’En helt almindelig familie’: Malou Reymanns selvbiografiske debut er ualmindeligt autentisk og rørende

5 6
’En helt almindelig familie’: Malou Reymanns selvbiografiske debut er ualmindeligt autentisk og rørende
Mikkel Boe Følsgaard i 'En helt almindelig familie'. (Foto: Jonas Svensson)

11-årige Emma (Kaya Toft Loholt) og hendes 14-årige storesøster Caroline (Rigmor Ranthe) har lige sat tænderne i Hawaii-pizzaen, da deres mor, Helle (Neel Rønholt), smider den bombe, der er alle børns værste mareridt: »Far og jeg skal skilles«. Og det bliver værre endnu. »Vi skal skilles, fordi far gerne vil være en kvinde«.

»Det kan man da ikke selv bestemme«, protesterer Emma, der her i 1999 formentlig aldrig har hørt om at være transkønnet. Mor forklarer – mens far Thomas (Mikkel Boe Følsgaard) ikke selv kan få et ord over sine læber – at det kan man faktisk godt. Far er allerede begyndt at få hormonbehandling.

Det er det dramatiske udgangspunkt for Malous Reymanns imponerende spillefilmdebut ‘En helt almindelig familie’, der ellers er en påfaldende udramatisk og meget varm og menneskelig film. For selvom mor og døtre i starten er vrede og kede af det, forsøger de faktisk, som titlen antyder, at få familielivet til at fungere så harmonisk som muligt.

Filmen er inspireret af Reymanns eget liv, hvor hendes far netop sprang ud som transkønnet, da hun var 11 år. Og man kan tydeligt mærke det personlige udgangspunkt. Emmas følelser af uforståenhed, svigt, vrede, men også fortsatte kærlighed og forsøg på accept virker enormt specifikke og ægte.

Historien minder om Jill Soloways banebrydende dramedy ‘Transparent’, hvor en far springer ud som transkvinde for sine tre voksne børn, set både fra farens – eller ’Moppa’, som de begynder at kalde hende – og børnenes synsvinkel. Men ‘En helt almindelig familie’ kommer med et friskt perspektiv ved at give historien til den 11-årige pige. Udover autenticiteten i, at det er Reymanns egen historie, er det interessant at opleve omvæltningen fra en tween, som er gammel nok til at forstå situationen rationelt, men stadig har barnets rene, og nå ja, barnlige følelser.

Mikkel Boe Følsgaard som Thomas, før hun springer ud som kvinde. (Foto: Jonas Svensson)

Som voksent menneske kan man ikke være bekendt at modsætte sig andre menneskers kønsidentitet. Men mens storesøster Caroline, der er meget optaget af at være voksen, straks accepterer sin far som kvinden Agnete, tager det længere tid for Emma. Hun nægter først at se hende og sidder dernæst under en hel, komisk kaotisk familieterapitime med et grønt halstørklæde viklet om hovedet.

Men hendes far er stadig hendes far, og hun elsker ham. Det er smukt og komplekst at følge Emma og Agnetes forsøg på at genoprette relationen, der mudres af omgivelsernes reaktioner. Man forstår godt, at Emma skammer sig, når hendes venner gør grin med hendes far, for som 11-årig vil man bare gerne passe ind. Man forstår også godt, at Emma ikke kan holde nogen form for falskhed ud og hader, når fremmede omtaler Agnete som hendes mor.

Og – det ultimative svigt – at Agnete for at venindebonde med en hollandsk kvinde på charterferien lader, som om hun ikke har forstand på fodbold, når fodbolden nu er dét, Emma og faren har haft sammen, siden hun var baby.

Men man forstår også godt, at Agnete ikke har lyst til at redegøre for sin private kønsidentitet over for folk, hun har kendt i 10 minutter. Det må være svært nok i forvejen at ignorere omgivelsernes granskende blikke, især i på den tid, hvor identitetspolitik bestemt ikke var på dagsordenen endnu.


Malou Reymann
har tidligere gjort sig bemærket som talentfuld skuespiller og kortfilminstruktør. Efter uddannelse på filmskolen i London vender hun nu tilbage til dansk film og beviser sig selv som en fuldvoksen historiefortæller og formidabel personinstruktør.

Mikkel Boe Følsgaard og Kaya Toft Loholt (Foto: Jonas Svensson)

Kaya Toft Loholt er fin som den lidt indesluttede og observerende Emma, der ikke deler så meget ud af sine følelser, men som man aldrig er i tvivl om, hvad føler. Som kontrast var jeg ret charmeret af Rigmor Ranthe – der har arvet forældrene Lars Ranthe og Christine Albeck Børges talent – som den mere udadvendte superteenager Caroline, der er optaget af Britney Spears og sin forestående konfirmation, siger de frygteligste ting til sin irriterende lillesøster, men også er enormt sød og kærlig over for faren. Hun har desuden det helt rigtige slut-90’er-hår med to lange totter foran hestehalen.

I det hele taget er tidsbilledet vidunderligt præcist og meget nostalgisk for denne 90’er-tween/teen. Fra Emmas oppustelige stol og fodboldtrøjer, Carolines mavebluse og sarong til familiens pizzavalg, førstegenerationsmobiltelefoner og dans til Aquas ‘Cartoon Heroes’. Den ubekymrede millennium-tid skaber både en kontrast og en modvægt til familiens tunge problemer.

Valget om at lade en ciskønnet skuespiller, Mikkel Boe Følsgaard, spille en transkønnet karakter får muligvis nogle op af stolen. Jeg er generelt enig i, at der er mange gode grunde til at hyre transkønnede skuespillere. Men det er en debat med mange nuancer, og her synes jeg, at det giver mening med Følsgaard, fordi karakteren Thomas starter som mand, og vi følger hans transformation. Desuden er Følsgaard virkelig god i rollen som Agnete, der er splittet mellem at leve op til sine døtres forventninger og være tro over for sig selv, og som især i starten performer sin femininitet i forsøget på at finde sig selv som kvinde.


Kort sagt:
Malou Reymanns selvbiografiske debutfilm om at vokse op med en transkønnet far er ualmindeligt autentisk, nuanceret og rørende.

Spillefilm. Instruktion: Malou Reymann. Medvirkende: Kaya Toft Loholt, Mikkel Boe Følsgaard, Rigmor Ranthe, Neel Rønholt. Spilletid: 93 min.. Premiere: Den 20. februar
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af