Unge danske filmtalenter er under beskydning – men kritikernes sigtekorn er i udu

Kulturkommentatorerne falder over hinanden for at skælde ud på de race- og kønsbevidste elever fra Den Danske Filmskole. På halvkomisk vis forventer de, at en ny generations oprør er præcis det samme som deres eget, skriver Soundvenues filmredaktør.
Unge danske filmtalenter er under beskydning – men kritikernes sigtekorn er i udu
Magnus Millang i den pludseligt omdiskuterede 'Dan Dream'. (Foto: Per Arnesen)

KOMMENTAR. Krænkelsesparate kunstnertyper og en overhængende trussel mod såvel ytringsfriheden som fremtidens danske film?

Eller en bagstræberisk filmskole præget af gamle hvide mænd med et arkaisk blik på race og køn?

Bølgerne er gået højt, efter en anonym elev fra Den Danske Filmskole i Filmmagasinet Ekko beskrev undervisning med »eksplicit racistisk og minoritetsfjendtligt indhold«, kritiserede en reaktionær hvid lærerstab og langede ud efter navngivne medstuderendes midtvejsfilm, som ifølge eleven fremelskede racistiske stereotyper og misogyni.

Siden kom det frem, at en gruppe elever udvandrede fra en time, hvor en klippelærer havde vist fraklip fra ’Dan Dream’ (som læreren selv havde klippet), hvori Magnus Millangs enarmede mekaniker ytrer racistiske vittigheder.

Og så farede kulturkommentatorerne ellers i flint. Alle fra Gyldendal-chef Morten Hesseldahl til Zentropas Peter Aalbæk Jensen samt lederskribenter fra Jyllands-Posten til Berlingske og selv Information har råbt vagt i gevær:

Filmskoleeleverne skal kunne tåle at se eksplicit racistiske milepæle som ’En nations fødsel’ (hvor Ku Klux Klan redder dagen) og nazipropagandaværket ’Viljens triumf’ for at forstå filmhistorien, og det er underminerende for de kommende års modige danske filmværker, hvis alle fortællinger skal gås efter med en tættekam af sensitiviy-konsulenter og trigger warnings, har hovedbudskaberne lydt.

Et nyt ungdomsoprør

Som i mange af tidens identitetsdiskussioner er villigheden til at forstå den anden fløjs position til at overse.

Først og fremmest er det paradoksalt, hvordan kritikerne af filmskoleeleverne synes optagede af at forsvare den rebelske filmkunst og de oprørske instruktørers mulighed for at fortælle præcis de historier, de ønsker. Ligesom deres egen generations rebeller gjorde det fra 60’erne og frem.

De efterlyser vildskab, men det skal være deres form for vildskab. De efterlyser provokation, men det skal være deres form for provokation.

Midt i forargelsen er de helt blinde for, at det, de er vidne til, faktisk er et nyt ungdomsoprør. Den nye generation af elever gør op med en kunst- og livsanskuelse, som de mener er præget af nogle tydelige faldgruber med alvorlige konsekvenser for virkelige mennesker.

Og skulle man være i tvivl, om hvorvidt den nye generations oprør er akkurat så provokerende og grænseoverskridende som de foregående generationers antiautoritære kamp, kan man jo bare se på reaktionen lige fra lederplads til kommentarspor.

På grænsen til det morsomme bliver det, når Berlingske i deres leder hylder dansk film for at være »fri, fandenivoldsk, vild, grænsesøgende«, men mener, at ledelsen fra Den Danske Filmskole svigter, når de tillader, at eleverne forlader undervisningen.

Vi vil have vilde og fandenivoldske filmkunstnere – men de skal død og pine blive siddende på deres mås, når der bliver vist fraklip fra ’Dan Dream’!

Den tankeløse provokation

En anden mærkværdig misforståelse i diskussionen af den grænsesøgende filmkunst er den manglende skelnen mellem bevidst og ubevidst provokation.

Jeg vil også meget nødig være den næste Lars von Trier foruden. Hvis nogen skulle have glemt det, vakte skildringen af kvinder i især Triers ’Antichrist’ en voldsom debat herhjemme i 2009. Alle kontroverserne til trods får Trier stadig al den støtte, han kan drømme om, til at lave sine film, ligesom hans tidligere mesterværker lever videre. Det er jo grundessensen af en fri og levende filmkultur – og lad os i samme åndedræt lige holde fast i, at grænsesøgende film gerne må debatteres vildt og blodigt, uden at man behøver råbe »cancel-ulven kommer«.

