Sascha sidder ved siden af sin elsker Michael i en sofa i en ferievilla i Tyrkiet. Hun er ung og dullet med platinblond hår. Hans grå stænk afslører, at han kunne være hendes far. Sascha rejser sig for at gå, da Michael river fat i hendes arm og strammer næverne om hendes hals. Han tvinger hende ned på marmorgulvet, sætter sig tungt over hende og flår hendes hvide shorts af, så hun ligger nøgen fra livet og ned. Han åbner sine bukser og blotter sit stive lem. Stikker hende en lussing. Hun giver ham et par halvhjertede knytnæveslag. Slaget er tabt på forhånd, erkender hun. I stedet synker hun apatisk ind i sig selv.
Hun ved, hvad der venter. Hun har prøvet det før.
Jeg tror måske, jeg har lyst til, at de umulige også skal lykkes
Denne eftermiddag sidder Sascha over for mig og kigger mig direkte ind i øjnene med sit døsige, drømmende blik. I virkeligheden hedder Sascha ikke Sascha, men Victoria Carmen Sonne. Det er hende, der lægger krop til hovedrollen i Isabella Eklöfs premiereaktuelle film ’Holiday’, som blandt andet inkluderer den barske voldtægtsscene mellem den naive Sascha og hendes utilregnelige kæreste Michael (Lai Yde). Voldtægten udspiller sig under en ferie sammen med Michaels proletariske gangsterslæng i et tyrkisk luksusparadis, hvor hverdagen er fyldt med coke, vold, brillanter og grillstegt hummer.
Rollen som Sascha er bare en ud af flere overbevisende præstationer, som de senere år har gjort Victoria Carmen Sonne til en af sin generations lovende stortalenter. Pt. er hun the one to watch. Et styks Bodil og Robert er det allerede blevet til, siden den 24-årige skuespiller dimitterede fra Scenekunstskolen i København i 2016. Dertil kommer et imponerende cv bestående af biroller i film som ’Eliten’, ’Vinterbrødre’ og ’I blodet’ og hovedroller i kommende spillefilm, som, udover ’Holiday’, tæller ’Neon Heart’ og ’Psykosia’ (tidligere kendt under arbejdstitlen ‘Teenage Jesus’).
Rejekælling og sylfide
Det er derfor, vi sidder her ved et lille kvadratisk bord på Ravelinen på Christianshavn. Jeg skal forsøge at lære dansk films nye stjerneskud lidt nærmere at kende, inden gennembruddet for alvor bøjer hendes navn i neon. Helt let skal det nu ikke blive, viser det sig. For Sonne er prototypen på skuespilleren, der helst møder verden bag en maske. Med sådan en på giver hun sig til gengæld gerne betingelsesløst med både hud og hår.
Det er hende, der har valgt, at vi skal mødes på den landlige frokostrestauration bag det gule bomhus fra 1728. Vi sidder i pavillonen med udsigt over det gamle voldanlæg. Her er dejligt. Stille og roligt, synes hun, og så bor hun i nærheden. Vi fifler med menukortet på den ternede dug, da vores tjener, gammeldags klædt i hvid skjorte og vest, stiller sig i position ved vores bord.
Sonne bestiller en fiskefilet med rejer og majonæse og nikker ja til, at vi holder os på vandvognen. »Snaps!«, joker hun hæst, da tjeneren er forduftet. »Du er journalisten, du skulle da bare fylde på mig, hvis du gerne vil have mig i snak«.
Som hun sidder der med sin spinkle skikkelse svøbt i sort, håret samlet i en pjusket knold, rødlakerede negle, rustikke fingerringe og et vintage kædebælte fra Chanel, er Sonne både skæv og smuk, lillepiget og damet, elegant og rå. Hun er rejekælling og sylfide i ét og flabet og følsom med et ungdommeligt strejf af anarkisme.
