Christophers ‘Ham med guitaren’ er så retoucheret, at Cillemouse kunne skrive en bog om den

På første single fra sit første dansksprogede album synger Christopher fra sin hustrus perspektiv.
Christophers ‘Ham med guitaren’ er så retoucheret, at Cillemouse kunne skrive en bog om den
Christopher. (Foto: PR)

TRACK. For omtrent to år siden begyndte danske musikere at omfavne deres modersmål.

Hvor det før i tiden var kutyme at synge på engelsk i bestræbelsen på at tækkes et internationalt publikum, blev det pludselig tydeligt, at intet giver danskerne mere lyst til at føje en sang til deres Spotify-playliste, end hvis den tilfældigvis bliver sunget på dansk.

Det vides ikke hvorfor, men tallene lyver ikke.

Nu er tiden kommet til Christopher. ‘Ham med guitaren’ er ganske vist ikke hans første livtag med det danske sprog – at påstå det ville være revisionistisk ‘First Like’-fornægtelse – men sangen er første single fra popstjernens første dansksprogede album.

Mest af alt lyder den dog som en ledsager til ‘A Beautiful Real Life’, dokumentaren fra sidste år, der belyste, hvordan Christophers influencer-hustru Cecilie ‘Cillemouse’ Haugaard passede børn og hus, mens han selv var på turné.

Hvordan Haugaard har det med den arbejdsfordeling, behøver vi heldigvis ikke at spørge hende om. ‘Ham med guitaren’ bliver nemlig sunget fra hendes perspektiv og skriver sig dermed ind i en lang tradition for mænd, der taler på deres hustrus vegne.

Cillemouse kalder ham »egoistisk, nærmest narcissistisk«. Hun beskylder ham for kun at være glad, når folk klapper af ham. Hun »må råbe i hans fjæs, til han fatter noget«. Hun omtaler ham som »ham med guitaren«. Hvilket er en mærkelig måde at omtale en mand, hvis musik historisk set sjældent har indeholdt guitar.

På ‘Ham med guitaren’ er der masser af guitar, men sangen lyder nu ikke organisk af den årsag.

Derimod er hvert eneste element i det ekstremt komprimerede lydbillede – fra de bombastiske trommer til Christophers stemme – så retoucherede, at de lyder som de kunstige Instagram-glansbilleder, Cillemouse skrev en bog om, dengang hun talte på egne vegne.

Til dig, der kan lide: ‘A Beautiful Real Life’. Mænd med guitarer. Bogen ‘Instagrim’. Sange, der er på dansk.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af