Anders Matthesen glipper lidt søvnigt med øjnene og stikker snudeskaftet ned i kaffekoppen på den anden side af bordet. Han sidder i et glasbur på et filmselskab i København. Da jeg møder ham, har han netop lagt sidste hånd på manuskriptet til bogen ’Ternet Ninja 2’. Animationsfilmatiseringen af forgængeren ’Ternet Ninja’ hitter stort i biografen, og billetsalget har efterhånden krabbet sig ind på både ’Klovn’, ’Midt om natten’ og ’Olsen Banden overgiver sig aldrig’, fortæller han stolt (filmen endte med at sælge over 940.000 billetter, red.). I februar sikrede den sig tre Robert-priser.
Egentlig er Matthesen på turné rundt i landet med sit nyeste standup-show ’Anden bringer ud’, inden det lander i Falkoner Salen i København til august. Intet under at øjnene er en smule små denne formiddag i marts. Matthesen har som altid jern i ilden og vind i sejlene. Hans status som Danmarks ukronede konge af stand-up fik han selv sat en fed selvironisk streg under i efterårets jubilæumsshow ’Anden 25’, da han kom op af selvsamme scenegulv på Royal Arena, som Dave Chapelle og Jon Stewart kort forinden havde betrådt, iklædt kappe og kongekrone. Anmelderne kvitterede med stjerneregn og roser og placerede endnu engang Matthesen i en klasse for sig.
Men det er ikke Anden, kongen af dansk stand-up, som vi møder i dag. Det er derimod den knap så erfarne skuespiller, Anders Matthesen, som spiller rollen som Niels i Frederikke Aspöcks premiereaktuelle komediedrama ’De frivillige’. Ligesom Matthesen er Niels den siddende regent på tronen i sin egen lille andedam. Men fordi det er en magtfuld position, er det også en eftertragtet position og derfor en udsat position.
Det handler kun om grinet
’De frivillige’ handler om finansmanden og jetsetteren Markus Føns (Jacob Lohmann), som varetægtsfængsles for økonomisk svindel, men efter et brutalt overfald vælger han at gå i frivillig isolation sammen med de svageste indsatte, hvor der hersker et hierarki ledet af Niels, som er fængselskorets selvudnævnte leder. Markus opdager hurtigt, at vejen til det nemme liv på isolationsafdelingen går gennem koret, men Niels er ikke klar til at dele magten med nogen.
»Niels er meget optimistisk, men han er også en bestemt og lidt rigid type, og reglerne skal følges. Han er sådan en, der gerne ville have været sergent, men som også prøver at holde sit eget og andres humør oppe, og på den måde er han blevet en slags faderfigur for de andre i fængslet. Han tager lidt hånd om dem og skaber ro på gangen, fordi det kører efter hans orden. Det er ham, der har den, og så snart den bliver udfordret, holder han fast«, begynder Matthesen.
»Markus Føns har et helt andet syn på at være på den der fængselsgang. Især i starten synes han, de bare er nogle kryb alle sammen, hvorimod de andre prøver at finde deres plads over for hinanden. Markus kan kun være hævet over de andre. Niels er jo håndboldtræner, så han er vant til at motivere og coache, og jo mere han kan håndhæve de der regler om, at man ikke må råbe ud ad vinduet, jo mere kan han også bilde sig selv ind, at han på en eller anden måde er retskaffen og et rigtigt menneske«.
Hvordan vil du beskrive hierarkiet i fængselskoret?
»Det er jo i det hierarki, at Markus ser en mulighed for at få noget kontrol og status tilbage, som han har tabt. For ham er det ligegyldigt, om det er en kæmpe milliardvirksomhed eller et fængselskor, han skal bare til tops og smadre det, fordi han kan. Da Niels begynder at gå ham imod, tager han udfordringen op med det samme, så det er også et spil for selve magtens skyld. For Niels er det nok mere end det. Det er hele hans position, liv og fundament. Selvom de to krydser klinger i den der magtkamp, har de forskellige ting på spil«.
På trods af at Matthesen har indtaget en vægtig position i den mandsdominerede comedy-branche i mere end halvdelen af sit liv, rykker han lidt uroligt på stolen, da snakken drejer hen på hans egne erfaringer med mandefællesskaber og hierarkier, som udgør kamparenaen i ’De frivillige’. Som selvstændig indgår Matthesen sjældent selv i mandefælleskaber, og privat deltager han heller aldrig i, hvad man typisk vil kategorisere som klassiske mandeaktiviteter.
