Læs også Soundvenues anmeldelse af afgangsfilmene fra animationslinjen og dokumentarlinjen.
’Tycho Brahes Søster’
Instruktion: Malthe Emil Kalbakk Elgaard Manuskriptforfatter: Andrea Eiland Ohrt Producer: Nawa al-Ani Fotograf: Christoffer Torp Vestergaard Klipper: Caja Trier Tonemester: Oscar Metcalf Rinaldo
4 stjerner
Respekt! Det kræver altså mod at lave en afgangsfilm, der udspiller sig i 1588, for der er så mange køkkenmøddinger at jokke i, når man laver historisk drama.
’Tycho Brahes søster’ er måske ikke noget mesterværk som Stanley Kubricks ’Barry Lyndon’, men den er heldigvis også langt fra Danmarks Radio kiksede ’Gøngehøvdingen’.
Fortællingen følger Sophie Brahe (Ellaha Lack), søsteren til den berømte videnskabsmand, der var bosat på Hven, hvorfra han skabte grundlaget for den moderne astronomi. Han er en stor skikkelse i historiebøgerne, men hos instruktør Malthe Emil Kalbakk Elgaard er han en arrogant stakkel, der har brug for sin søster, meget mere end omverdenen er klar over.
Sophie får aldrig sin egen videnskabelige anerkendelse som astronom, fordi hun står i skyggen af brormand, der i denne film er mere tragisk og egonæret klovn end visionær pioner. Smukt nok har instruktøren dedikeret filmen til sin egen søster.
Besir Zeciri spiller videnskabsmanden med en skinne på næsen, som giver figuren en ekstra dimension af absurd teater. Tycho Brahe mistede faktisk en del af sin næse i en fægteduel i 1566 og bar derfor en protese. Derudover kan der meget vel være digtet en del. Vi er med til et selskab, som Tycho Brahe håber skal kulminere i en måneformørkelse. Den udebliver.
Til gengæld er der erotiske intriger i stor stil, da både Sophies svenske ægtemand og hendes yngre bejler (Cyron Melville) deltager i sammenkomsten. »Tycho, hvorfor har du holdt din søster skjult for os? Hun er fantastisk«, siger en af karaktererne på et tidspunkt. Det er hele det feministisk-revisionistiske omdrejningspunkt i en film, der lader figurerne tale omtrent nutidsdansk.
’Tycho Brahes søster’ har en god fornemmelse for atmosfære og adelig dekadence, uanset om skildringen af den store videnskabsmand er fair eller ej. Jeg beundrer villigheden til at gå uimponeret til værks både med svære genrer og kanoniserede figurer.
’Soft Armor’
Instruktion: Gina Kippenbroeck Manuskriptforfatter: Arthur Delay, Gina Kippenbroeck Producer: Ane Vennize Andersen Fotograf: Rie Windfeld Skou Klipper: Yifan Zhou Tonemester: Maar Falke
2 stjerner
Centervagten Robin (Clara C. Drake) er ensom i sit arbejde og i sit liv. En englevinge strejfer hende en dag, hvor hun kommende gående på Dybbølsbro. Vingen sidder på ryggen af en gut, der hurtigt er videre i flokken, men Robin får færten af et eller andet.
Fyren med englevingerne på ryggen tilhører et medlem af et flamboyant rockband, som øver og hænger ud sammen i en ubenyttet bygning ved banelegemet nær Fisketorvet. Det er egentlig Robins opgave som vagt at bede dem forlade området. Den tilknappede unge kvinde bliver i stedet draget af bandet, der svøber sig i glimmer, satin og sølv.
Efterhånden giver hun slip på den stramme hestehale og nærmer sig, hvad der kan blive en mulig familie. Her er dog også konflikter i det lille fællesskab. Men hvad der egentlig er op og ned for denne queer gøglertrup, forbliver blot en smule underfortalt og uklart. Det er, som om gruppen mest har sin eksistensberettigelse som katalysator for Robyns udvikling.
’Soft Armor’ er Fellini på Fisketorvet, filmet i grynede billeder med punket vhs-æstetik. Det lyder som en fed nok pitch, men instruktør Gina Kippenbroecks afgangsfilm er desværre forudsigelig i sin plotudvikling, og man kan øjne slutningen på lang afstand.
