Læs også Soundvenues anmeldelse af afgangsfilmene fra fiktionslinjen og animationslinjen.
’Slush’
Instruktion: Lulu Roos. Producer: Laura Plummer. Dramaturg: Conrad Christian Helgers. Fotograf: Christoffer Torp Vestergaard. Klipper: Josefine Svenningsen. Tonemester: Emil Voxen Andersen. Spilletid: 30 min.
4 stjerner
Den dobbelttydige titel på Lulu Roos’ afgangsfilm henviser både til syntetisk slush-ice og smeltet sne – to størrelser, der viser sig som en ramme for at forstå den moderne (ski)feriekultur i al sin kunstighed og forfald.
’Slush’ udspiller sig i et skiresort i Østrig, hvor danskere valfarter til i en sådan grad, at lokale ekspedienter, der aldrig har været i Danmark, kan tale dansk.
Med en Ulrich Seidl’sk deadpan indfanger Roos fint kontrasterne i det bjergtagende landskab, hvor naturen er i hastig forandring og ikke tøver med at slå tilbage mod de mennesker, hvis rejsevaner påvirker klimaudviklingerne.
Mens snekanoner brager for fuld hammer, kastes vi både ind i en gymnasiegruppe, der dagen derpå beretter om at drikke sig fra sans og samling til afterski, og en kernefamilie, der klamrer sig til skiferietraditionerne, som de viderefører til deres unge datter, selvom hele økosystemet falder sammen omkring dem.
Mest effektfuld er filmen, mens vi følger de lokale reddere, der har stirret døden i ansigtet, når de har måttet redde uagtsomme turister ud af laviner. De kan kun magtesløse betragte horden af turister, der har investereret masser af sparepenge i skigrej, men som ikke aner, hvordan de skal overleve, når ulykken er ude. »All gear but no idea«, siger de, og det bliver et større udsagn om den vestlige verdens tilstand på tærsklen til klimakollaps.
Pointerne er til tider didaktisk serveret med oversymbolske billeder af smeltet sne og et afsluttende close-up af den fremtidige generation, der står til at tabe alt, og den klippefaste natur, som tårner sig over os.
Når ’Slush’ alligevel føles som en lovende afgangsfilm, skyldes det Roos’ og fotograf Christoffer Torp Vestergaards fine blik for det omkringliggende landskab, der løfter filmen, når mange af trummerum-scenerne med mennesker foran kameraet savner den slags essens, som svært kan fakes i dokumentarfilm, hvor virkeligheden sætter rammerne.
’Elsker det for dig’
Instruktion: Kauli Green. Producer: Ulrikke Xenia Sandby, Ane Vennize Andersen. Dramaturg: Andrea Eiland Ohrt. Filmfotograf: Rie Windfeld Skou. Klipper: Yifan Zhou. Tonemester: Maar Falke Dollerup. Komponist: Morten Heide.
5 stjerner
Jeg må indrømme, at jeg var skeptisk over for præmissen i Kauli Greens ’Elsker det for dig’: Transpersoner mødes i et badehus, iklæder sig neutrale badekåber og fortæller i opstillede photoshoot-agtige scener om deres liv som trans.
Det virkede som en lidt uambitiøs iscenesættelse af, hvordan samfundsnormer desværre ikke kan rumme alle slags mennesker, som man har set en tilsvarende variation over i en række dokumentarfilm såsom ’Venus: Let’s Talk About Sex’.
Min tvivl blev dog hurtigt gjort til skamme, da først de forrygende medvirkende begyndte at fortælle om deres oplevelser med en omverden, der dikterer, hvordan man skal være, og dårligt kan se ud over binære kasser.
’Elsker det for dig’ er dog ikke en film om individet mod systemet, og den reproducerer ikke den slidte fortælling om lidende transpersoner, der hader deres krop. Filmen er først og fremmest en kærlighedserklæring til transfællesskab, hvor de medvirkende støtter hinanden i deres transition, og står sammen om deres ret til at eksistere, som omverdenen desværre ikke altid anerkender.