Om et par dage starter Sonne optagelser på endnu en hovedrolle i Daniel Denciks spillefilm ’Miss Osaka’, som skal indspilles i Nordnorge og Japan. Denne gang transformerer hun sig til kvinden Ines, som lider af social angst og OCD. Når Sonne skal gøre sig klar til en rolle, læser hun gerne manuskriptet igennem til hudløshed, så hun kan det så godt, at hun har frihed til at være totalt til stede i momentet. Derudover plejer hun at opdigte en række falske minder og forhistorier, som hun fodrer sig selv med i arbejdet med karakteren. Ellers er det meget forskelligt, hvad forberedelsen består i, for rollens interesser og udseende har det med at smitte af på hendes eget liv, fortæller hun.
»Sascha er for eksempel meget opportunistisk og nysgerrig, så med hende kunne jeg pludselig finde mig selv inde i Magasin, hvor jeg bare gik rundt og oplevede og duftede til alle parfumerne, prøvede sminke og tøj og købte en jordbærmilkshake i Joe & the Juice. Det kan også styre, hvor jeg går hen, og hvem jeg taler med og de mindste ting, som hvad jeg spiser og ser i fjernsynet«.
Et ekko af hendes indre
Hun har ikke selv opdaget det, men i sine to år som færdiguddannet skuespiller er Sonne langsomt, men sikkert blevet galionsfigur for den nye bølge af unge progressive filmhåb, som er blevet udråbt som dansk films længeventede redningsplanke. Men hendes samarbejder med instruktører som Hlynur Pálmason (’Vinterbrødre’), Marie Grahtø Sørensen (’Psykosia’), Laurits Flensted-Jensen (’Neon Heart’) og Isabella Eklöf (’Holiday’) har egentlig aldrig haft til hensigt bevidst at bryde med det etablerede. Sonnes fokus er først og fremmest at arbejde sammen med modige og generøse mennesker, som emmer af ægte indre skabertrang.
»Dem, jeg arbejder sammen med, er ikke interesseret i en revolution. De er bare interesserede i at lave deres ting, og derfor bliver jeg også interesseret, fordi de kommer med en autenticitet. Jeg har ikke lyst til at arbejde sammen med folk, som bare gerne vil lave noget anderledes. Det virker hult. Der skal være en energi og vigtighed, for det synes jeg, det kræver, og det skylder man også folk, der skal glo på det«.
En anden ting, som er vigtig for Sonne, og som kendetegner størstedelen af hendes hidtidige roller, er at give en stemme til alle dem i samfundets upolerede hjørner, som ellers ikke ville blive hørt. I kortfilmen ’Melon Rainbow’ spiller hun en ensom rengøringsassistent, som om natten forvandler sig til pornostjerne foran sit webcam. I ’Neon Heart’ er hun en alenemor, som ender i sexindustrien. I ’Psykosia’ spiller hun en psykiatrisk patient, i ’Miss Osaka’ spiller hun en kvinde, som kæmper med sin psyke, og i ’Holiday’ finder Sascha sig i at blive slået og misbrugt i sit magtsyge forhold til den kriminelle Michael, fordi hun hos ham får en følelse af at høre til og være noget værd, når han køber dyre gaver til hende og fremviser hende som sit trofæ.
De udfordrede skæbner og deres clash mellem hærdet råstyrke, skrøbelig melankoli og desperat længsel efter bedre tider mestrer Sonne så godt, at man fristes til at tro, at ægtheden – trods talentet – ikke kun kan tilegnes grundigt forarbejde. På samme måde stammer ømheden for samfundets udsatte og aversionen mod fordomsfulde fremstillinger måske også fra et svagt ekko et sted inde i hende selv.
Privat kamæleon
Victoria Carmen Sonne blev født den 23.april 1994 med polsk, persisk og russisk blod i årene. Under opvæksten skiftede hun hyppigt adresse i det københavnske og trådte sine barnesko i mange forskellige miljøer. Ellers er der ikke så meget at sige, konstaterer hun og lukker døren til privaten. Hemmelighedskræmmeriet begrunder hun med en evergreen blandt skuespillere: At det nok er nemmere for publikum at tro på hendes karakterer, hvis de ikke kender hende privat.
»Det kan også godt være, at jeg har en rigtig stor hemmelighed«. Hun griner lumsk som en lille uartig skolepige, der har gemt sin flyverdragt for mor og far. Tænder en smøg.
»Hvis jeg stadig sidder her som skuespiller om 50 år og bliver bortført til ’Her er dit liv’, tager vi rundt til alle mine forskellige locations fra min fortid. Men det er sgu ikke engang et trick for at virke mystisk. Af forskellige årsager har jeg det bare bedst sådan«.
Så nikkede jeg til hende, og så sagde hun: ’Min hovedrolleindehaver har været udsat for et overgreb’
Som kaldet kommer tjeneren Sonne til undsætning og spørger, om alt er godt. Hun er ikke længe om at benytte sig af den oplagte flugtvej, da vi igen er alene.
»Det er virkelig god mad, de har her. Man får noget for pengene med sådan en kæmpe fiskefilet, en stor bunke rejer og rigeligt med majo«, smasker hun og leverer en næsten karikeret parodi på en, der prøver at skifte emne. Så vender hun alligevel tilbage på sporet.
»Jeg kan fortælle om mig selv, at jeg er meget nysgerrig og glad for mennesker i alle aldre og afstøbninger, og jeg er ret god til at fornemme omgangstoner, hierarkier og mønstre og adapte ind i forskellige forummer. Det hænger nok også sammen med, hvorfor jeg er god til det, jeg laver. Sascha er jo også en kvinde, som prøver at tilpasse sig i et meget specifikt hierarki blandt en lille gruppe mennesker og finde ud af, hvad hendes rolle er. Hvornår hun bliver straffet, og hvad hun skal gøre og sige eller ikke sige for at lykkes der«.
Første møde med filmen
Skuespilleren Victoria Carmen Sonne blev undfanget, da hun som 14-årig fik arbejde i den lokale Playtime i Husum og blev introduceret for de utallige verdener og virkelighedsflugter, som filmens verden giver adgang til. »Jeg havde ikke en skid at lave, så jeg sad bare og gloede ind i den der bærbare«, formulerer hun det mindre højstemt.
Det var filmene, som interesserede hende – ikke arbejdet bag. Hun gnavede sig blandt andet opslugt gennem alle Simon Stahos film (som Persbrandt-perlerne ’Dag & Nat’ og ’Bang Bang Orangutang’) med stor appetit. Skuespillet dumpede lettere tilfældigt ned i turbanen, da hun en dag på vej til skole spottede et velkendt navn i en annonce i Metroxpress, som lød: »Audition! Simon Staho søger skuespiller. Mød op på Valby Langgade mellem 14-18 på tirsdag«.
Sonne parerede ordre. Og blev dybt skuffet over, at hun ikke skulle andet end at stå foran et kamera og sige sit navn og sin alder – i øvrigt uden Simon Stahos tilstedeværelse. Næste prøve var mere spændende. Sonne skulle spille en pige, som var ulykkeligt forelsket i en homoseksuel dreng. Endelig var barndomshelten med, og fascinationen viste sig at være gensidig, for kort efter castede Staho Sonne som Therese i ungdomsfilmen ’Magi i luften’.
»Det var vildt spændende at stå foran ham, og det var nok også en fordel, at jeg ikke havde lavet skuespil før, for måske i mangel på bedre var jeg meget interesseret i min karakters bevægemønstre og udvikling – hvilket jeg i øvrigt stadig er. Jeg tror, Simon syntes, det var fedt, at jeg havde en god indlevelsesevne og ikke dømte hende, samtidig med at jeg havde en masse tanker om, hvem hun var, og hvad hun gennemlevede«, siger hun.
»Jeg opdagede, at jeg syntes, det var rigtig spændende, da jeg sad med manuskriptet i hænderne for første gang og skulle være med til at skabe en kunstig virkelighed, som fortalte en historie. Da vi var færdige, havde jeg lyst til at lave flere mennesker. Det var meget det, der var mit hook«.
Ung anarkist
Efter ’Magi i luften’, der floppede til stor opmærksomhed i medierne, fortsatte Sonne sin spirende skuespillerkarriere med roller i filmene ’Frit fald’ og ’You & Me Forever’, men da voksenlivet begyndte at banke på, flyttede hun hjemmefra og startede på gøglerskolen, hvor skemaet dikterede akrobatik og klovnerier. En af lærerne opfordrede hende til at søge ind på teaterskolen, selvom hun egentlig var alt for ung til at blive optaget. Selv havde Sonne slet ikke tænkt så langt.
