’Min evige sommer’: Dansk debut om en teenagers afsked med sin mor er sjov, smuk og dybt rørende

Evig sommer klinger af ungdom og udødelighed. Varme dage, der bliver til lyse nætter, og som bliver i én, selv når vejret igen er gråt og koldt. Det sagde Albert Camus i hvert fald engang.

Sommeren i ’Min evige sommer’ bliver helt sikkert i filmens hovedperson Fanny for evigt, men af grunde der er mere komplicerede end solskin og grønne skove. Hun har netop afsluttet niende klasse og er i sommerhus med sin mor og far. Et smukt træhus med udsigt ud over havet, hvor du nemt kan slentre ned og tage en dukkert eller gå ind til byen og købe en is. Bortset fra, at når Fannys mor Karin forsøger at gøre netop det, kollapser hendes ben under hende, eller hun får åndenød.

Karin har nemlig alvorlig brystkræft, og i en tidlig scene i ’Min evige sommer’ transporteres et monstrum af en sygeseng ind i sommerhuset, som hun kan ligge i og se ud på haven. En skarp kontrast til den blide, evige sommer.

Det bliver aldrig sagt ligeud, men sommerhusturen fungerer som en sidste tur for familien, mens Karin stadig kan klare sig uden for et hospital. Og var det ikke for den mekaniske seng, der med sin medfølgende fjernbetjening kan køres op i en komisk sidestilling, som om den ønsker at hjælpe sin bruger på vej mod døden, kunne det sagtens ligne en helt almindelig familieferie med kedsomhed, middage og vennebesøg.

Måske er det også lidt det, Fanny, Karin og faren Johan forsøger at lade, som om det er.

’Min evige sommer’ er instruktør Sylvia Le Fanus debutspillefilm og er inspireret af hendes egen oplevelse med at miste. Det er et intimt, intelligent og rørende portræt af en familie, der er i ventesorg, og ikke ved, hvad de skal gøre af sig selv. Det er også en coming of age-fortælling, hvor en skelsættende overgang fra folkeskole til efterskole træder i baggrunden for morens sygdom.

Vi forlader kun kortvarigt sommerhuset, hvor de opholder sig, og næsten hver gang er det relateret til eller ender med, at Karin får det værre. For eksempel da hun forsøger at tage en svømmetur med sin mand og kommer op af vandet, mens hun kæmper efter vejret.

Den episode bliver kort efter genfortalt til en af hendes veninder: »Jeg kan sagtens gå en tur, og vi var også nede og bade i dag«, lyder det afslappet, måske for at berolige veninden, måske sig selv. Til gengæld får hun en sten i gave, som symboliserer styrke: en sød, men også næsten flabet naiv gave at give til én, der er dødeligt syg af kræft. Som om indre styrke er det, Karin mangler.

I denne lille samtale ser vi både Karins ønske om normalitet og den velmenende, men lidt kiksede omsorg, andre forsøger at give hende, og disse små og subtile detaljer er ’Min evige sommer’ fuld af: De mange tomme vinflasker, der hober sig op i udkanten af billedet. Fanny, der hele tiden har sin telefon ved hånden og tager selfies, mens hun er ked af det, fordi lyset er flot.

Fanny er provokerende, selvoptaget og på tværs. Altså en enormt troværdig teenage-hovedperson, der samtidig er presset af ydre omstændigheder, hun ikke er helt voksen nok til at håndtere.

Da hun har haft besøg af sin søde og lidt forsigtige kæreste, præsterer hun den reneste form for selvsabotage, da hun i stedet for at bede om hjælp fra ham, beder ham holde afstand. »Jeg vil bare gerne dø,« siger hun grædende til sin far. En forfærdelig ting at sige, når hendes mor ligger ufrivilligt døende nede i stuen. Men heller ikke dét er nok til at blive opfattet som et råb om hjælp.

Det hele lyder måske som en barsk og trist fortælling, men det er det ikke udelukkende. Jo, det er så godt som umuligt ikke at blive rørt – måske til tårer – men ’Min evige sommer’ er også sjov, kærlig og håbefuld. Der er små øjeblikke, som da Fanny og Karin pludselig bliver underligt rørte over Jonas Vingegaards Tour de France-triumf, og en afslutningsscene, der, mens tårerne triller, minder os om, at der altid kommer nye begyndelser.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Sylvia Le Fanu har tilmed overskud til at lege med udtrykket, fra at være stille og poetisk ved det glitrende hav, til larmende og kunstig, når Fanny får et lift af en lokal gut, der har udstyret sin bil med diskofælge, og hun ryger en cigaret ud ad vinduet. Først og fremmest er filmen så stramt klippet, at scenerne aldrig kammer over det sentimentale eller lidende. I stedet lader den publikum udfylde de tomme pladser.

De tre store roller spilles af Maria Rossing, Anders Mossling og Kaya Toft Loholt (stortalentet fra ’En helt almindelig familie’), og at de skulle være en lille og kompliceret, men kærlig familie er fuldkommen troværdigt. Mossling har udsøgt timing som akavet far, og både Rossing og Loholt bærer alvoren, uden at den tipper over.

Det var nok ikke den slags evig sommer, Camus tænkte skulle bære én gennem mørke tider. Men ’Min evige sommer’ bliver helt sikkert med dig, længe efter du har set den.

---

Kort sagt:
En film om en pige, der skal tage afsked med sin kræftsyge mor, lyder som en alvorlig omgang, og ’Min evige sommer’ giver også rig mulighed for at lade tårerne flyde. Men ligesom sorg ikke kun er én ting, er Sylvia Le Fanus debut det heller ikke. Et sjovt, smukt og dybt rørende portræt af en teenager og hendes families ventesorg.