‘Toscana’: Dansk Netflix-film er spild af Anders Matthesens talent
Mehdi Avaz’ feelgood-drama med Anders Matthesen skulle egentlig have været i biografen, men nu får den premiere direkte på Netflix som den første fuldbyrdet danske Netflix Original-film.
Set i lyset af, hvor meget ligegyldigt bras Netflix har fyldt fladen op med på det seneste, er det dog ikke ligefrem et adelsmærke. Og jeg må desværre rapportere, at ‘Toscana’ ikke hiver gennemsnittet op. Jeg har sjældent set noget så forudsigeligt og forglemmeligt fra dansk hånd.
Jeg gav Avaz-brødrenes ‘Kollision’ en hård medfart, men i det mindste var den underholdende og medrivende i sit opskruede melodrama. ‘Toscana’, som Mehdi Avaz har skabt uden sine brødre, er en kriminelt tynd omgang, der hverken er antydningen af sjov, rørende eller indsigtsfuld. 10 minutter inde ved man, hvordan den ender.
Filmen varer heldigvis kun halvanden time, men selv det virker langt. Historien er så spinkel, at omtrent halvdelen af filmen består af madmontager. Og ja, maden ser lækker ud, men jeg vidste ikke, at jeg havde tændt for Masterchef.
Anders Matthesen spiller kokken Theo, der har to Michelin-stjerner, men til gengæld en masse vrede og uforløste daddy-issues. Samme dag som en investor i hans nye drømmerestaurant kommer på besøg, får han brev om, at hans fraværende far er død og har efterladt ham et slot, der blandt andet fungerer som restaurant, i Toscana.
Theo vil først ikke have noget med arven at gøre. Men da han kommer til at flippe ud på investoren, der trækker sig, overtaler hans forretningspartner, Merle (Lærke Winther), ham til at tage af sted til Toscana og ordne papirarbejdet til et salg af ejendommen med en advokat. For restaurantens skyld. Det tager max to dage.
Og så kan selv bagerste række naturligvis regne ud, at salget og rejsen trækker ud, at Theos drøm ændrer sig, og at han undervejs lærer noget om sit ophav, om ægte værdier, og hvad der gør ham lykkelig – for hans mor, spillet med autoritet af Ghita Nørby, har jo ret i, at han ikke er lykkelig, bare fordi han er exceptionel til at lave mad.
Ved første stormfulde møde med den smukke Sophia (Cristiana Dell’Anna fra ‘Gomorrah’-serien), som var en af farens loyale medarbejdere, er vi heller ikke i tvivl om, at det bliver hende, der kommer til at lære Theo om livet. Men at det bliver noget værre rod, fordi hun skal giftes om to dage.
Inden da når de heldigvis at lave farens signaturrisotto sammen (uden decilitermål, for man kan ikke måle livet), ligesom Theo finder ud af, at faren faktisk var stolt af ham. Vi får også en række flashbacks til, hvordan de lavede æg sammen.
‘Toscana’ føles særligt som spild af Anders Matthesens talent. Udover hans komiske genialiter, senest set i ‘Ternet ninja 2’, viste han i Frederikke Aspöcks ‘De frivillige’, at han også kan være en glimrende dramaskuespiller.
Det får han så ikke cementeret her, hvor manuskriptet er så håbløst, at jeg tvivler på, at nogen skuespiller ville være i stand til at løfte opgaven. Det hjælper ikke på det hele, at popstjernen Christopher, der spiller kok, går rundt og snuser til vindruer i en af de mange, lange musikbesatte montager om naturens og madens skønhed i det italienske.
End ikke den nyfremstillede parmesan kunne få mig med på dén Toscana-tur igen. To små ikke-Michelin-stjerner herfra.
Kort sagt:
Den første danske Netflix-film med Anders Matthesen er en forudsigelig blanding af floskler og madmontager.