ANALYSE. I TV 2’s ‘X Factor’ valgte den ene dommer, Nephew- og Hugorm-frontmand Simon Kvamm, for to år siden at pålægge sig selv det dogme, at hans deltagere kun måtte synge på dansk. Et dogme, han fortsat overholdt i den seneste, nyligt afsluttede sæson af den populære sangkonkurrence.
»Dansk er det sprog, flertallet her i landet taler med hinanden på. Og drømmer på. Hvis man spurgte en englænder eller amerikaner, om de følte, det naturligste udgangspunkt var at synge på engelsk eller et fremmedsprog, tror jeg slet ikke, de forstod spørgsmålet«, forklarede han.
Det er ikke, fordi jeg bilder mig ind, at ‘X Factor’ på nogen nævneværdig måde er med til at diktere de dominerende strømninger inden for det danske musikmiljø.
Alligevel er det pudsigt, at Kvamms ‘X Factor’-dogme lige gik forud for en periode, hvor danske musikere pludselig omfavner deres modersmål efter mange år, hvor den danske populærmusik ellers i høj grad har higet efter et internationalt, engelsksproget publikum.
Således har blandt andre Blaue Blume, Ida Laurberg, Laura Ziani, Noah Carter, Turboweekend, Aura Dione og FVN alle inden for de seneste par år skiftet fra engelsk til dansk. Mange af dem for ganske nylig. Spørgsmålet er: hvorfor?
Frygten for modersmålet
Selvom Simon Kvamm – der da også selv siden 00’erne har været bannerfører for dansksproget sangskrivning – finder det mest naturligt at synge på dansk, er det langtfra alle, der har det på samme måde.
»Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville skrive et dansk album en dag«, fortalte Aura Dione således i en video på Instagram i forbindelse med udgivelsen af ’Venner for livet’, som er hendes første dansksprogede single nogensinde.
Mellem linjerne forstår man, at det at synge på dansk ikke er noget, man bare lige gør. Man skal tage tilløb. Måske endda gøre sig fortjent til det.
»Du danske sprog, du er min moders stemme, så sødt velsignet du mit hjerte når«, skrev H.C. Andersen ganske vist. Men netop denne voldsomme, følelsesmæssige prægnans, som ligger i modersmålet, kommer også med en følelse af ansvar, ærbødighed og berøringsangst.
Eller som rapperen FVN formulerede det, da hun i marts udgav sin første dansksprogede single, ’Forskel’: »At gå fra engelsk til dansk er no joke! […] Jeg er så stolt af mig selv! Ikke kun for at udvikle evnen til at kreere og skabe dansk musik, men for at turde at springe ud i det!«.
Siden da er ‘Forskel’ blevet fulgt op af endnu en dansksproget single, ‘Ærligt jeg dør’, og i et interview med Soundvenue uddyber hun: »Du kan pakke det så meget ind på engelsk, men man er virkelig blottet på dansk. Og så er der jo også bare en måde at tale dansk på og en måde at tale engelsk på, og der er ting, der bare ikke er særlig cool at sige på dansk«.
Denne idé om modersmålet som noget, man skal turde at tage i brug, går igen hos gruppen Blaue Blume, der tidligere i år udgav deres første dansksprogede album, ‘Regnvåde sale’.
I et interview med musikmediet Gaffa fortalte de, at det var nødvendigt at blive »mindre bange for modersmålet« for at kunne lave pladen.
»For mig er det, fordi nuancerne pludselig er så tydelige. Jeg forstår hvert ord i en kontekst af nu 35 års liv med sproget […] Jeg forstår, hvordan folk – både belæste og ikke-belæste – bruger ordene, og derfor er der mange mikronuancer og betydninger i hver eneste linje på dansk, fordi vi forstår det så indgående«, udtalte trommeslager Søren Buhl Lassen blandt andet.
Dansksproget dominans
Én årsag til, at disse musikere pludselig omfavner det danske sprog, er altså denne på samme tid inspirerende, angstprovokerende og udfordrende direkte forbindelse til sproget, som et sådan skift medfølger.