’Solo Female’
Instruktion: Astrid Söderberg Manuskriptforfatter: Conrad Christian Helgers, Astrid Söderberg Producer: Laura Plummer Fotograf: Kasper Weng Yadee Andersson Klipper: Josefine Svenningsen Tonemester: Simon Pedersen
5 stjerner
Første scene i ’Solo Female’ smider svesken på disken: en mands stive pik foran et tændt online-kamera.
Mathilde (Rosa Jaranovic) er den nedringede kvinde i den anden ende af OnlyFans-opkaldet. Men den struttende diller falmer, da hun skyder ved siden af med sine komplimenter (mandens pik er »sjov«, den »ligner en pølse«).
Det er, også, en sjov scene, der både ultrakonkret får etableret universet og en stor sympati for den såre menneskelige Mathilde.
Hun låner penge af sin mor til at deltage i en slags masterclass for erotiske OnlyFans-kreatører, der skal udmunde i en live-transmission med gruppesex. Sidstnævnte detalje havde hun ikke fanget, før hun er afsted på opholdet sammen med fire andre kreatører.
Flere af kvinderne i filmen er selv forhenværende OnlyFans-kreatører, og det giver en næsten dokumentarisk troværdighed til scenerne, hvor vi følger kvinderne drøfte content, drikke champagne og dyrke fitness på terrassen.
Forestil dig en mere naughty og lidt mere forarmet udgave af ’Forsidefruer’, og du har omtrent en ide om, hvordan det er at være med som fluen på væggen her. Man håber til det sidste, at Mathilde løber sin vej, især når en slesk kameramand og en pornoskuespiller dukker op for at lave live-streamet content.
Mathilde har en usikkerhed i blikket, som gør, at det er hende, vi holder med, men faktisk er ingen af kvinderne usympatiske, til syvende og sidst. Instruktør Astrid Söderberg er åben og antropologisk i sin tilgang til en internetmedieret verden af botox, silikone, dildoer og kinky fantasier.
’An Animal Being’
Instruktion: Mone Frogg Manuskriptforfatter: Stine Likodelle, Mone Frogg Producer: Mikkel Schmidt Fotograf: Lukas Daugbjerg Klipper: Anna Wistreich Tonemester: Atli Arnasson
3 stjerner
Instruktør Mone Frogg deler perspektivet mellem menneske- og dyreriget i ’An Animal Being’. Her møder vi en kvinde (Maria Grazia di Meo) med mørke rander under øjnene. Hun har mindre end et år tilbage at leve i. I filmens sjoveste og bedste scene bliver hun benådet af lægen. Sygdommen er mirakuløst forsvundet, uden at det rigtigt gør hende glad. For hvad skal man stille op med sig selv, når man nu har indstillet sig på døden?
Man kan sagtens forestille sig, at det kan udløse en ny krise. Men jeg forstår aldrig helt forbindelsen mellem denne potente fortælling og så afstikkerne, hvor vi kigger ud gennem øjnene af forskellige dyr. Først ser vi verden fra øjnene på en akvariefisk, der bliver indkøbt af kvinden og hendes kæreste (Christoffer Hvidberg Rønje) i filmens første scene. Der er også en lang sekvens set gennem øjnene på parrets hund, der løber hjemmefra, muligvis i jagt på et meningsfuldt liv under åben himmel.
Det bliver en helt lille odysse rundt i København, hvor golden retrieveren blandt andet er i Ørstedsparken. Via undertekster samtaler den også med en bjørn, der er bortløbet fra Zoologisk Have.
Mone Frogg har en vis sans for sørgmodig quirkyness. Man bliver mindet om en mere twee Todd Solondz eller Miranda July, da hun lavede film frem for at skrive bøger. Rent teknisk er filmen sandsynligvis også en veludført svendeprøve. Det er rigtigt flot, når vi til sidst kommer ind bag øjnene på en fugl og suser over Amager Fælled og en strandkant, hvorefter vi kommer en tur ud på Øresund, så det næsten giver et sug i maven.
Den særdeles luftige og flyvske slutning forstærker dog mit indtryk af en film, der ikke helt er nået frem til, præcis hvordan den skal omsætte sine filosofiske tanker om bevidsthed, eksistens, dyr og mennesker.