Hun vidste, at der var noget, der hed teaterskolen, men kendte hverken nogen af eleverne eller aspiranterne. Desuden kostede tilmeldingen til optagelsesprøven 500 kroner, og huslejen betalte jo ikke sig selv. Hun læste heller ikke hos nogen, for hvor skulle de penge komme fra? Alligevel gik Sonne på biblioteket, fordybede sig i stakkevis af skuespil og blev »totalt bidt«.
Hun var stort set kun et barn, en frygtløs 17-årig, da hun søgte ind på teaterskolerne som den unge selvdestruktive Sally i Christian Lollikes ’Dom over skrig’ i 2012. Et enkelt forsøg var nok. Så var Sonne optaget på Statens Teaterskole som en af de yngste nogensinde, og hun glædede sig til at blive en del af det kunstneriske fællesskab på Holmen. Men: »Lige i starten gik det helt galt, for det var en helt anden form for institution, end jeg havde troet«, husker hun.
Bagefter sagde han: ’Nu vil jeg gerne have, du går som en lesbisk’
»Jeg vidste ikke en skid om teater, og lige pludselig skulle man opføre sig sådan: ’Ja, Brecht? Genialt! Og ja, Moliere han er jo en klassiker – eller jeg mener hun’. Jeg havde en stærk oplevelse af ikke at vide nok om teater og skuespil i sin traditionelle form. Det overvældede mig og fik mig til at føle mig utroligt forkert og frustreret. Der var så mange traditioner og krav til, hvad der var godt og dårligt og rigtigt og forkert. Jeg tror, man kan lære rigtig meget, men jeg tror ikke på, at der bare er én slags skuespiller. Førsteåret handlede meget om at dyrke sig selv, og jeg havde glædet mig til, at vi skulle lave en hel masse fiktion, så der var jeg måske lidt ung og anarkistisk«.
På skolen havde hun blandt andet en lærer, som under en øvelse bad hende gå rundt i en cirkel som en håndværker. Selvom Sonne godt vidste, hvad han mente, kunne rebellen i hende ikke lade være med at spørge: »Hvordan går en håndværker? Skal jeg lave en dum tegnefilmkarikatur af en håndværker, eller hvem er håndværkeren?«.
»Bagefter sagde han: ’Nu vil jeg gerne have, du går som en lesbisk’, og jeg svarede: ’Vil du være sød at forklare mig, hvordan en lesbisk går, og hvad hvis jeg er lesbisk? Skal jeg så bare gå som mig selv?’. Det var alt det ved teaterskolen, som jeg overhovedet ikke kunne cope med i starten. Men det endte med at blive en sindssygt god erfaring, og nogle af de bedste erfaringer har netop været at stå og føle, at alt er galt og komme rundt om det. Og så har jeg lært sindssygt meget af mine klassekammerater og af at være en del af en så intens lille gruppe. Jeg ville aldrig have været det foruden«.
Kaviar på toastbrød
Et minde, som Sonne bærer med sig fra elevtiden, var, da hun i 2014 spillede hovedrollen som gudedatteren Agnes i teaterskolens musikdramatiske version af Strindbergs ’Et drømmespil’. Agnes føler sig ensom oppe i himlen, og derfor svæver hun ned på jorden til menneskene, hvor hun gør sig alle mulige erfaringer på godt og ondt, indtil hun knækker og går i stykker, gengiver Sonne.
»Hun vil gerne tilbage til sit helle i himlen, samtidig med at hun føler en kæmpe sorg over at skulle forlade de mennesker, hun har elsket på jorden, og også over at skulle forlade sorgen. Det gør rigtig ondt at skulle passe så meget på sig selv, at man ikke kan mærke noget – den var vigtig for mig. Når man som jeg giver sig 100 procent i sit arbejde og investerer noget, gør man sig også meget sårbar, men hvis man ikke gør det, får man ikke glæden af at have givet noget til nogen. Man får jo ikke særlig meget kærlighed, hvis man ikke tør elske«.
Sonnes mange på én gang rebelske og skrøbelige karakterer, som kæmper diverse indre og ydre kampe, løber som en rød tråd gennem hendes optagelsesprøve, uddannelse og fremadstormende karriere i dag. Selvom hun mest af alt drages af de roller, fordi hun drages af samarbejdspartnere, som drages af miljøer, hvor tingene er sat på spidsen, medgiver Sonne, at hun har en ganske særlig interesse for de karakterer, som bliver testet og tester sig selv.
»Jeg tror måske, jeg har lyst til, at de umulige også skal lykkes. Der skal også være rigtige mennesker og liv der, hvor det gør rigtigt ondt, så det ikke bare bliver den der sørgelige plet, vi fejer ind under gulvtæppet. Jeg tror, spejlingen er relevant for alle, for vi er ikke så langt fra hinanden. Folk drikker sig ihjel ude i Charlottenlund i dyr naturvin. De har jo faktisk også ret mange penge i ’Holiday’, men er måske ikke vokset op med penge, så de bruger dem på en anden måde«, siger hun og fortsætter:
»Jeg kendte engang en, som havde fundet ud af, at rige spiser kaviar, så da han kom til penge, ristede han noget toastbrød fra Netto og smurte en tube majonæse og en hel masse kaviar ovenpå. Det er så komisk. Jeg kan godt lide de der overlap, så tingene ikke bliver så ensidige«.
»Måske var du helt vildt ensom som barn, fordi din far var skredet, og din mor drak. Måske var du helt vildt ensom, fordi du stod og råbte i en kæmpe villa, og det eneste svar var dit eget ekko, fordi der ikke var andre end dig og to designersofaer. Nogle har skullet finde ud af selv at tage den der fucking metro alene hjem klokken lort om natten, fordi der ikke var nogen, der hentede dem fra klassefesten, som de ikke gad gå til, fordi det var sjovere at hænge ud med en rocker. Og så er der nogle, som får kæmpe angst, fordi de altid har haft penge til en taxa, men pludselig ikke kan få fat i en. Der er liv overalt«.
Vil gå meget langt
Én gang har Sonne oplevet, at hendes overbevisende fortolkning af den rå virkelighed blev for meget for publikum. Det skete under en Q&A i Sverige efter en filmvisning af ’Holiday’ for en sal fyldt med svenskere, hvor to debatlystne studerende fra kønsstudier blandt andre havde indfundet sig. Sonne stod på scenen sammen med instruktør Isabella Eklöf, mens de to studerende blev ved med at stille spørgsmålet: »Hvorfor skal vi se den voldtægt? Det er jo forfærdeligt!«.
»Jeg har ikke lyst til at provokere, men jeg føler heller ikke, at vi kunne fortælle den her historie uden at vise voldtægten, for kvinder bliver misbrugt af mænd«, forklarer Sonne.
»Isabella sagde til publikum: ’Jeg har været udsat for et overgreb, manuskriptforfatteren har været udsat for det’. Så nikkede jeg til hende, og så sagde hun: ’Min hovedrolleindehaver har været udsat for et overgreb’. Det sker! Derfor skal vi også snakke om det. Når man skal fortælle noget om mennesker, skal man turde have det med, som har et stort fedt udråbstegn bagved. Sådan: Lige nu gør det bare ondt«.
Du har selv oplevet det?
»Ja«.
Er det så ikke ekstra barskt at lave sådan en scene?
»Faktisk ikke, for når jeg står der i øjeblikket, er jeg jo ikke mig. Nogle gange kan det være nemmere at spille, fordi man får så meget forærende, når nogen slår og holder en fast. Med en voldtægt handler det meget om følelsen af at få overskredet sin grænse og have fysisk ondt og være bange, ulykkelig, flov og nedværdiget, og det er klart, at for at kunne spille det må jeg hive de følelser frem fra min erfaringsbank. Men jeg arbejder aldrig 1:1 med mine egne oplevelser. Jeg bliver bare helt vildt forvirret, for så føler jeg pludselig, jeg arbejder alene og uden min karakter«.