En anden er formentlig, at danske musiklyttere ser ud til simpelthen at foretrække dansksproget musik lige nu.
Det mest fascinerende eksempel er måske Noah Carter, der sidste år udgav sit første dansksprogede album, efter at hans fans i næsten et årti havde håbet på et sådant.
At fans skulle vente helt til 2024 på, at Carter endegyldigt omfavnede sit modersmål, er næppe tilfældigt. Mon ikke Carter godt kunne læse skriften på væggen og se, at der næppe kommer et bedre tidspunkt?
I hvert fald er det påfaldende, at Kodas netop udgivne liste over sidste års mest indtjenende danske sange udelukkende udgøres af sange sunget på dansk. Og kaster man et blik på den danske hitliste over sidste års 100 største sange, er der en massiv overvægt af ikke blot danske, men dansksprogede sange.
For eksempel er der kun to ikke-dansksprogede sange at finde i top-10 på listen, hvor dansksprogede sange af navne som Mumle og Gobs ligger højere end internationale hits af Sabrina Carpenter og Billie Eilish.
Det er en tendens, der går igen mange steder i Europa.
Kigger man på hitlisteplaceringer, statistikker og salgstal i lande som Frankrig, hvor 18 ud af de 20 bedst sælgende album i 2024 var på fransk, samt Tyskland, Spanien, Italien, Holland og Portugal, er der overalt en tendens til, at sange sunget på de respektive landes nationalsprog er langt mere populære end den amerikanske popmusik, som ellers fortsat fylder mest i musikdiskursen både på sociale og i traditionelle medier.
Det er der ikke som sådan noget nyt i. Kigger man på hitlisternes udvikling over de seneste 10 år, ser det ud til, at lokale kunstnere kun er steget i popularitet, i takt med at streamingtjenesterne i stigende grad har udkonkurreret radioen som det dominerende medie for musiklytning. Sidste år var otte ud af de 10 mest populære sange herhjemme på dansk. I 2015 var kun to danskere repræsenteret i top 10 – og begge sang på engelsk.
Det lader til, at folk – så snart der ikke er en radiokanal, der dikterer, hvad de skal lytte til – automatisk søger musik, der synges på deres modersmål.
Nærhed eller nationalisme?
Det er en interessant udvikling i en tid, hvor popkulturens resterende sektorer fortsat lader til at være underlagt den amerikanisering, der har fundet sted siden midten af det forrige århundrede. Det er stadig de store Hollywood-produktioner, der primært trækker folk i biografen.
Men mens det er svært at nægte, at streamingtjenesternes indtog har skabt en udvikling, hvor dansksproget musik bliver mere populært, er det straks vanskeligere at svare på, hvorfor den engelsksprogede monokultur slipper sit tag i forbrugeren, når det kommer til popmusik.
Det er besnærende at tænke, at udviklingen skyldes en kollektiv længsel efter et medmenneskeligt fælleskab forankret i det sprog, der forbinder vores lille kongerige.
Eller at forkærligheden for dansksproget musik er en del af samme politiske vækkelse, der har fået en stor del af danskerne til at boykotte amerikanske firmaer som Coca-Cola og McDonald’s. Eller at den skyldes rendyrket nationalisme som reaktion på mange års internationalisering og på den måde er et udtryk for hele verdens højredrejning.
Alle forklaringer forekommer mig besnærende, men næppe særligt sandsynlige.
Mere sandsynlig er måske den lidt mindre højtravende forklaring, som er, at mange danner de tætteste bånd til den musik, som de kan høre – og synge med på – til koncerter og på festivaler, hvilket immervæk oftest er danske sange af danske kunstnere.
Kunstnere, der kan opleves igen og igen hele året rundt, uden at man skal finde vej til kæmpestore stadioner i Sverige eller Tyskland. Og sange, der føles naturlige at synge med på, netop fordi de synges på det samme sprog, som vi – som Simon Kvamm formulerede det – taler og drømmer på.