’Kollision’: Avaz-brødrenes tåreperser drukner Nikolaj Lie Kaas i klicheer
Da jeg anmeldte Avaz-brødrenes flotte mikrobudget-debut ‘Mens vi lever’ i 2017, skrev jeg, at jeg glædede mig til at se, hvad de ambitiøse filmskabere kunne få ud af 10 millioner.
Nu har de skabt ‘Kollision’ for 20 millioner, men jeg må desværre meddele, at der ikke var meget at glæde sig til. Med det forhøjede budget er der plads til fede helikopterskud, dramatiske scener fra en boreplatform og Nikolaj Lie Kaas og Cecilie Stenspil i hovedrollerne. Men der er også skruet op for de hysteriske følelser og klichéfulde replikker, der lå på kanten til at kamme over i ‘Mens vi lever’, men som dengang blev reddet af rå fortælleglæde og godt skuespil.
Med ‘Kollision’ har instruktør Mehdi, manuskriptforfatter Milad og producer Misam Avaz skabt endnu en tåreperser om frygtelige tragedier og store følelser, inspireret af virkelige begivenheder. Men denne gang havde mine øjne alt for travlt med at himle til at producere tårer.
Filmen starter med en tragisk hændelse, som filmskaberne har bedt anmelderne om ikke at spoile. Men konsekvenserne er, at der opstår en kløft mellem forældreparret Leo (Nikolaj Lie Kaas) og Olivia (Cecilie Stenspil), der slet ikke kan finde ud af at kommunikere. Det går ud over deres 9-årige datter Liv (den talentfulde debutant Karla Sigrid Wienberg Avaz, datter til Misam Avaz), som kommer i klemme mellem forældrene i den snart verserende skilsmisse og forældremyndighedssag.
Nikolaj Lie Kaas formår at skabe en rimeligt troværdig karakter, man gerne følger, i form af ingeniøren Leo. Han presses både i privaten og på arbejdet af sin magtfulde svigerfar (Tommy Kenter), der ejer det rederi, Leo har overtaget direktørposten i. Den historietråd er dog et grelt eksempel på filmens forudsigelighed. Når svigerfar beder Leo vælge at overholde tidsplanen frem for sikkerheden i en risikabel olieboring – under protest fra en urealistisk lækker-flirtende borebisse spillet af Julie Christiansen – hvad mon der så sker?
At alting kolliderer på så dramatisk vis skyldes ikke mindst Olivias komplet urimelige opførsel. Filmen forsøger end ikke at se sagen fra hendes side. Hun er så hysterisk og irrationel, at hun slet ikke er en karakter, men en kliché på en tromlende skilsmissemor.
Endnu mindre psykologisk underbygget er hendes bror, Frederik (Sebastian Jessen). At han lider af posttraumatisk stress efter at have været udsendt som soldat er for simpel en forklaring for hans senere handlinger.
Filmen viser mennesker, der taler forbi hinanden. Det er der mange mennesker, der gør, men her foregår det på et frustrerende utroværdigt niveau. Jeg har fx svært ved at tro, at en advokat (Nicolas Bro) under sit første møde med en klient, der er blevet anholdt, bare ville begynde at krydsforhøre ham uden at hjælpe ham til at forstå, hvad sagen drejer sig om. Lignende himmelråbende kommunikationsbrister udspiller sig mellem Leo og Olivia. Når en konflikt kan løses ved at to karakterer taler sammen, føles det ikke som en ægte konflikt.
Til filmens ros skal det siges, at den ikke er kedelig. Filmskaberne er gode til at fortælle medrivende historier om det nære familieliv, der holder tilskueren fanget. Men mit følelsesmæssige engagement kolliderede desværre kraftigt med troværdigheden.
Kort sagt:
Dansk films store mainstreamhåb, Avaz-brødrene, skuffer i anden omgang ved at lade deres storladne familiedrama med Nikolaj Lie Kaas og Cecilie Stenspil kamme over i utroværdige følelsesudbrud, der får denne anmelder til at stå af.
Læs også: De 20 vigtigste danske film i 2010’erne