»Jeg går ikke på værtshus, spiller ikke dart, jeg bowler ikke og hader sport, og jeg er ikke til at bygge noget. Jeg kan godt lide at snakke og har måske i virkeligheden nogle meget typiske feminine egenskaber. Når folk siger, ’okay, så skal vi have sådan en rigtig drengeaften’, tænker jeg altid, at det lyder forfærdeligt, for jeg er ikke en af de der drenge«, konstaterer han.
»Jeg føler mig ikke hjemme i en flok med 20 stoddere. Hvis jeg ser noget skrald med ungerne som ’Paradise Hotel’, hvor der står seks drenge sammen, tænker jeg: Gud, hvor er jeg glad for, det ikke er mig, det der med at skulle finde ud af, hvor fanden man skal stå henne. Det ville jeg simpelthen ikke orke. I vores miljø i comedy-branchen handler det jo næsten altid om at lukke lort ud og fortælle historier, som kan få de andre til at grine, for det er det, vi lever og ånder for. Andre kan måske få en tilfredsstillelse ved at have en stor bil eller kunne bygge den bedste carport. Sådan noget siger mig ikke en skid. Det handler kun om grinet. Om der er genklang i det, man sender ud«.
Vigtigt for kvinder at sladre
Du har ikke selv oplevet magtkampe mellem mænd?
»Jo, jeg kender godt det der med, når nogen begynder at folde sig ud og siger: ’Du skal se min nye iPhone’, men så tænker jeg mere, at det er en sjov karakter. Jeg begynder ikke at sige: ’Så skal du se min iPhone’. Sådan noget har jeg slet ikke i mig. Jeg er fælles med folk, når vi griner sammen eller snakker godt sammen, men jeg hader det med at sætte nogle rammer op for virkeligheden, hvor de almindelige regler pludselig er ude af spil. Jeg hader sport, hader spil, hader laseraction og orienteringsløb, folkedans, fælleslege, stafet og ting, hvor man skal highfive hinanden og sige: ’Godt lavet’. Jeg kan godt lide at være i den virkelige verden. Alle de der metaforer for krig og kamp, som vi udøver i hverdagen, brækker jeg mig simpelthen over«.
Med tiden har Matthesen erfaret, at dem, der buldrer allermest, også ofte er dem, som har mest at tabe og mindst styr på tingene. Selv har han ikke noget stort behov for at fylde noget som helst, hvilket måske skyldes, at han får afløb for det på scenen, funderer han. Matthesen kan godt lide at fortælle en god historie og snakke så meget, at han er sikker på, det bliver forstået. Men når han eksempelvis er til fest, hygger han sig ganske fint med at sidde stilfærdigt ovre i et hjørne.
»Jeg synes ikke, det er efterligningsværdigt at lave ringe i andres vand«, siger han.
»Hvis vi nu legede, at jeg havde lige så mange kræfter som nogle mænd, ville jeg ikke have lyst til at skræmme folk med min tilstedeværelse. Jeg synes ikke, det er en kvalitet at indgyde frygt. Det med at gå af vejen for folk er meget mere ærefuldt og civiliseret. Jeg er ikke bange for konfrontation, men jeg tænker, at det er fint ikke at fylde mere, end hvad der er ret og rimeligt«.
Kvinder kan have en tendens til at være rivaliserende – måske fordi vi historisk set har skullet kæmpe mere om pladsen end mænd og ikke har haft samme sociale udfoldelsesmuligheder. Med dit blik for menneskelige dynamikker har du så på samme måde spottet noget, der kendetegner mænd, når I/de er sammen?
»Måske er jeg mere opmærksom på kvinder, for jeg kan sagtens genkende det der med, at kvinder kan være rivaliserende. Når man ser ’Paradise Hotel’, er det jo også tit kvindernes fnidder, der fylder mest«.
Matthesen bryder ud i et af sine høje hyppige grin og fortsætter:
»Jeg ved ikke, om det er generelt, men måske falder mænd hurtigere på plads i forhold til hinanden. Opgør mellem mænd kan være meget voldsomme, men der foregår måske knap så meget i krogene som hos kvinder. Evolutionsmæssigt har det været en utrolig vigtig egenskab for kvinder at kunne sladre. Det er et kæmpe bindemiddel og har i langt højere grad været vigtigt for kvinder at mestre som magtvirkemiddel og positionering i flokken. Mænd har skullet kunne nogle lidt andre ting, som traditionelt set har været sådan noget med styrke, beslutsomhed og mod, men i dag kan man jo også hævde sig i en flok ved at være en enormt flink fyr eller morsom«.
Ham der står lidt i vejen
Hvilken udvikling har du observeret? Er der mere plads til andre mandetyper eller mandefællesskaber i dag, end hvad du oplevede i dine unge dage?