Det er rørende, når en medvirkende gengiver, da de fortalte deres bedstemor, at de var trans. Selvom bedstemoren var 60 år ældre, accepterede hun det med det samme. Og det er hjerteskærende at høre om, hvor svært det er for andre at få lov at være dem, de er, når et bureaukratisk sundhedssystem spænder ben for dem.
Filmen er både gribende og yderst informativ. Den tog mig ind i et miljø, jeg intet kendskab har til, og forandrede undervejs mit blik, der nærmest per automatik forsøgte at placere de medvirkende i de binære kasser, som filmen blotlægger som uendeligt ligegyldige.
Et greb i filmen er at optage de medvirkende kroppe i infrarød: Reducere dem til de varmelegemer, vi i bund og grund alle sammen er. Det kunne være et studentikost filmskolegreb, men i konteksten var det faktisk rørende.
’Under den nye himmel’
Instruktion: Miran Muhammad Avashîn. Producer; Mikkel Smidt & Nawa Al-ani. Filmfotograf: Rie Windfeld Skou. Klipper: Caja Trier. Tonemester: Jonathan Märcher Sandig.
4 stjerner
Miran Muhammed Avashîn står for den æstetisk mest vellykkede af denne årgangs dokumentarfilm.
’Under den nye himmel’ er et indfølt billeddigt, hvor instruktøren på billedsiden vandrer ensomt rundt i København, mens vi på lyden hører uddrag fra dagbogsnotater nedfældet i perioden 2012-2025, oplæst på dansk, kurdisk og arabisk.
Filmen handler om at være splittet mellem kulturer og at skulle finde sig selv i nye omgivelser, hvor alt pludselig virker fremmed, og man ikke længere kan genkende sig selv. Men hvor et hjørne af Christianshavn også kan vække mindelser om Syrien og fremkalde fragmenter af fortiden.
Om man overgiver sig til det associative dagbogsformat, er formentlig et spørgsmål om temperament. De detaljer og følelser, der forsøges kommunikeret gennem dagbogsoplæsninger, virker ikke altid lige overbevisende.
Rie Windfeld Skous billedside er til gengæld i en liga for sig. Hun indfanger København, som man sjældent har set byen før. Hvor det velkendte føles fremmed, filtreret gennem flotte tusmørkefarver, der leder tankerne mod andre billedkulturer.
Det skaber sin egen poesi i en fortælling om at se verden med andre øjne og om kulturer, der mødes.
’Somewhere to Belong’
Instruktion: Rosa Lie. Producer: Mikkel Smidt. Filmfotograf: Gerda Falk. Klipper: Anna Wistreich. Tonemester: Simon Pedersen. Dramaturg: Arthur Delay.
2 stjerner
Hvis der er én tradition, dansk dokumentarfilm gerne må vænne sig af med hurtigst muligt, er det instruktørers tendens til at vende kameraet indad, selv når de foregiver at interessere sig for verden omkring dem.
I få tilfælde kan grebet have sin berettigelse – Chantal Akerman har som få andre mestret disciplinen – men i Rosa Lies afgangsfilm ’Somewhere to Belong’ får det værket til at falde mellem to stole.
Instruktøren vil egentlig gerne fortælle historien om brødrene Felippe og Fernando, der er flyttet til Portugal fra Brasilien, hvor de kører taxa om natten, så de kan sende penge hjem, mens de om dagen træner op til et jiu-jitsu-mesterskab i Rom.
Vi skal forstå, at de – trods deres slægtskab – er som dag og nat, og at de trækkes længere og længere væk fra hinanden. Denne brydekamp forsøges formidlet i en række oversymbolske brydescener i en forfalden kirke, men hvad der egentlig rører sig i brødrenes forhold, er ikke noget, filmen rigtigt kommunikerer.
I stedet bliver de to brødre en prisme, som instruktøren bruger til at forstå sit eget forhold til sit portugisiske ophav, som hun aldrig har kendt.
