Mens man venter spændt på at Christopher om et lille års tid skal spille en historisk stor koncert i Øresundsparken, kan man nu se tilbage på den danske superstjernes seneste blockbusterkoncert.
Han har nemlig foreviget den koncert, han i juli spillede i Valbyparken, ved at lægge den op som gratis koncertfilm på sin YouTube-kanal. Filmen har fået det lidt upoetiske, men nok ganske søgemaskineoptimerede navn ‘Christopher Valbyparken 2026 – Hele koncerten’.
Filmen har Victor Vejstrup Sloth i rollen som creative director. Sloth har tidligere arbejdet sammen med Christopher, idet han var assisterende kamerafører på Netflix-spillefilmen ‘A Beautiful Life’ med Christopher i hovedrollen.
Koncerten fik fire stjerner af Soundvenues udsendte anmelder Rasmus Weirup, der skrev: »Med en fremragende vokal og en sprællevende, drøncharmerende tilstedeværelse på scenen var det svært ikke at lade sig smitte, da Christopher spillede for 35.000 ekstatiske fans i Valbyparken«.
Nu kan man selv se, om man er enig i den dom ved at se koncertfilmen herunder:
