’Holiday’: Den mest provokerende danske debut længe er et ondt syrebad af en film
At kalde en film som ’Holiday’ for ’Holiday’ er omkring noget af det mest forskruede og herligt provokerende, jeg kan komme i tanke om.
For nok er overfladen i svenske Isabella Eklöfs danske debutfilm feriefarvemættet og lækker med hawaiiskjorter, eksklusive biler, labre bikinier, isbutikker, azurblåt hav, grønne palmer, stribede badebolde, smaragdsmykker og festlige drinks, men lige under den nærmest spiselige overflade finder du en mareridtsagtig malstrøm af dysfunktionalitet og ydmygelse. Ondskaben lurer ikke i skyggerne, men bades i solens skarpe stråler, frit for alle at skue.
Lige så varmt sceneriet i Bodrum ved den tyrkiske riviera tager sig ud, lige så brutalt koldt løber det dig ned ad ryggen fra start til slut i ’Holiday’.
Årsagen til den ubehagelige, rygrislende fornemmelse er den frustrerende apati, den unge kvinde Sascha (Victoria Carmen Sonne) tilsyneladende modtager alverdens uhyrlige fornedrelser med. Sascha er fra start på udebane, da hun ankommer alene til Tyrkiet med kufferten fuld af narkopenge, som hun transporterer for kæresten Michael (en slimet charmerende Lai Yde).
Imens hun venter på at blive genforenet med Michael og resten af slænget, nyder hun solen og shopper nyt badetøj og solbriller. Hun låner lidt euro fra pengebunken, da dankortet bliver afvist i butikken. Det fortæller hun pligtskyldigt til mellemmanden Bobby, der kvitterer med ikke én, men to syngende lussinger og en formaning om, at dette er hendes eneste advarsel. Og der, på forsædet i den parkede bil, ytrer den angste Sascha et lettelsens »tak!«.
En voksen kvinde talt ned til, irettesat og slået som et uartigt barn. Sådan planter Eklöf overlegent sikkert ubehaget i dig helt fra start. Et ubehag, der ulmer og gør dig hyperopmærksom på hvert eneste ord, blik og bevægelse filmen igennem. Ved Michael mon, at Sascha har forbrudt sig imod ’reglerne’ i hans lille narko-og-hotel-gangsterparadis? Er det dét, hans glubske ulvesmil fortæller hende? Magtbalancen er uhyggeligt skæv, og truslen om faktiske overgreb gør ’Holiday’ til en nærmest lufttom film at befinde sig i.
I rollen som Sascha er Victoria Carmen Sonne en enigmatisk åbenbaring, du på intet tidspunkt kan tage øjne fra. Blåøjet naiv, men alligevel med en lille flig af farlig kækhed. Føjelig og mærkeligt kølig. Flere scener foregår foran spejle, hvor Sascha prøver tøj, poserer eller danser. Sonnes søgende blik på sig selv der i spejlet er filmens sorte hjerte. Her ser vi Sascha afprøve og afstemme sig selv i forhold til de mere og mere ekstreme situationer, hun befinder sig i.
Michael og hans magtverden er grænseoverskridende. Hvilket smil skal Sascha smile med, efter Michael har bedøvet hende med stoffer i en drink og gjort hvem ved hvad med hende helt livløs på sengen? Efter han, i den ledeste scene jeg nogensinde har set i en dansk film, har voldtaget hende på det kolde flisegulv midt i luksusvillaens fællesstue? Hvilke personlige grænser skal Sascha selv overskride for at beholde sin magtposition i den – udefra set – lille, sørgelige gangsterfamilie på Tyrkiets tacky guldkyst?
Nadim Carlsens brede scopeoptik indfanger minutiøst sceneriet i gennemkomponerede, farvemættede totalbilleder a la Ulrich Seidl, hvor intet er overladt til tilfældigheder. Lange, uklippede takes giver skuespillerne albuerum og bidrager til den nærmest provokerende kompleksitet, der kendetegner ’Holiday’.
’Holiday’, som den dansk filmskoleuddannede Eklöf har skrevet i fællesskab med forfatteren Johanne Algren, er et ondt syrebad af en film. Eklöfs blændende stilsikre debut udstiller – helt uden at blinke – hvordan magtstrukturer korrumperer mennesker på de mest modbydelige måder. Hvad man ikke gør for en plads i solen.
Kort sagt:
Mageløse Victoria Carmen Sonne leverer en frygtløs hovedrollepræstation i Isabella Eklöfs ’Holiday’, den vildeste, overlegent stilsikre og mest provokerende debutfilm længe set under danske himmelstrøg.