’The Handmaid’s Tale’ sæson 3: Da et mesterværk blev en pastiche over sin egen hype
»Men det har jo intet hold i virkeligheden«, sagde manden.
»WTF?« udbrød jeg indvendigt, Offred-style.
For et år siden gæstede jeg et kulturprogram på en af landets største radiokanaler, hvori jeg som en del af et panel på fire (to kvinder, to mænd) skulle tale om, hvorfor Hulus seriefilmatisering af Margaret Atwoods ’The Handmaid’s Tale’ var blevet så omdiskuteret et fænomen som kulturel kommentar på patriarkalsk kvindeundertrykkelse.
Mændene i studiet havde ikke set serien, og det var en af disse (en velbegavet journalist med mange års agtelse på bagen), der alligevel i de sidste minutter konstaterede med alfaderlig autoritet, at kvindelige seeres »frygt« for udviklingen af lignende mareridtsstrukturer i det moderne vesten var stærkt overdrevet.
Snip, snap, snude og så var udsendelsen ude, og det nagede mig efterfølgende, at jeg ikke havde grebet det sidste ord med henvisninger til – duh – den nuværende amerikanske administrations syn på kvinders ret til at bestemme over egen krop, dens leflen for højreekstremistiske strømninger og indskrænkning af LGBTQ-rettigheder. Og kanske endda mindet om, at vores verdenssamfund jo sådan set gladelig handler med diverse nationer, hvis dagligdags undertrykkelse af kvinder og korporlige afstraffelse af ’syndere’ ligger til direkte inspiration for ’The Handmaid’s Tale’s dystopi.
Alt sammen gode grunde til en vis kvindelig ubehag, skulle man mene, og gruen over seriens tematiske relevans er ikke just blevet mindre i lyset af den seneste måneds stramninger af abortlovene i Alabama og Georgia i selvsamme USA, som i fiktionen glider hastigt til højre for helt at falde ud over den demokratiske civilisations kant, da religiøs Gilead-fanatisme lammetæver venstrefløjens naivitet.
’The Handmaid’s Tale’ er således fortsat et af de mest frådende politiske, debatskabende tv-værker, og den rejser vigtige spørgsmål, a la om resten af verden eksempelvis ville føle anderledes handlekraftig indignation, hvis en stat pludselig tvang en hel etnisk minoritet til at dække sig til i offentligheden og fratog både mænd og kvinder deres rettigheder, end når der ‘kun’ er tale om kvindeundertrykkelse af ens eget folk.
Men der er sørgeligt langt imellem aktualitet og kvalitet i tredje sæson, der akkurat, som det skete med ’House of Cards’, er blevet overhalet af en virkelighed, der fortjener langt mere opmærksomhed end Junes lidelsesmarch og dovne vægtning af visuel chokværdi over engagerende historiefortælling. Selv som gyser har ’The Handmaid’s Tale’ givet køb på overraskelsesmomentet i en grad, der knægter underholdningsværdien og lader det – alt andet lige – fremragende cast i stikken med martrede Elisabeth Moss i spidsen.
Siden serien efter første sæson skrev sig udover Atwoods korte, koncise roman og dennes passende åbne slutning, er den knugende klaustrofobi i Waterford-dukkehjemmets Hammerhøi’ske rammer blevet erstattet af bombastiske miljøskildringer, alt imens ultravold og Junes brud med den fjerde væg er indtrådt som faste substitutter for plotfremgang – uagtet at anden sæson ganske vist sluttede med flere cliffhangers, da Stepford-hustruen Serena Joy (Yvonne Strahovski) tilsyneladende skiftede side og hjalp June med at flygte med baby Nicole, og at djævelske Aunt Lydia (Ann Dowd) endelig fik røven på komedie af Emily (Alexis Bledel), hvis mystiske kommandør og Gilead-arkitekt Lawrence (Bradley Whitford, som gjorde god figur i ‘Get Out’) pludselig agerede frelsende engel og sendte sin tjenerinde afsted til Canada. Med Nicole i armene.
June blev til gengæld i Gilead for at redde sin anden datter, Hannah, og gudhjælpemig om hun ikke i starten af tredje sæson vender tilbage til Waterford-domicilen. Intet er imidlertid helt, som det plejer: Fred kappede den sidste streng af emotionel alliance med sin isdronninghustru Serena, da han kappede hendes lillefinger af, og i modsætning til June nøjes hun ikke med at kradse latinske YOLO-budskaber i blomstertapetet. Hell hath no fury like a woman scorned, og Serena sætter bogstaveligt talt ild til ægteskabssengen, hvorefter June genhuses hos kommandør Lawrence.
Her sysler Martha’erne i køkkenet med mere og andet end sylte, når de bistår det ulmende oprør, men hvad er Lawrences eget game? Bradley Whitford gør indledningsvist en interessant mystisk figur som forfatteren, der endte som hjernen bag Gilead, men det er uklart, om de tvetydige intentioner dækker over lidet andet end kedsomhed krydret med en skefuld dårlig samvittighed. Så er der heldigvis mere saft og kraft i June og Serenas nye fortrolige ’forhold’, der givetvis vil spille sæsonens største rolle i at få skovlen under patriarkatet, spædet op med klip til Emilys nye liv i Canada, der illustrerer, at kampen aldrig slutter: End ikke de, der slipper fri af Gileads kløer, kan blive hele kvinder igen, hverken udenpå eller indeni, og Bledel leverer atter en fænomenal præstation, der river i hjertet.
Men længere rækker seriens grundlæggende filosofi heller ikke, og Junes endeløse strabadser i harmdirrende close-ups føles overvejende lige så frugtløse som Serenas æggestokke.
Æstetisk er ’The Handmaid’s Tale’ stadig en grum lækkerbisken med en inciterende atmosfærisk scenografi og sporadisk geniale billedkompositioner: I et sæsonens første afsnit ser vi en bil køre på en mørk vej, og i fugleperspektiv tegner de hvide forlygter og røde baglygter konturerende af tjenerindernes ikoniske outfits. Og skuddet af Serena som en omvendt Jeanne d’Arc midt i hjemmets flammehav har den tiltænkte wauw-effekt – om end det ikke distraherer fra det overordnede faktum, at ’The Handmaid’s Tale’ ikke længere kan leve højt på 2017-hypen, hvor timingen skrev den ind i den sociale diskurs i månederne op til #Metoo-eksplosionen, og hvor serien i selskab med ’Big Little Lies’ blev en prisbelønnet fanebærer for et mere målrettet fokus på kvindedrevne dramafortællinger.
Kan man ikke sætte ild til seerengagementet to år senere, må man jo futte kulisserne af…
»Bare vent!«, snerrer vor hovedperson igen igen ind i kameraet i slutningen af tredje sæsons tredje afsnit med et konspiratorisk smil på de sammenknebne læber, der skal tease os til at købe, at et eksplosivt crescendo er nært forestående. Men hvad hulen venter vi på, June?
Jeg har ikke synderlig tiltro til, at serien selv ved det.
Kort sagt:
Hvad der debuterede som et seriemesterværk med skræmmende god timing i 2017, er i tredje sæson reduceret til en frustrerende pastiche over sin egen hype, hvor der er lidt for langt imellem tematisk aktualitet og reel kvalitet.
Anmeldelsen er baseret på de første tre afsnit.
Lyt til SOUNDVENUE STREAMER: Jacob og Lise dissekerer ‘The Handmaid’s Tale’ sæson 3 og dykker ned i Ava DuVernays racedrama ‘When They See Us’ på Netflix