samtidig blevet kult.
Efter biografpremieren blev ‘Waterworld’ ved med at tjene penge på ‘after market’-indtægter fra vhs, dvd, tv og computerspil i sådan en grad, at underskuddet på over 100 millioner var vendt til et voksende overskud nogle år senere.
Medvirkende var også Universals ‘Waterworld’-stuntshow i Hollywood, som siden er åbnet ved selskabets studier i Japan, Singapore og Beijin og stadig i dag tiltrækker massevis af fans.
Ser man ‘Waterworld’ i dag, er det langt fra alt, der fungerer. Men de vilde stunts og sets imponerer stadig, ikke mindst i lyset af dens tilblivelseshistorie. Ambitionsniveauet kan ingen tage fra hverken filmen eller Costner.
Diskursen om en total kunstnerisk og kommerciel fiasko har fulgt filmen, siden den blev dømt til at floppe, inden nogen havde set den for 30 år siden.
Derfor står ‘Waterworld’ i dag både som et bevis på, hvor galt det kan gå, hvor meget dårlig presse kan smæde en films eftermæle – og at det aldrig er for sent at blive en succes.
Den sidste lektion er givetvis det, Kevin Costner håber at overføre til sin nyeste filmkatastrofe, westerneposset ’Horizon’.
Her har Costner endnu engang satset alt, men denne gang er det stærkt tvivlsomt, om han får pengene igen.
‘Waterworld’ kan ses på Prime Video, Blockbuster og Viaplay.
Kilder: Podcasten ‘What Went Wrong’, The Telegraph, Golden Globes, Fast Company, The Numbers m.fl.