Også denne forbindelse forbliver dog postuleret, da instruktørens personlige rejse og bånd til de medvirkende mestendels formidles gennem en overforklarende voiceover om »historier, kærlighed og forbindelser, der rækker dybere end blod og grænser« og om hvordan »hjem er at blive set – ikke for sit ophav, men for sin væren«.
Den konklusion er der sikkert ikke nogen, der kan være uenige i, men rejsen derhen mangler i ’Somewhere to Belong’, der skyder med spredehagl, når den også forsøger at nærme sig Fernando og Filipes familiehistorik og jiu-jitsu-miljøet uden at komme dybt nok ned i nogen af delene.
Det kontrastfulde billedsprog af overæstetiserede brydescener og håndholdt sort-hvid motiveres aldrig i filmen, men bliver i stedet endnu et tegn på et værk, der har svært ved at finde ind til sin kerne.
’After the Abyss’
Instruktion: Keiria Shishay. Producer: Ane Vennize Andersen og Ulrikke Xenia Sandby. Dramaturg: Stine Likodelle. Filmfotograf: Kasper Weng Yadee Andersson. Klipper: Louis Bülov Bertelsen. Tonemester: Oscar Metcalf-Reinaldo.
5 stjerner
Keiria Shishay demonstrerer med sin afgangsfilm, at hun både besidder det samfundsmæssige udsyn og den visuelle tæft, dansk dokumentarfilm sagtens kan bruge mere af.
’After the Abyss’ følger en gruppe kenyanere, der er i færd med at lægge sag an mod tech-virksomheder som Meta efter at have pådraget sig ptsd under arbejdet som såkaldte content moderators.
Som moderatorer fungerer de som det menneskelige filter, der skal afholde grænseoverskridende indhold fra at oversvømme de globale platforme, men de er selv ubeskyttede over for det skadelige indhold.
Man bliver aldrig helt klog på, præcis hvad content moderator-arbejdet indebærer, og en del af scenerne, hvor de medvirkende organiserer sig i digitalt fagforeningsarbejde, er ikke nær så sigende, som man kunne have håbet.
Alligevel er der tale om en yderst relevant fortælling om endnu en af mange bagsider ved den globale tech-kapitalisme og de millioner af usynlige afrikanere, der lever af at rydde op i den digitale skraldespand med »emotional intelligence« frem for artificial intelligence, som det lyder i filmen.
Det er her, filmen skriver et nyt kapitel i historien om vestlig imperialisme i Afrika, hvor tech-virksomhederne tjener milliarder på ryggen af unge afrikanere, men afskriver sig ansvaret for de ansatte, deres forretningsmodel udnytter.
’After the Abyss’ bærer et slægtskab med Mati Diops Guldbjørnevinder ’Dahomey’, der også viste, hvordan den afrikanske ungdom kæmper for at vriste sig fri af vestens lange skygger gennem aktivistisk arbejde. Hvor det i ’Dahomey’ gjaldt kolonialismens arv, har Shishay fokus på den digitale neokolonialisme, hvor unge afrikanere mister deres kultur i big-techs homogeniserede, digitale infrastrukturer.
Det er særligt flot skildret i en overlegen kameratur gennem Nairobis gader i slowmotion, hvor unge mennesker danser TikTok-danse foran mobilkameraernes allestedsnærværende øjne. Her får billederne lov at tale, uden at instruktøren lægger en åbenlys fortolkningsramme ned over dem.
Det klæder filmen, hvor billedsproget ellers til tider bliver for symbolsk og den poetiske voiceover for påtrængende.
Alligevel har jeg ingen grund til at betvivle, at Shishays afgangsfilm bringer et løfte om en særegen fortællerstemme.
’Vælkomen Heim’
Instruktion: Maria Winther Olsen. Producer: Emilia Moth. Filmfotograf: Sophus Wolf. Tonemester: Rasmus Meyer. Klipper: Caja Trier.
