Læs også Soundvenues anmeldelse af afgangsfilmene fra fiktionslinjen og dokumentarlinjen.
’Lyden af at give slip’
Instruktion, manuskriptforfatter og klipper: David G. Raabjerg Producer: Viktor Kirkeby Animation: Signe Harremöes Feldstein, Malene Kokholm Kristensen Tonemester: Catrine le Dous
4 stjerner
Romcom-genrens og virkelighedens velkendte ’hvad-nu-hvis?’-scenarie er omdrejningspunkt for ’Lyden af at give slip’, som skildrer en ung mands tankestrøm med farverig, håndtegnet animation tilsat musik.
Manden befinder sig på en færge og har en vielsesring i lommen. Han er nemlig på vej til sin kæreste, som han vil fri til. Pludselig støder han på sin ekskæreste, som han ikke har set i årevis, og mødet får ham til at tænke tilbage på deres tid sammen – fra deres første møde og en romantisk vandretur til forholdets efterår og triste afslutning.
Til at starte med føles ’Lyden af at give slip’s anime-inspirerede animationsstil en kende for stiv, fordi man ikke har prioriteret at give karakterernes mundbevægelser, når de siger replikker. Denne lille gene bliver dog mindre vigtig, når først filmen hopper ind i hovedpersonens hoved.
Det meste af kortfilmen er nemlig en dynamisk og medrivende stream of consciousness-sekvens, hvor de sparsomme mundbevægelser giver bedre mening. Billederne akkompagneres af en popsang, hvor både manden og ekskæresten (Frej Levin og Andrea Lykke Oehlenschlæger) synger om de følelser, de forbinder med relationen.
Det er her, animationsholdet, instrueret af David G. Raabjerg Wedel, virkelig viser deres forcer. For eksempel bliver billedformatet, i stil med Xavier Dolans ’Mommy’, smallere, når hovedpersonen er i en nedtrykt periode. Mest genialt er et greb, hvor karakterernes farvelægning (med vilje) skrider ud over de sorte stregers omrids, når deres følelsesliv tilsvarende kammer over.
Disse sjove og opfindsomme eksperimenter hæver ’Lyden af at give slip’ over den gennemsnitlige breakup-fortælling.
’Glæden ved at være’
Instruktion: Emma Bruun Ruus Producer: Emma Lind Fotograf: Balder Klipper: Louis Emil Ramm Seeberg Tonemester: Mathias Schmidt
6 stjerner
For fire år siden fik verden på ny øjnene op for nichegenren animeret dokumentar med den danske Oscar-sensation ’Flugt’. Kortfilmen ’Glæden ved at være’ beviser igen, at håndtegnet rekonstruktion af virkeligheden kan noget ganske særligt.
Konceptet bag det lille mesterværk er egentlig helt simpelt, men ikke desto mindre genialt.
Hovedpersonen er en tumling ved navn Balder, der lige har lært at gå. Han står samtidig krediteret som kamerafører. Balder har nemlig fået spændt et GoPro-kamera fast på sit hoved, så vi følger en række små scener fra hverdagen set fra hans synsvinkel, mens hans klukkende barnestemme reagerer på oplevelserne.
Animatorerne har tegnet over de dokumentariske optagelser med en form for rotoscoping-teknik, så barnets pov-skud gengives med smuk, enkel, blåtonet stregtegning, som vækker mindelser om 80’ernes ungarske Oscar-vinder ’The Fly’. ’Glæden ved at være’ er dog meget mindre hektisk, meget mere behagelig.
Den elegante animation giver de i forvejen drøncharmerende scener, hvor Balder blandt andet klapper en ged og tegner i sand, et poetisk skær og fremhæver vigtigheden af livets små øjeblikke.
For når man endnu er ny i livet, kan alle indtryk virke store. Alle møder og udfordringer, som vi andre er vant til, kan være spændende.
Filmen holder i den grad, hvad titlen lover. For ’Glæden ved at være’ er en helt igennem livsbekræftende oplevelse.
’Sommerlucia’
Instruktion: Kauli Green Manuskriptforfatter: Kauli Green, Cæcilie Helena Denman-Gretoft, Madeline Sölétormos Arnstedt Producer: Madeline Sölétormos Arnstedt Fotograf: Lina Elvekjær Biehl Klipper: Jarvan Ahmad, Mira Thu Tonemester: Frey Corfix
3 stjerner
’Sommerlucia’ er som den eneste afgangsfilm fra Filmskolens animationslinje faktisk slet ikke en animationsfilm, men en live action-kortfilm med Karen-Lise Mynster i front.
Hun er den ældre aktør i en fortælling om generationskløften, når det kommer til at give plads til andre identiteter end det hvide, cis-kønnede og heteroseksuelle, både i forhold til fysiske og sproglige rum. Nogle, ikke mindst skeptikere, ville kalde denne hensyntagen woke.
»Man kommer ingen vegne ved at være så sart!«, siger Mynsters mormorkarakter til sine to voksne børnebørn (Signe Thielsen og Cæcilie Helena Denman-Gretoft), når de slår sig på hendes formuleringer.
De er kommet på besøg i hendes kolonihave for at deltage i familiens årlige, hjemmegjorte sommertradition, hvor de kreerer Sankta Lucia-inspirerede blomsterkranse i haven. Men hyggen bliver punkteret lige fra velkomsten, hvor mormoren efter børnebørnenes sigende blikke må rette sig selv fra »Luciapiger« til »Luciabørn«.