Får de ingen op af stolene, er de jo per definition ikke grænsesøgende!

Lars von Triers ‘Antichrist’. (Foto: Zentropa)

Lars von Trier er en meget bevidst provokatør, men det, jeg oplever, at de fleste i den nye generation vil til livs, er den tankeløse grænseoverskridelse: Den karakteristik af minoriteter, som man simpelthen ikke tænker over, er stereotyp.

Der er vel ikke nogen, som i ramme alvor kan mene, at filmkunsten er blevet mindre interessant, efter man er holdt op med at smøre skosværte i hovedet på hvide skuespillere, når man har brug for en sort karakter i en film. Eller efter man er begyndt at overveje, om indvandrere i dansk film kunne være andet end taxachauffører, kioskejere og pizzabagere. Eller efter man aktivt er begyndt at tænke over, om ens kvindelige karakterer er selvstændige væsener, der snakker om andet end mænd.

Projektet i det nye ungdomsoprør er i høj grad en bevidstliggørelse, som også afspejler sig i tilgangen til filmhistorien. Har man selv haft Filmhistorie på en højere læreranstalt, vil man vide, at mandlige instruktører fra Vesten fylder næsten hele billedet. Og som i den aktuelle genovervejelse af historien på andre kulturelle felter er det naturligvis relevant at spørge, om der er noget, man har misset.

Kunne man – i stedet for blot ukritisk at undervise i de samme kanoniserede mestre, som man har gjort i årtier – for eksempel tjekke den velansete filmhistoriker Marc Cousins dokumentar ’Women Make Film’ ud for at se, om inspirationen mon lige så godt kunne komme andetsteds fra?

Ny lærer i Filmhistorie på Den Danske Filmskole er Mads Mikkelsen (ikke dén), til daglig programredaktør på CPH:DOX og kendt som en af de mest velverserede hardcore-cineaster i landet.

Til Berlingske udtalte han forleden:

»Jeg er kritisk over for kanontanken. Filmhistorien er eksempelvis meget mere end Hollywood, som for mange mennesker er lig med, hvad film overhovedet er. I min optik må film gerne vise os et mere nuanceret billede af verden og dens mangfoldighed af kulturer«.

Tunnelsyn

Det er selvfølgelig meget nemmere at plante filmeleverne i blomsterbedet for bly violer end at prøve at forstå deres længsel efter at udvide perspektivet og stille spørgsmål ved givne sandheder.

Af eleverne kan man til gengæld håbe, at de vil stifte bekendtskab med alle slags filmhistoriske hovedværker (nej, ’Dan Dream’ ikke medregnet!), så de ved, hvad de bygger ovenpå og reagerer imod. Der er ingen grund til at importere de værste tendenser fra universitetsmiljøerne i USA, hvor man for eksempel synes at have umanerligt svært ved at adskille det, romankarakterer udtrykker, fra hvad forfatteren bag værket mener – og meget nemt ved at blive dybt såret på vegne af grupper, man ikke selv repræsenterer.

Victoria Carmen Sonne i ‘Holiday’.

Jeg håber også, at eleverne vil se filmkunsten gennem andre prismer end blot race og køn. Og jeg må desuden appellere til en vis proportionssans. For når man uden selv at lægge navn til offentligt udskammer en navngiven medstuderende, der i sin eksperimenterende skoletid har prøvet at lave en »antiracistisk, queer fortælling«, er man nok ved at udvikle et tunnelsyn, der får svært ved at klare sig uden for skolens mure. Verden bliver næppe et bedre sted, hvis man insisterer på at se fjender, hvor alle andre ser allierede.

Endelig håber jeg, at provokationen lever videre i dansk film, om end den helt sikkert antager andre klæder end tidligere. Fra Scorsese i 70’erne til Tarantino i 90’erne skabte grafisk filmvold kæmpe palaver, mens vi i dag ikke så meget som løfter et øjenbryn, når Mads Mikkelsen (dén) hakker en teenager én på tuden i ’Retfærdighedens ryttere’, eller Nicolas Winding Refns modelhovedperson fortærer øjenæbler i ’The Neon Demon’.

Bud på en ny generations grænsebrydende film er alt fra svenske ’Pleasure’ til franske ’Titane’ og danske ’Holiday’ og ’Dronningen’, som alle er meget langt fra de moraliserende-forudsigelige PC-film, kritikerne har ængstelige mareridt om bliver resultatet af de aktuelle diskussioner.

Hvor ville det være røvsygt, hvis en ny generation bare afsøgte samme tabuer som den foregående.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af