3 stjerner
Maria Winther Olsens formår ikke helt at indfri de gode intentioner med sin afgangsfilm om to unge queer-færinger, der har forladt hjemlandet, men som har svært ved at slippe deres fortid i nye rammer på Øresundskollegiet – kendt som Færøernes 19. ø.
Under den ironiske titel ’Velkommen hjem’ følger vi vennerne Anna Sofía og Álvur, der kæmper for at finde deres plads i verden, og som er flyttet fra Færøerne på grund af svigt og den nagende fornemmelse af, at der kun er et begrænset antal pladser i landet til queer-mennesker som dem.
Det er et sympatisk projekt med dragende hovedpersoner, men desværre kommer filmen ikke ind til kernen i deres venskab, deres fortid eller livet som eksilfæring.
Det skyldes især nogle overfladiske scener, hvor de medvirkende beretter om fortiden uden rigtig at blotte dem selv nok til, at man får en dybere forståelse af dem.
At det færøske mikrokosmos, som vi får at vide, at Øresundskollegiet er, aldrig rigtig materialiserer sig i filmen, medvirker til den uforløste stemning.
Flere af scenerne har karakter af indforstået snak mellem de medvirkende, der deler ud af deres private følelser, uden at instruktøren formår at omforme det private til noget personligt af relevans for andre uden for de medvirkendes boble.
’All Things Pass and Will Pass Again’
Instruktion: Julius Ernst. Producer: Nawa Al-ani. Manuskriptforfatter: Gustav Rudolf. Filmfotograf: Lukas Daugbjerg. Klipper: Line Kay Bjerg Jensen. Tonemester: Atli Arnarsson.
3 stjerner
Julius Ernst fyrer fra alle cylindre i sin eksperimenterende afgangsfilm, der først vækker mindelser om Harvard University’s Sensory Ethnography Film Lab, indtil filmen går sine helt egen veje i et epilepsi-inducerende inferno, der får tiden til at gå baglæns.
Filmen tager os fra det landlige liv, hvor en kanin bliver flået, til en lam mand, der ikke kan tale, men i stedet får hjælp af en computer til at læse sin poesi højt.
Hans digte strukturerer materialet, der bevæger sig i grænseområdet mellem bevidsthed og det underbevidste, mellem liv og død. Særligt den indledende voiceover synes at forberede seeren på den forgængelighed, der er i centrum, og som også antydes i filmens titel.
På et tidspunkt taler to danske mænd om, at et familiemedlems respirator skal slukkes, og filmen føles som en lang forestilling af netop denne overgang. Hvor fragmenterede associationskæder af mørke grotter, det brusende hav og vinden, der blæser, udgør sansernes sidste favntag med verden.
Instruktøren har selv udtalt, at han har lavet en film, der skal mærkes frem for forstås. Men selvom jeg beundrer ambitionerne om at udvide filmsprogets rammer, må jeg desværre også erkende, at filmen som helhed er jævnt anstrengende at sidde igennem med dens bombastiske formalisme.
Man bombarderes med indtryk, der ikke efterlader meget plads til, at man kan lade sig opsluge af de audiovisuelle komponenter.
Jeg havde svært ved at slippe fornemmelsen af tomhed under den spraglede overflade, hvilket blev bekræftet, da filmen til slut lader til at bekende en form for mening med et opbyggeligt digt om at dele ud af sig selv, sin kærlighed, sin respekt og ikke at flygte fra sine følelser. Her blev filmens mystik pludselig banal.
Alligevel må man anerkende, at Julius Ernst trods alt fremviser en prisværdig originalitet, som afgangsfilmformatet jo netop bør være laboratorium for. Jeg vil dog tillade mig at håbe, at Ernst i fremtiden vil tøjle sine impulser som kompromisløs kunstner med stort K bare en smule, så hans filmsprog kan få lov at tale uden for meget støj på linjen.
Afgangsfilmene kan ses på DR TV.