’Under dine vinger’
Instruktion: Sara Carlsen Manuskriptforfatter: Anne Vraaby Aumayr Producer: Ulrikke Xenia Fotograf: Gerda Falk Klipper: Louise Bülov Bertelsen Tonemester: Emil Voxen Andersen
3 stjerner
’Under dine vinger’ giver et nænsomt indblik i den omsorgsbyrde, der kan være tilknyttet, når man er nær pårørende til en psykiatrisk patient. Dramaet gnister aldrig for alvor, som man kunne håbe, men i en tid, hvor vi taler meget om en svigtet psykiatri og en buldrende trivselskrise, tror jeg alligevel, instruktør Sarah Carlsens afgangsfilm kan være et brugbart case-studie.
Emma (Clara Rosager) er en twenty-something, der arbejder på et industrivaskeri. Hendes ensomme trummerum bliver udfordret, da lillebroren Oskar (Bertram Ask Plauborg Rasmussen) dukker op. Han kan ikke længere være på sit hidtidige bosted, da han er fyldt 18 år. Nu skal han i stedet prøve at få et jobliv til at fungere. Han har ikke andet med sig end ’omsorgsfuglen’ Polly, som en tidligere medarbejder på bostedet har foræret ham, og som han er tragisk knyttet til.
Der er meget, som ikke bliver fortalt i denne film. Oskars præcise diagnose (hvis en sådan findes) kan vi kun gisne om. Oskar får ligesom søsteren et job med at folde badekåber på centralvaskeriet, hvor de fleste ansatte er udlændinge.
Han møder moderlig omsorg hos Oksana (Tetiana Zinovenko), der kan se noget af sin egen søn i den blide dreng med det hvalpede udtryk. Det er filmens største force, at den psykiatriske diagnose aldrig bliver overgjort. Oskar gør aldrig noget, der er kuk-kuk på den store klinge, men når han i frustration begynder at give sig selv lussinger, fornemmer vi alligevel noget sygdom i sjælen, så det er ganske uhyggeligt.
Man forstår også Emmas problem med at rumme drengen i sin forarmede bolig, der mest ser ud som et mørkt kolonihavehus, hvor aftensmaden er spaghetti med ketchup. I hvor høj grad storesøsteren har tilvalgt sin sygdomsfrie, men ret forhutlede tilværelse bliver aldrig italesat. Hvordan er hun, der er tilsyneladende rask og fungerende, dog havnet i så udsigtsløst et liv?
Måske er manglen på eksposition og forhistorie grunden til, at det er svært at blive helt så grebet af fortællingen, som man burde.
’Remains’
Instruktion: Joaquim Berglund Manuskriptforfatter: Joaquim Berglund Producer: Emilia Moth Fotograf: Sophus Wolf Klipper: Line Kay Bjerg Jensen Tonemester: Rasmus Meyer
4 stjerner
En teenagepige (Frida Billeskov Olesen) og hendes fåmælte far (Peter Christoffersen) tømmer en afdød bedstemors hus. Den gamle kvinde er faldet om ved sit spisebord. Nu er der en masse lavpraktik, samtidig med at sorgen og de svære samtaler ulmer.
Døden er kæmpestor som universet, lige så ufattelig at rumme. Instruktør Joaquim Berglund prøver at forstå den via det helt nære. Vasketøjet, der stadig hænger til tørre hos farmoren. En plet af kropsvæske efterladt på gulvtæppet, hvor den afdøde trak vejret for sidste gang. Uforandrede ejendele overalt. Det hele bliver stående, forbliver insisterende virkeligt, og det skal de efterladte forholde sig til.
’Remains’ har en lav narrativ puls. Kun et enkelt sted er der et voldsomt udbrud fra faren, der ikke ønsker, at datteren skal overtage farmorens ustemte klaver. Men fortællingen har mellem de få replikker en klar dagsorden: en fascination af døden, menneskekroppen og resterne, som filmen er opkaldt efter.
Vi kommer også derhen, hvor man typisk ikke medtager de pårørende. Det er voldsomt at overvære farmorens obduktion, hvor patologen skærer i organerne, som var det svinemørbrad.
’Remains’ er et studie af menneskekroppe, en slags filmisk obduktion, mere end det er en udfoldet historie. Med sin unge kvindelige hovedperson og de tragiske omstændigheder i billedskønne omgivelser kan den bringe mindelser om den terminale sygdomsrejse i ’Min evige sommer’.
Man bliver dog ikke nær så involveret i de her mennesker, der stort set gemmer sig for hinanden og for seeren gennem hele filmen.
Stadig vil jeg glæde mig til at følge, hvor Joaquim Berglund retter sit morbide og filmiske blik hen næste gang.
Afgangsfilmene kan ses på DR TV.