Du virker meget hengivende som skuespiller, for dine karakterer er ofte ret blottede, både i overført betydning, men også rent fysisk…
»Når jeg indgår i et samarbejde, så har man mig. Der er aldrig nogen, der skal overskride deres grænser, men som udgangspunkt er det rigtig vigtigt for mig, at vi stoler på hinanden, og at der ikke er noget, som er forkert eller for meget, når man har taget beslutningen om at skabe noget sammen som et hold. Jeg vil gå meget langt – ikke for, men med en karakter og film«.
Har du en grænse?
»Catherine Coleman (filmfotograf, red.) sagde noget rigtig fedt til mig engang: Man kan sagtens lave en film om racisme eller sexisme, men man kan ikke lave en racistisk eller sexistisk film. Hvis vi gør os til dommere over nogen eller noget i stedet for at undersøge det, kan jeg mærke en fuldstændig naturlig grænse. Det er jeg ikke interesseret i, og det ville gøre mig ked af det, hvis jeg kom til at overskride den grænse«.
Kunst kvæler ensomhed
Sonnes evne til at rumme og udtrykke modpoler som styrke og sårbarhed og kynisme og naivitet skyldes sandsynligvis hendes mod til at give slip og stille sig totalt til rådighed for sine karakterer, så de når helt ud i spidsen af sanserne. Ensomheden og længslen, som har fast adresse i Sonnes øjne, følger automatisk med, konstaterer hun.
»Jeg er interesseret i at formidle ensomhed, fordi jeg er meget interesseret i den. Grundlæggende er vi jo alle sammen meget alene. Jeg tror bare, jeg forstår det. Det tror jeg, alle gør«.
Hvorfor forstår du det?
»Måske er jeg bare lidt mere patetisk end de fleste, så jeg har givet det mere fokus og opmærksomhed«.
Er du en enspænder?
»Det ved jeg ikke«.
Hun lukker igen i som en østers. Det lumske smil vender tilbage og former hendes læber. Inden længe damper endnu en smøg mellem dem.
Hvad så med længslen? Hvor kommer den fra?
»Den hænger nok sammen med den generelle ensomhed og min nysgerrighed og lyst til at skabe noget, som kan give noget mere. Jeg tror, man føler sig mindre ensom, når man sidder i biografen og kan spejle sig i nogen eller noget, som man ellers ikke troede, man kunne spejle sig i. Det gør måske, at folk kan få kvalt noget af den der frygt og ensomhed, som de har indeni«.
Tjeneren kommer og rydder af bordet. Foruden et ældre ægtepar er vi stadig de eneste gæster i pavillonen. Lige nu kan Victoria Carmen Sonne læne sig tilbage i ro og mag og lade sit drømmende blik glide henover den blanke voldgrav på den anden side af vinduet. Hun kan være akkurat lige så privat og sky, som hun ønsker at være. Men inden længe skal hun måske vænne sig til, at tjeneren vil have andet end hendes frokostbestilling på blokken, og at folk drejer hovederne efter hende, selv når hun sidder her – ikke langt fra sit trygge amagerkanske nabolag – uden en af sine elskede masker at gemme sig bag.
»Det er noget lort«, siger hun tørt. »Jeg elsker ’Holiday’ og ’Neon Heart’, så jeg håber, at mange kommer til at se dem, men jeg har egentlig ikke tænkt så meget over det med at blive kendt, for måske kommer der ikke til at ske en skid for mig. Hvis jeg kommer til at lave en Batman-film på et tidspunkt, kan det være, og så må jeg jo tage konsekvensen«.
Sonne ved godt, at hun er heldig, at hun bliver ved med at møde folk, som har lyst til at gå ind i processen sammen med hende med liv og sjæl. Derfor tænker hun også en sjælden gang: Hvad hvis det stopper? Hvad hvis jeg pludselig ikke har et hold?
»Det kan jeg godt blive bange for. Men det er nok et grundvilkår for alle, at vi er bange for at miste og for, at der ikke kommer noget nyt. Jeg drømmer bare om at blive ved med at få lov til at lave film, som bygger de der broer, binder ting sammen og udvider folks horisont«.
Længslen i øjnene erstattes af julelys, før hun tilføjer med et ironisk grin:
»Og få fucking mange penge for det!«.