’Big Little Lies’ sæson 2: Reese Witherspoon og Meryl Streep er i åben krig i djævelsk underholdende opfølger
Jeg tog fejl.
For to år siden sendte jeg kun lige akkurat fire stjerner efter de første par afsnit af HBO’s ’Big Little Lies’, hvis intrigante tone indledningsvist slog mig som en art ’Desperate Housewifes’ i nye designerklæder, blot med større, Oscar-vindende navne på plakaten og dyrere Chardonnay i glasset.
Men ved tæppefald måtte jeg bøje mig i støvet og æde alle reservationer: For pokker for en tour de force af et intelligent, smerteligt og overraskende neglebidende karakterdrama med et whodunnit-twist, der hamrede en fed og fabelagtig pæl igennem myten om, at rent kvindedrevne serier med hovedpersoner på 40+ er et hard sell uden for komediekategorien af gyldne ’pensionistpiger’ med lumre oneliners. Produceret af BFF’s Nicole Kidman og Reese Witherspoon, realiseret af manden bag ’Ally McBeal’, David E. Kelley, og instrueret af Jean-Marc Vallée (’Dallas Buyers Club’, ’Sharp Objects’).
Historien om en lille gruppe veninder, rivalinder og mødre i en pittoresk, californisk luksushvepserede ved kysten stak langt dybere end som så, og særligt Nicole Kidmans komplicerede portræt af en kvinde fanget i et voldeligt ægteskab, hun selv både tænder på og væmmes ved, var skræmmende fascinerende – og åbnede op for en mere åben debat omkring de kontroversielle psykologiske gråzoner og skam, ofre for hustruvold ofte kæmper med.
’Big Little Lies’ blev velfortjent begavet med en sand Emmy og Golden Globe-regn, mens Kidman og Witherspoon talte inspirerende dunder for flere vægtige, feministiske kvindefortællinger i serieland. Derfor kom det heller ikke som den helt store overraskelse, da en fortsættelse blev annonceret, til trods for at første sæson dækkede hele romanforlægget af bestseller-forfatteren Liane Moriarty. Sidstnævnte aber dabei gav imidlertid også grund til nogen utryghed set i lyset af, hvor hurtigt kvalitetskurven knækkede i tidens anden store kvindedrevne dramaserie, ’The Handmaid’s Tale’, da denne ligeledes skrev sig ud over sit forlæg efter en stram første sæson.
Men ’Big Little Lies’ trak et gigantisk kvalitativt es ud af ærmet, da selveste Meryl Streep føjede sig til castet – for Hollywood-dronningen La Streep med de historiske 21 Oscar-nomineringer i bæltet siger som bekendt ikke ja til hvad som helst…
Vi begynder få måneder efter, første sæson forlod Monterey, Otter Bay. I finalen dannede de stridslystne kvinder Celeste (Kidman), skarptungede Madeleine (Witherspoon), den unge alenemor Jane (Shailene Woodley), power-karrierekvinden Renata (Laura Dern) og boheme-elskende Bonnie (Zoë Kravitz) som bekendt endelig fælles front mod Alexander Skarsgårds afstumpede røvhul af en perverteret Ken-dukke, Perry, da sandheden om hans ægteskab med Celeste kom frem i lyset på en og samme aften, som han også blev afsløret som Janes voldtægtsmand. Og paradoksalt blev det Bonnie, der i et kaotisk øjeblik bogstaveligt talt skubbede Perry i døden: »Han faldt på trappen«, lød forklaringen, der karmaspidst ekkoede mørbankede Celeste egne undskyldninger for de blå mærker, husbonden havde påført hende.
Anden sæson omhandler således de damers forsøg på at vende tilbage til en nogenlunde normal hverdag, nu som allierede fortrolige, der dog alle reagerer forskelligt på drabets efterdønninger, og som hver især har deres privatlivshurdler at bakse med: Celeste huser Perrys sørgende snushane-mor Mary Louise (Streep, hvis borgerlige navn rent faktisk er Mary Louise), Madeleine betaler prisen for sit sidespring i første sæson, Renatas mand anholdes for bedrageri i millionklassen, der kaster familien ud i økonomisk ruin (»I will NOT not be rich!« raser geniale Laura Dern), Jane må indrømme over for sønnen Ziggy (Iain Armitage), at Perry var hans far, og Bonnie er zombieficeret af skyldfølelse.
