’De frivillige’: Fængselskomedie med Anders Matthesen er en veltimet kæberasler
Det er svært ikke at føle sig røvrendt, når banker lader forbrydere hvidvaske enorme summer i deres filialer, og det er svært ikke at være rasende, når svindlere stikker snablen i den danske statskasse i form af fusk med udbytteskat.
Det er også svært ikke at føle sig røvrendt, når Markus Føns, finansmanden bag tremmer i ’De frivillige’, snedigt bevæger sig op ad rangstigen i fængslet.
Først synes vi, at det er synd for ham, da han får prygl af en rocker, hvis bror har mistet millioner på aktieinvesteringer i det firma, der er gået konkurs som følge af Føns’ økonomiske svindel.
Men da finansmanden selv beder om at blive sat i isolation sammen med de indsatte, der også får tæsk i fængslet – blandt dem pædofile og voldtægtsmænd – ændrer billedet sig.
Hans nye medfanger kender ham fra Go’ Morgen og Go’ Aften Danmark samt den selvhjælpsbestseller, han har skrevet om sin rejse mod lederansvar og lækre biler. Faktisk læser en af fængselsbetjentene hans bog så grundigt, at han kan citere fra bestemte sider. Det afføder straks særbehandling.
Føns er ikke sen til at udnytte sin status. Han indynder sig hos de andre indsatte på fængselsgangen, så han kan rykke op i hierarkiet og på sigt overtage styringen af det kor, som håndboldtræneren Niels (Anders Matthesen) ellers styrer med fast hånd. Han ser ’Hammerslag’ med Christopher Læssøs blåøjede freestylerapper og lader ham prøve sine skinnende laksko, og han låner en Helle Helle-roman på biblioteket, fordi fængselsbetjenten har anbefalet den.
Han bruger andre. Forvandler dem fra mennesker til midler på vejen mod et mål. Og det er også sådan, han behandler os. For hvor vi først holder med ham, indser vi snart, at Føns har taget fusen på os, at vi har heppet på skurken.
’De frivillige’ er derfor nok en farverig fængselskomedie, men det er også en harmdirrende kritik af finanssektorens opportunisme.
Filmen er vellykket både som det ene og det andet: Særligt Anders Matthesen som den emsige korleder Niels og Anders Brink Madsen som fængselsbetjenten, hvis kone »bliver apatisk af hans fysiske tilstedeværelse«, står for latteren, mens Markus Føns (Jacob Lohmann i en sjælden – og sjældent fortjent – hovedrolle) rammer midten af skiven som satirisk kommentar til virkelighedens jetsettere og iværksætterstjerner.
Alligevel er ’De frivillige’ bedst, når den dvæler ved de kriminelles anger og fejlbarlighed: Når Føns konfronterer Søren Mallings sårbare drabsmand, og hans mund snører sig sammen, mens forskrækkelsen udgår fra hans pupiller. Når Niels beroliger sin kone, der er blevet paria i lokalsamfundet på grund af husbondens rædselsgerning og ovenikøbet er tæt på at miste sit job i bageren.
Det er her mellem komik og drama, at ’De frivillige’ for alvor glimrer og med al tydelighed viser, at instruktør Frederikke Aspöck ikke er født som humorist, men har skabt sit navn ved intimt at kulegrave menneskeskæbner, senest i ’Rosita’.
Netop fængslets skæbner slipper hun dog grebet om til sidst.
Her bekender instruktøren sig helt til samfundssatrien i stedet for at give de indsatte den slutning, de fortjener. Groft sagt gør hun lidt det samme som Føns: Hun bruger de indsatte som midler til at opnå sit egentlige mål, nemlig at servere en kindhest til finansverdenens fribyttere.
Pointen går rent ind, men inden da har hun fundet nogle menneskelige dybder i drabsmændene, voldtægtsforbryderne og de pædofile, der afslører, at filmens potentiale er større end som så.
Det potentiale indfrier ’De frivillige’ ikke helt. Men Aspöcks fængselssatire er ikke desto mindre en plusvariant i komediegenren, en film med humor og menneskelig indsigt – samt en dyb foragt for de opportunister, der reducerer livet til en konkurrence.
Kort sagt:
’De frivillige’ er en veltimet, kostelig kæberasler til finansverdenens fribyttere. Den svinger dog næven så hårdt, at den ikke fuldender sine ellers fine portrætter af fængslets særlinge.
Læs også: Anders Matthesen: »Jeg føler mig ikke hjemme i en flok med 20 stoddere«