KOMMENTAR. For tre-fire år siden stod de i orkanens øje.
De var kommet igennem det ultrasmalle vindue, det er at blive optaget på Den Danske Filmskole, og de havde kun gået på skolen i et halvt år, da en anonym elev i december 2021 skrev et debatindlæg til Filmmagasinet Ekko, som anklagede undervisningen for at være racistisk, lærerne for at dinosaurer og ældre elever på skolen for at have lavet problematiske midtvejsfilm.
Indlægget vakte stor debat og forargelse på lederplads hos dagbladene – og ikke kun de borgerlige. Den nye årgang blev over en bred kam stemplet som overdrevent følsomme woke-ekstremister.
Det var et stormvejr, der også affødte diskussioner internt på filmskolen. Langt fra alle elever kunne spejle sig i den anonyme medstuderendes holdninger og slet ikke i måden, de var blevet udtrykt. Det er den slags, der normalt skaber grobund for splid, intriger og konflikter.
Men i disse dage dimitterer netop denne årgang fra Den Danske Filmskole, og at dømme ud fra deres første møde med omverdenen som uddannede filmskabere har shitstormen haft den diametralt modsatte effekt.
Ud er nemlig kommet det mest sammentømrede, fællesskabsorienterede filmskolekuld måske nogensinde.
Man behøver ikke lide
Samtlige seks producerelever er for første gang i skolens historie gået sammen om at stifte et nyt (endnu navnløst) produktionsselskab.
»Vi oplever en branche, som skriger efter nye tiltag og forandring. Men også en branche, som ikke ved, hvor forandringen skal starte. Den bevægelse vil vi gerne være en del af, og ikke mindst være med til at definere«, lyder det i en fælles erklæring fra de seks.
En central dimension i tiltaget er en tro på, at »film er en holdsport«, som det lyder.
Denne betoning af samhørighed spejles blandt instruktørerne.
Én af dem, Gina Kippenbroeck, fortalte i vores interview med de seks fiktionsinstruktører, at flere af instruktørerne samarbejder om en film om hekseprocesserne i »et delt filmisk univers« (som også involverer filmskabere fra Norge og Sverige).
Og på spørgsmålet om, hvad de var mest stolte af ved deres afgangsfilm, fremhævede næsten alle instruktørerne deres hold.
»Jeg er selvfølgelig stolt af, at jeg gennem at lave denne film har præsenteret nogle store udfordringer for mit hold, og at vi har formået at have det sjovt med dem undervejs«, lød det fra instruktør Mone Frogg.
»Vi har kæmpet for at lave en ret besværlig film og er blevet venner undervejs. Det gør mig så stolt. Der var dage, hvor jeg gik hjem fra optagelser i total eufori«, sagde Malthe Emil Kalbakk Elgaard, mens Joaquim Berglund forholdt sig til det forhold, at man som instruktører på skolen sagtens kan anskue hinanden som konkurrenter:
»Det er nemt at havne i konkurrence med hinanden på sådan en uddannelse. Vi bliver placeret side om side med de samme ressourcer og presser os selv til det yderste med de forudsætninger, vi har. Men jeg har aldrig følt, at vi konkurrerede. De er snarere grunden til, at jeg har turdet gå i dybden med mine fascinationer – og turdet gå planken ud med den her film«.
Bliver de klogere?
Givetvis har der også været fnidder og positioneringer på de indre linjer under deres fire år på skolen. Men som to af manuskriptforfatterne, Stine Likodelle og Arthur Delay, også selv skriver i forordet til det officielle afgangskatalog:
»Man ville nok forvente, at et sådant indlæg (i Ekko, red.) ville skabe splid og uvenskab. Men medieshitstormen skabte en usagt solidaritet, uanset om man var enig i skrivet eller ej«.
»Filmskolen var, at vi var sammen om det. Det skal ikke males rosenrødt. Vi kan være uenige og vrede på hinanden, men i sidste ende har vi hinanden«.
Da jeg mødte en række af eleverne på tværs af de forskellige faglinjer under den såkaldte branchedag på skolen i torsdags, var det netop også holdånden og fællesskabsfølelsen, der var altoverskyggende.
Og så altså en insisteren på, at det skal være sjovt at arbejde i en kunstform, hvor det lidende og selvdestruktive ofte er blevet mytologiseret.
Filmskolen har selv de seneste år haft fokus på arbejdsmiljø, og det skal blive spændende at se, om den nye generation kan være med til at skubbe på de ændringer mod mere menneskelige arbejdsforhold, som allerede er i gang i en branche, som dog samtidig kæmper hårdt med en presset økonomi.
Jeg hørte fra flere garvede branchefolk i løbet af dagen, at den unge generation måske nok bliver klogere, når de først møder de faktiske forhold i jernindustrien, men at de også inderligt håber, at de vil lykkes i deres aspirationer. Alle er enige om, at der er brug for dem og deres friske blik på både kunsten, produktionsforholdene og mødet med publikum.
Omverdenen var for tre et halvt år siden klar til at så splid, men nu møder generation 2025 altså denne omverden som en stærk enhed, der tager sagen i egen hånd på et tidspunkt, hvor nye talenter ellers har svært ved at komme til fadet. Dimittenderne vil ikke bare til fadet, de vil gøre det på deres egen måde, og hånd i hånd.
Lad os for dansk films bedste håbe, at de lykkes.
Afgangsfilmene kan ses på Filmskolens festival Generation med sidste dag søndag. Snart kommer de på DR TV.