Hun synes, de overreagerer. De synes ikke, hun gør sig umage.
Der er ingen tvivl om, at tematikken i ’Sommerlucia’ er højaktuel. Lignende skel mellem generationer kan publikum formentlig genkende fra eget liv.
Desværre er karaktererne for løst opridset til, at selve fortællingen gør det store indtryk. Kortfilmen slutter temmelig brat på et tidspunkt, hvor man har forstået hovedpointen, men ikke er blevet revet med af dramaet.
Mest engagerende er det ordløse, slørede anslag, der fremstår som et fjernt barndomsminde. Åbningen emmer af en varm nostalgi, som nutidens familierelation for ingen af parterne kan hamle op med.
’Korean Bloom’
Instruktion: Lin Jo Skytte Manuskriptforfatter: Lin Jo Skytte Producer: Maja Foss Hagerup, Rosa Flindt Riis-Hansen Animation: Nova Westerholt Hansen, Simone Krogh, Ida Lilja Jensen Klipper: Jarivan Ahmad Tonemester: Becca Reyes
5 stjerner
Både længsel og ubehag strømmer gennem ‘Korean Bloom’, som skildrer sin hovedpersons komplekse følelsesliv ved hjælp af jazzet surrealisme.
Instruktør Lin Jo Skyttes originale film følger en ung kvinde, der driver spahotellet Minas Kurbad, hvor hun har travlt med at betjene de temmelig irriterende og utaknemmelige gæster.
Hun får endnu mere at se til, da hendes hår pludselig i hurtigt tempo begynder at gro længere og længere – og de dumme spagæster fornøjer sig med at hive i det.
Som med mange surrealistiske fortællinger bliver man undervejs i tvivl om, hvad det hele går ud på. Har det for eksempel en symbolsk betydning, at en medarbejder i kurbadet er en svamp? Det kan man spekulere over, mens man lader sig opsluge af drømmeuniverset.
Nøglen til drømmen ligger umiddelbart i Minas korte møder med kvinder, der, modsat gæsterne, ligner hende selv. Hun mærker et stærkt og alligevel abstrakt afsavn efter sit ikke-danske ophav og føler sig i samme ombæring utilpas blandt de hvide gæster, som ikke evner eller gider at forstå, hvad hun gennemgår.
Uanset om man kan genkende hovedpersonens problematik eller ej, er rejsen flydende, flot og fascinerende fortalt.
‘Acts of Slime and Stone’
Instruktion: Nor Bülow Jørgensen Manuskriptforfatter: Astrid Plesner Hansen Producer: Kamma Bay Eriksen Fotograf: Amelie Mattison Chue Klipper: Bjørn Frederik Ottosen Tonemester: Nora Øland
4 stjerner
En foleykunstner må virkelig have haft det sjovt med at lave de utallige slimede lydeffekter til ’Acts of Slime and Stone’.
Den både ubehagelige og morsomme film er lavet som en kombination af stopmotion med halvuhyggelige dukker og enkelte liveaction-skud af skuespiller Iben Alida Carlsens hænder og ansigt, som til sammen udgør en pudseløjerlig, surrealistisk mikstur.
Hovedpersonen O befinder sig i en mørk grotte, som er umulig at finde ud af. Da O i ren desperation begynder at tale til en tilfældig slimklat, begynder den pludselig at vokse og tage form som en bussemandslignende figur, som O straks forveksler med sin ekskæreste T.
Først er ’gensynet’ glædeligt, men snart efter bliver O irriteret over, at T som altid forholder sig alt for passivt, når der skal findes en løsning.
Som det nok kan høres, er ’Acts of Slime and Stone’ en helt igennem original affære, der fremtryller en syret vrangforestilling af ulykkelig kærlighed.
Filmen er den længste i flokken, og mod slut begynder man lidt at savne et sceneskift væk fra de mange slimede tunnelvægge. Men der er selvfølgelig en god pointe i, at det kan være frygteligt svært at slippe ud af hjertesorgens labyrint.
‘Nothing Will Die’
Instruktion, manuskriptforfatter og klipper: Rasmus Sølvsten Producer: Mikkel Smidt Tonemester: Emil Woxen Andersen
5 stjerner
’Nothing Will Die’ er en eksplosiv og mørk coming of age-fortælling set fra et kuld fugleungers perspektiv i en rede højt oppe i et træ.
Instruktør Rasmus Sølvsten præsenterer et dunkelt, ordløst sorthvid-univers, der befinder sig meget langt fra en familievenlig animationsfilm. De forvrængede baggrunde og den ulmende underlægningsmusik giver en dyster og paranoiapræget oplevelse.
De pippende ungers første møde med verden er da også ubønhørlig og farefuld. De erfarer nemlig hurtigt, at en rovfugl fra det ene øjeblik til det andet kan flyve forbi, mens deres mor er på madudkig, og bortføre en unge med sine skarpe kløer.
Mens den ene unge efter den anden forsvinder, og levevilkårene i reden bliver værre og værre, stiger intensiteten yderligere gennem blodpletter på ’linsen’, visuelle glitch-effekter og et hypnotiserende, elektronisk score med en tung drone.
Da det overrumplende mareridt til sidst får en ende, og lyse farver bryder frem, kan man ånde lettet op – og udtrykke sin anerkendelse for denne gennemførte lille horrorperle.
Afgangsfilmene kan ses på DR TV.