’A Beautiful Life’: Christopher er perfekt som meget topløs popmusiker i halvsløj dansk Netflix-film
Allerede helt fra start er der knald på violinerne i Mehdi Avaz’ fjerde spillefilm med den intetsigende titel ’A Beautiful Life’.
Ellers er der intet nyt under melodramasolens behagelige lys i den nye Netflix-film. Karaktererne skændes, forelsker sig og uddeler til sidst halvbagt livsvisdom, som de plejer i filmene fra instruktøren bag ’Mens vi lever’, ’Kollision’ og ’Toscana’.
Bortset fra det kæmpescoop, at popstjernen Christopher spiller hovedrollen. Det er altid spændende, hvis ikke nervepirrende, når en musiker træder ud af sin metier og over i en helt anden faggruppes sko uden andre forudsætninger end sin berømmelse, sit smukke ansigt og talent – for det musikalske.
Men heldigvis er Christopher perfekt til rollen som den lækre fisker, der bliver til en popstjerne. Måske fordi han egentlig bare spiller sig selv.
Fiskeren Elliott (Christopher) spiller guitar med sig selv i en Euroman-lækker fiskerbåd, som leder tankerne hen på orgasmer og daddy-issues. Han vågner altid oven på dynen i sine små mandetrusser, badet i gyldent lys.
Men selvom Elliott af uransagelige årsager ikke vil synge, havner han alligevel på scenen med sin ven Oliver (Sebastian Jessen). Elliott overtager sangen, da Oliver går kold – og chok! Sikke et talent, der gemmer sig bag den tavse fisker, som hele tiden ser ud, som om han prøver at se vred ud.
Han bliver opdaget af produceren Suzanne (Christine Albeck, der viser, hun er lige så pålidelig en skuespiller, som jul er i december), der som en anden Blachman anno 2008 lover at gøre den almindelige mand til en kæmpe stjerne.
Hendes datter Lilly (Inga Ibsdottir) er en hot producer, der har norsk accent, selvom familien ikke er norsk. Der opstår selvfølgelig sød popmusik imellem Elliott og Lilly, selv om de begge to er irriterende og sure. Men krage søger jo også mage.
Med melodramaet er vi i de pludselige graviditeters land og den hårde barndoms nabolag, hvor kærligheden altid sejrer, og tårerne triller til sidst. Håndterer en instruktør genren godt, ender man med mesterlige film, som man så hos Douglas Sirk – eller Lars von Trier, for den sags skyld.
Men selvom det fede ved Mehdi Avaz er, at han tør noget, som underspillede, forsigtige Danmark tager sig selv alt for alvorligt til, så er det indtil videre aldrig blevet til mere end et miskmask af millimeterhøje skabeloner og lige så flade karakterer.
’A Beautiful Life’ føles indimellem som en halvsløj ’SNL’-pastiche over genren, mens filmen andre steder virker til at have et for lemfældigt forhold til sit håndværk. Den traumatiserede Elliott vil for eksempel ikke spille musik, og jeg er stadig ikke helt sikker på hvorfor.
Filmen gjorde mig mere forvirret end nysgerrig, og det skyldes, at manuskriptet ikke har været interesseret i andet end fremdrift og drama. Substans og karaktertegning er ligegyldigt. Fokus har måske været på, hvor mange gange man kunne skrive scener, hvor det ville være tilnærmelsesvist realistisk, at Christopher kan optræde topløs.
Filmens i øvrigt virkelig fængende popmusik skrevet af Christopher selv har en gennemgående verslinje, der skal forklare hele filmens præmis, som ikke engang rimer: »If you have nothing to die for, what are you even alive for?«
Det er, som om filmen ikke gider prøve nok.
Men så alligevel. Der sker noget magisk i mødet mellem Christopher og Inga Ibsdottir. Når de smiler åbent til hinanden, som kun to forelskede mennesker kan, så tager jeg mig selv i at smile med.
Og da Christopher til sidst synger sin sang om, hvor smukt livet er, så fik jeg alligevel lidt gåsehud. Selvom jeg mest bare ventede på, jeg kunne slukke fjernsynet og komme videre med min dag.
Kort sagt:
Christopher er en åbenlyst troværdig som popstjerne, men derudover føles Mehdi Avaz’ Netflix-film ’A Beautiful Life’ kunstig og halvbagt.