Med sin debutfilm ’Min evige sommer’ trækker 35-årige Sylvia Le Fanu på sine egne smertelige oplevelser.
Som teenager mistede hun sin mor til kræft, og allerede i sin afgangsfilm fra filmskolen kredsede hun om temaet uden helt at vedkende sig de personlige rødder.
Med sin første spillefilm besluttede hun sig for ikke at pakke spejlingen mellem fiktionen og virkeligheden ind, og resultatet er historien om 15-årige Fanny, der tilbringer sommeren i et hyggeligt sommerhus med sin far og kræftsyge mor.
Den barske afsked ulmer under deres afslappede feriedage, og Le Fanus store præstation er, at hun viser, hvordan ventetiden før døden ikke kun er rørstrømsk, inderlig og storslået eksistentiel, men også præget af hverdagsritualer og almindelige menneskelige gnidninger.
»Det er et intimt, intelligent og rørende portræt af en familie, der er i ventesorg, og ikke ved, hvad de skal gøre af sig selv. Det er også en coming of age-fortælling, hvor en skelsættende overgang fra folkeskole til efterskole træder i baggrunden for morens sygdom«, som Soundvenues anmelder Johanne Høgfeldt skriver i sin anmeldelse, hvor hun kvitterer med fem stjerner.
Sylvia Le Fanu voksede nærmest op på den europæiske filmhøjskole i Ebeltoft, hvor hendes britiske far underviste i mange år, og blev herhjemme uddannet fra filmskolen 18 Frames, før hun kom ind på den norske filmskole, hvorfra hun tog afgang i 2020.
Nu springer hun altså ud med en sjældent vellykket og bevægende dansk debutfilm, og i januar gæste hun Soundvenues forpremiere på filmen sammen med sine to skuespillere Kaya Toft Loholt og Maria Rossing. Loholt – der blev den yngste Bodil-vinder nogensinde for sin rolle i ’En helt almindelig familie’ – spiller hovedrollen som Fanny, mens Rossing (kendt fra blandt andet ’Carmen Curlers’) spiller den dødssyge mor Karin.
Her er et uddrag fra samtalen efter forpremierevisningen.
Kroppen troede på fiktionen
Sylvia, hvor tæt ligger filmen op af dine egne oplevelser?
Sylvia Le Fanu: »Ret tæt. Det er selvfølgelig ikke en 1:1-gengivelse, men jeg mistede min mor i en ung alder, og det var jo udgangspunktet og inspirationen. Vi har helt konkret arbejdet med minder fra den tid og har brugt det som et sandhedskompas gennem hele vores udvikling af historien. Så det er jo ikke en dokumentar, men vi er meget inspirerede af dokumentarfilm og brugte minderne som en slags råmateriale, som vi har klippet i, og som så er blevet sit eget. Men den følelsesmæssige sandhed kommer derfra«.
Hvornår fandt du ud af, at du godt kunne forvandle de her meget personlige oplevelser til en film, som skal vække genklang hos et forhåbentligt bredt publikum?
Sylvia: »Godt spørgsmål. Undervejs tænkte jeg mange gange: Hvorfor gør vi det her? Men nogle gange har jeg tænkt, at min baggrund med at miste min mor var grunden til, at jeg overhovedet begyndte at lave film. Så det er nok en af de historier, der har presset sig på, også af en nødvendighed, så jeg også kunne komme videre«.
Kaya, hvordan har det været for dig at tackle en rolle, som spejler din instruktør på den måde? Var det en hjælp undervejs?
Kaya Toft Loholt: »Jeg synes, det har været en kæmpe hjælp at bruge Sylvia. Det er ikke en tro kopi, og vi er vores egen familie i filmen, men der har været meget hjælp at hente i forhold til det følelsesmæssige. Og så kender vi jo desværre alle sammen nogle, som er gået bort«.
Maria, I optog nærmest kronologisk, så hvordan var det for dig at gennemgå den forvandling i løbet af optagelserne som et menneske, der bliver mere og mere sygt?
Maria Rossing: »Det var altså ret heftigt. Det kom meget bag på mig faktisk, hvor vildt det var at opleve, at kroppen jo tror på det, den oplever. Og da vi var færdige med at optage, havde jeg tre uger, hvor jeg havde det virkelig dårligt, og jeg kunne ikke helt forstå hvorfor. Jeg kunne ikke få vejret, og det gik op for mig, at jeg jo trak vejret sådan helt overfladisk i mange uger under optagelserne, så min krop har fået den opfattelse, at der var noget helt galt«.
»Det var faktisk virkelig vildt, og det var vildt at ligge i den der seng hele tiden. Der var hele dage, hvor jeg nærmest bare lå i sengen, og alle løb rundt omkring mig, og jeg lå bare og kiggede og følte mig på en måde udenfor, hvilket nok er en retvisende følelse, når man ligger og er syg, og alt sker omkring én, uden man rigtigt er med«.
Lammelse og afstand
Sylvia, hvad ville du fortælle om det her tema omkring at miste, som var underbelyst før?
Sylvia: »Vi tager fat i det her ventesorg som et fænomen, hvor vi kigger på tiden op til døden. Jeg er nok fascineret af, hvor hurtigt der opstår en normalitet – hvor hurtigt der går hverdag i den. Man kan have en forestilling om, at når man får en dødsdom, vil man sætte sig ned og holde hinanden i hånden hver dag, og det ræsonnerede i hvert fald ikke med det, jeg oplevede. Jeg oplevede en lammelse og afstand, og det ville jeg gerne undersøge«.
Hvordan arbejdede du med tonen? En sygdomsfilm kan jo godt blive uudholdelig, men her er der også en lethed, og publikum grinede flere gange undervejs under visningen.
Sylvia: »Da vi castede, var det meget det, vi kiggede efter – om skuespillerne bare kunne være til stede, hvilket ofte er det sværeste at spille: altså ikke at spille«.
»Det handlede om at holde igen og stole på, at man har de store følelser som en tikkende bombe under bordet, men ikke som noget, skuespillerne skulle spille på. Min oplevelse var som sagt, at der opstår den her normalitet, når man er i sådan en ventefase. Man ved ikke, hvornår døden kommer, og når der er gået noget tid, går man jo ikke og snakker om det hele tiden. Jeg tror, det var det, der var vores pejlemærke hele vejen igennem: At vi ved, at døden er til stede, men at vi ikke skal spille på det«.
»Jeg har været helt flov over, at vi under castingen bad Maria sidde og skrælle kartofler i rigtigt lang tid, og Kaya skulle børste tænder i virkelig lang tid, for jeg ville gerne bare stå og kigge på jer. Men det var for at afprøve et arbejdsrum. Man er jo ofte fristet til at jagte de store armbevægelser, fordi det kan give en øjeblikkelig respons. Her måtte vi hele tiden stole på, at det er helheden og billederne, der taler sammen, og at det er konteksten, som vi er klar over er der hele tiden, som giver ladningen«.
Kaya, hvor meget improviserede I frem – for eksempel i scenen, hvor mor og datter både griner og græder over Jonas Vingegaards Tour de France-sejr i fjernsynet?
Kaya: »Meget af det var egentlig planlagt. Jeg vidste, den scene ville komme, og jeg tænkte, ’det kan jeg ikke’. Men så grinede Maria bare helt hysterisk, og så kom det bare«.
Sylvia: »Ja, det var mig, der bare kørte det op, fordi jeg ikke kunne forestille mig, at man bare kunne grine på kommando …. selvom I er skuespillere! Så der var en stemning af: Hvordan skal vi gribe det an? Men Maria tog det meget roligt«.
Maria: »Det er fordi, det er min spidskompetence!«
Sylvia: »Jamen det var det! First take! Det var meget smittende for os alle sammen«.
At miste var at opdage
Filmen er set fra Fannys perspektiv, men undervejs får vi et indblik i morens tanker via hendes dagbog. Hvorfor var det vigtigt for dig at få med?
Sylvia: »Jeg arvede min mors dagbøger og vidste intuitivt, at de ville spille en rolle i udviklingen. Det var en god anledning til at få dem læst. Og når man har den rigdom, får man lyst til at bruge det«.
»Det med perspektivet har været et stort spørgsmål, og vi har tidligere versioner af filmen, hvor det mere var morens perspektiv. Men vi besluttede, at perspektivet måtte ligge hos Fanny, da det bare er der, jeg har mest autoritet. Der var for mange ting i morens perspektiv, som jeg kunne mærke var ubesvaret for mig, og det kunne jeg mærke, vi skulle bruge til vores fordel i stedet for at forsøge at have et svar på. Så vi kunne antyde, at der findes et helt liv hos moren, og det er nok, at vi ikke ved meget mere, end Fanny ved«.
»Det er sandt for min egen oplevelse, men jeg synes alligevel også, det er fint, at vi får en fornemmelse af det liv, der er omme bag ved. At miste min mor var også at opdage hende. Der er meget distance i den her film, og den handler meget om den afstand, der er mellem de her mennesker i huset. Men det handler også om en opdagelse, hun begynder at gøre sig i forbindelse med at skulle sige farvel«.
’Min evige sommer’ kan ses i biograferne fra i dag, torsdag den 27. februar.