Roskilde Festival: Stjernerne væltede ud af Ida Laurbergs legehus på Orange Scene
Hvorfor stiller man et legehus og en bænk op midt på Orange Scene, når man skal cementere sit navn som prinsessen af dansk pop? En af grundene kunne være, at så man har en bænk at sidde på, når man entrerer scenen med den iørefaldende ’Bænkevarmer’.
Ida Laurbergs eftermiddagskoncert leverede meget af det, vi havde håbet på. For popkometen fra Helsinge var ikke den eneste, der skulle komme ud gennem legehuset i de barnlige farver.
Denim-klædte Ida Laurberg var flankeret af oplagte musikere, der afgav ægte band-vibe og ikke blot virkede som hired guns. Koncerten bød på habile versioner af en lang række stærke pluk fra det dansksprogede katalog. Ida Laurbergs ørevenlige pop inkorporerer elementer af Fleetwood Mac sammen med en buffet af 80’er-inspirationer, og man mærkede, at bandet elskede at sætte tænderne i de dybt melodiøse sange.
Da vi nåede til ’Jeg ka’ rigtig godt li’ dig’ kom Andreas Odbjerg også ud gennem dukkehuset. Han var iført orange baskerhue og orangetonede briller, og sammen fik de hele publikum til at hoppe og vippe med det uafrystelige hit. Det var forrygende at opleve live, men det var også så soleklart et visit, at det havde været en skandale, hvis det var udeblevet.
Det nye samarbejde ’God dag’ fulgte efter, og Tingbjerg-helten, Orange-åbner Lamin, kom også ud gennem døren og leverede sin rap på en måde, som om Orange Scene allerede er blevet hverdagskost.
Nummeret er et fantastisk sommer-snapshot. Det er blot farligt at sætte de to sange efter hinanden, for man bliver bevidst om, at sangene deler lovlig meget DNA på det musikalske plan. Og visit af denne kaliber gør samtidig, at man måske blev lidt skuffet, når Ida Laurberg måtte synge ’Stimulanser’, uden at Tobias Rahim kom ud gennem legetøjsdøren.
På Orange Scene forventer vi kun det ypperste. Og i koncertens sidste del var det her og der lidt op ad bakke. Det var i passager mere som at overvære ét festivaljob ud af mange langs den danske sommerlandevej. Et helt nyt nummer i duet med Tina Dickow kunne ikke helt antænde folk.
Ida Laurberg måtte forsikre om, at det helt store hit var lige om hjørnet, da hun og hendes band nåede til ’Lige før lukketid’, og en kold vind strøg ind over Dyrskuepladsen. Men ’Terrier’ var selvfølgelig også den kæmpe crowdpleaser, den er født som. Og publikum kunne skråle med på det geniale omkvæd, da Laurberg rakte mikrofonen i vores retning.
Det blev den oplagte finale og sendte alle videre med ørehængeren summende inde i hovedet.