»Det virker, som om de hårde og bløde værdier er lidt mere integrerede i dag. Da jeg var ung, var det ikke sådan noget med, at mænd kunne sidde og holde i hånd eller kysse hinanden for sjov til en fest. Man kendte en, der kunne finde på det, men så var det også, fordi han var halv kuk kuk. Nu ved jeg ikke, hvor repræsentativt ’Paradise Hotel’ er, men det er, som om man skal have guns og være lidt badboy, og samtidig sidder alle og snakker om deres mor, og at de savner en at putte med. Der er en konstant vekselvirkning mellem meget maskuline og meget bløde værdier. Måske er det godt, fordi det betyder, at der er plads til begge dele i dag, men det kan også betyde, at folk ikke aner, hvem fanden de er«.
Nu har du jo været en del af comedy-branchen i 25 år: Hvordan var det for dig at komme ind i den verden som helt grøn. Var der mange stjerner og vandbærere, og var du selv en rebelsk kamphane?
»Jeg tror nok, jeg tænkte: De skal alle sammen ned, og jeg må finde ud af hvordan. Jeg har aldrig været tilfreds med at konkludere: Ham der er god, han er den bedste. Jeg har altid tænkt: Det er mig, der er den bedste, men ham der står lidt i vejen. Han har større muskler, en federe bil og et større publikum. Han har styr på det, ham der. Men det er kun, fordi jeg ikke har fået mit manifesteret endnu. Jeg er meget bedre end ham – i svøb.
Det er det samme, når jeg ser mine kolleger fra USA og tænker: Lige det der, hvor han bruger en masse ord i træk, er meget sjovt. Synd at han ikke er så god til resten. Det er det med aldrig nogensinde at lægge sig ned og sige: ’Det er bare verdensmesteren’, men altid at sige: ’Det der kan jeg også lære’«.
Vågner til vandkamp
Var der nogen magtkampe, der skulle tages i starten for dig?
»Ja, der er jo masser af magtkampe, men det var mere mellem de der bookingbureauer, som prøvede at trykke en lidt. Der var også nogen, der prøvede at holde mig nede. Sådan noget med at ringe og sladre til manageren, hvis man havde lavet en fejl, og sige: ’Ham vil vi ikke optræde med’. Der er en masse fnidder i den der branche, men jeg har altid tænkt: Tilse din egen biks og tilse dig selv. Det kan godt være, man lige holder øje med, hvor de andre er henne, men man skal passe sin egen kørsel, og det har jeg altid gjort«.
Så fokus ikke forsvinder det forkerte sted hen…
»Ja ja, for så kunne jeg have brugt 10 år i folkeskolen på at sidde og flæbe over, at jeg ikke kunne spille basketball lige så godt som en, der var to meter høj, i stedet for at tænke, jeg tegner bare i hvert frikvarter, og sådan har jeg også haft det med comedy. Der er ikke plads til at stå og beundre nogen. Jeg har altid tænkt: Hvordan skulle jeg selv være, hvis jeg skulle beundre mig selv?«.
Har du senere haft en følelse af, at du selv blev ’the one to beat’?
»Nej, for det, jeg laver, er jo lidt i en anden liga, så det er nemt for mine kolleger at sige: ’Han laver noget teater og børnegøgl’ og slutte fred med det. Men der har da været nogen, der skulle lave beef på et tidspunkt og kastede lidt med mudder, og så vågner jeg op til vandkamp. Så er jeg klar. Der er jeg så dejligt barnlig. Man kan jo sagtens sige, at det bare er dejligt, fordi det må betyde, at man er god, men jeg går sgu ikke af vejen for en kamp, hvis nogen vil kæmpe«.
Hvor er du så nu i comedy-hierarkiet? Er du blevet det fredede orakel, som dine kolleger har opgivet at vælte af pinden og i stedet finder inspiration hos?
»Nej nej, det er ikke sådan, at der står disciple og ringer på døren hver dag, men nogle gange er der nogle nye, som ringer og spørger, om jeg kan hjælpe dem, og det vil jeg gerne. Det synes jeg er herligt. Jeg møder unge mennesker, som siger: ’Jeg skal stå i Boxen i Herning’, hvor jeg tænker: Sådan skal det lyde, det er vejen frem. Jeg tror, at selv dem, der synes, at jeg er lidt poppet eller fylder lidt meget, er enige om, at det vist kun har været godt for comedy-branchen. Der er selvfølgelig altid nogen, der vil være sure på én. Men lige nu og her tror jeg ikke, jeg er i krig med nogen«.
Læs også: Anmeldelse af ‘Big Little Lies’ sæson 2
Læs også: Anmeldelse af ‘Black Mirror’ sæson 5
Læs også: Anmeldelse af ‘The Handmaid’s Tale’ sæson 3