Ida Laurberg synger om at navigere i verden med diagnoser – lyt til singlen ‘En anden planet’

Ida Laurberg synger om at navigere i verden med diagnoser – lyt til singlen ‘En anden planet’
Ida Laurberg på Roskilde Festival i 2024. (Foto: Kevin Thor/Soundvenue)

Efter sidste års Ella Augusta-samarbejde ‘Bedre held næste gang’ er Ida Laurberg nu klar med en ny single på egen hånd.

‘En anden planet’ er en personlig sang om at føle sig anderledes, som et rumvæsen, der ikke har hjemme på Jorden. Sangen kommer i kølvandet på, at popartisten sidste år blev diagnosticeret med autisme – efter hun i forvejen havde en adhd-diagnose.

»Den her superkraft er ubrugelig blævren / Hvis ikke man har præ-installeret social software i hovedet«, synger hun blandt andet på ‘En anden planet’.

»Som barn tænkte jeg nogle gange, at jeg måske slet ikke var fra jorden, men fra en helt anden planet, og at det var derfor jeg følte mig sådan lidt langt væk fra andre mennesker. Og hvis jeg var rigtig heldig, ville min alien-familie snart hente mig og tage mig med til et sted, der ægte føltes som hjem«, fortæller Laurberg i en pressemeddelelse.

Her skulle der være en Spotify-player, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Her forklarer hun også, at hun gennem musikken har bearbejdet den livslange følelse af ikke at passe ind. At den nye sang har givet hende fornyet kontakt med sig selv og samtidig har skabt en samhørighed med de lyttere, der genkender følelsen.

»For mig er hele pointen med at lave musik at få folk til at føle sig mindre alene – og at få mig selv til at føle mig mindre alene! Og mit ønske er allerede gået i opfyldelse. Jeg har spillet sangen hele sommeren og på min efterårstourné, og selvom den ikke er ude endnu, er det en af de sange folk kommer og snakker allermest med mig om«, fortæller Ida Laurberg.

»Det sidste års tid har jeg arbejdet meget på at mærke efter hvad jeg synes føles rigtigt, sejt og sjovt, og nu er det pludseligt begyndt at vælte ud. Det synes jeg også man kan mærke i musikken – det føles endnu mere som mig«.

Laurberg teaser desuden for, at der er mere ny musik på vej. Et 2026-album lyder dermed sandsynligt.

Hendes seneste udgivelse er debutalbummet ‘Bænkevarmer’ fra 2024. Samme år spillede hun på Roskilde Festivals Orange Scene.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af