David E. Kelley har ganske klogt valgt at droppe de soap-flashforwards til bitchy naboer og kolleger, der som et spydigt græsk kor i et forhørslokale kommenterede på og sladrede om kvindernes angiveligt slette karakterer igennem første sæson for nu i stedet at lade os komme tættere på nøglespillerne i ’enerum’ – der er intet saftigt mysterium forude i andet kapitel, hvis plot i stedet er fast forankret i nutiden. Men det skærpede blik på hovedpersonernes interne relationer såvel som de to kvinder, der lugter løgnene – Mary Louise og efterforskeren Quinlan – gør heldigvis ingenlunde sæsonen mindre spændende (kvinder har akut mere fintunet intuition end nogen mand i ’Big Little Lies’), og der er fortsat masser af giftigt bid over særligt Renata og Madeleines diktatoriske curling-krav til lokalsamfundets hårdt prøvede rektor.
»Jeg siger dig, de her kvinder er fucking Shakespeare’ske!« snerrer sidstnævnte til skolens nye lærer efter at have fået en episk svada fra Renata over, at datteren Amabella får angstanfald af at blive undervist i klimaforandringer (hvor meget kan vi tillade os at lyve om verdens tilstand over for vores børn? spøger serien).
Mest interessant og ulmende sprængfarlig er dog – surprise, surprise – nytilflytteren Meryl Streeps interaktioner med særligt Celeste og Madeleine. Mary Louise nægter at tro på, at hendes engleblide, perfekte søn kunne have gjort en flue og da slet ikke en kvinde fortræd, og hendes frydefuldt spydige, passivt-aggressive konfrontationer med feisty Madeleine tegner sig for sæsonens highlights.
Streeps præstation kommer så sikkert som amen i kirken til at vinde hende en Emmy (the devil wears cardigans!), og min indledende bekymring for, at ikonets tilstedeværelse ville overskygge seriens fokus, bliver gjort til skamme: Streep stjæler de fleste af sine scener, ja, men Witherspoon giver hende veloplagt kamp til stregen, mens Kidmans Celeste – som har erotiske mareridt om Perry om natten – tvinges til at manøvrere i et minefelt, når svigermor nitpicker mistænkelige detaljer med en kirurgs iskolde blik.
Sæson 2 er instrueret Andrea Arnold, en af de mest bemærkelsesværdige kvindelige indie-filmmagere i branchen, hvis ’Fish Tank’ og ’American Honey’ begge udforskede ung, kvindelig seksualitet under en socialrealistisk lup i henholdsvis den engelske underklasse og på roadtrip i det amerikanske Midtvesten. Her bider hun anderledes guldrimmede skeer med den hvide amerikanske overklasse i deres milliondyre glasvillaer, men hvor ‘The Handmaid’s Tale’ i skrivende stund kører i tomgang i tredje sæson, og ‘Killing Eve’ sæson 2 faldt fra tinderne, rammer ‘Big Little Lies’ præcis den rette balance af voyeuristisk glamour, catfights, dybt relaterbar kvindeintimitet og troværdige billeder af moderskabet til, at jeg er lige ved at give pokker i, hvordan det hele mon ender.
Det er hverdagen, venindeskabet og kulegravningen af begærets fandens frygtelige feminine skyldkompleks som mødre, døtre og krænkelseofre aldrig helt kan ryste af sig, der slår gnister i forræderisk reklamelækre Otter Bay.
Kort sagt:
Skyld og skam driver saftigt af væggene i anden sæson af ’Big Little Lies’, hvor forrygende Kidman, Witherspoon og Dern får fornemt besøg af Meryl Streep på direkte Emmy-kurs som afdøde Alexander Skarsgårds mistænkesomme mommy dearest.
Anmeldelsen er baseret på de første tre afsnit.
Læs også: Anmeldelse af ‘The Handmaid’s Tale’ sæson 3