’Dan Dream’: Lortejokes overskygger Frank Hvam og Casper Christensens sympatiske ærinde
Lad os starte med den gode nyhed: Den Casper Christensen- og Frank Hvam-forfattede ’Dan Dream’ er mindst et par elbilslængder bedre end så mange andre nyere danske folkekomedieforsøg som ’Klassefesten 3’, ’Dræberne fra Nibe’ og den episke bundskraber ’Undercover’.
I modsætning til disse, hvis ambitioner ikke hævede sig nævneværdigt over sandkasseniveau, fortæller ’Dan Dream’ et kuriøst stykke danmarkshistorie om en lille flok fantaster, der i starten af 80’erne drømte stort, men fejlede større i præsentationen af verdens første elbil.
Det er en film, der både visuelt og tematisk går ’Olsen Banden’s saglige fader Erik Balling i bedene i sin velkendte samfundssatiriske miljøtegning af lilleputlandets komediearketyper, hvor den idealistisk-materialistiske kø’venhavner med en plan løber panden mod muren i mødet med provinsens hundehoveder og hængerøve, og alle alligevel lærer at favne hinandens forskelligheder til slut.
Forretningsmanden Thorkild (Casper Christensen) sætter alt på et bræt, da han sælger villaen i Nordsjælland og samler et tvivlsomt hold tøffelhelte for at bygge elbilen Dan Dream. Deriblandt den nussede opfinder Knagstrup (Frank Hvam), en sjofel enarmet mekaniker (Magnus Millang), en coke-sniffende yuppierevisor (Peter Gantzler) og en for datiden flamboyant homoseksuel assistent med en kælekanin på armen (Niclas Vessel Kølpin, sidst set som Michael Laudrup i ’Sommeren ’92’).
Med på sidelinjen er desuden også Thorkilds sorte kæreste (Louise Yaa Aisin) og Knagstrups lede, permanentede bitterfissehustru (Stine Schröder Jensen i en konekliche, der skriger på Søs Egelinds formidlingstalent).
Udover Knagstrup står det ikke helt klart, hvad Thorkilds medsammensvorne egentlig evner og udfører i arbejdet med bilen, hvis reelle tilblivelse fylder overraskende og ærgerligt lidt i filmen, der trods alt bærer dens navn.
Komedien fokuserer i stedet på at skildre Thorkild og co.’s kreative kvababbelser i Bjerringsund, hvor den gumpetunge, publicity-sultne borgmester (Lars Hjortshøj) øjner muligheden for at sætte sin flække på danmarkskortet ved at lægge værksted til projektet. Om end han hellere så, at Thorkild bare opfandt en smart elkedel for »det ved folk, hvad er.« I Bjerringsund siger pølsedanskerne stadig ’neger’, bagerjomfruen aner ikke, hvad croissanter er, og alle skyer højtravende ’københavneri’ som pesten: Dansken gør som bekendt klogest i at kende sin undermålerplads hjemme såvel som i internationalt hierarki.
Med ’Klovn’ gik Casper Christensen og Frank Hvam i kødet på venstrefløjsjantelovsfascisterne i hudfletningen af den smålige danske middelmådighed som en fodlænke for folkementaliteten, og tematikken blev sat på spidsen i ’Klovn Forever’, da duoen indtog Hollywood med høj cigarføring og galoperende egoer. Til sammenligning er ’Dan Dream’s samfundssatire en noget mere nostalgisk hyldest til dansk idealisme, men bestemt ikke mindre befriende spejlet mod vor tids misforståede nationalforskrækkelse pakket ind i ’politisk korrekthed’.
Jovist, Thorkilds drømme snublede på målstregen til stor skadefro for elbilens kritikere, men det var menneskelige og ikke tekniske fejl, der i sidste ende forhindrede Danmark i at skrive verdenshistorie, da et træls bananskræls-moment blev en national joke og kvaste, hvad der ellers kunne have været en opsigtsvækkende international triumf på længere sigt. Det var aldrig sket i USA – eller i Norge, Holland eller Tyskland for den sags skyld.
Selvom ’Dan Dream’s ærinde er sympatisk, misser ’Klovn’-bagmændene imidlertid chancen for at skabe en for alvor vellykket film, da budskab og karakterskildring lettere forudsigeligt for genren i det 21. århundrede drukner i en lind strøm af trætte lortejokes: Frank Hvam skider i et bidet, Lars Hjortshøj skider i bukserne, og Peter Gantzlers overgearede coke-head er ved gud ingen Jonah Hill i ’The Wolf of Wall Street’, selvom ’Dan Dream’s manuskript forsøger at gå Martin Scorseses 80’er-yuppiekomedie i bedene med persontegning, klipning og indledende voiceover.
Snarere end en sammenhængende fortælling opleves ’Dan Dream’ i høj grad som en række enkeltstående sketches, hvor vennerne hø-hø’er over fremmedfjendskhed og homofobi uden at give klicheerne det fermt selvironiske ’Klovn’ske bid, man med rette havde forventet, og som er bydende nødvendigt for at hæve røvballekomikken over de førnævnte komediemiserer, som ’Dan Dream’ på papiret havde alle muligheder for at sætte til vægs.
Særligt Casper Christensen spiller udmærket, men en film, der til enhver tid tildeler skud af Lars Hjortshøjs lortebesudlede bagdel langt større komisk vægt end sin egen centrale fortælling, er ultimativt dømt til at lide samme skidne skæbne som Danmarks forliste elbilsdrømme.
Kort sagt:
Casper Christensen og Frank Hvam spinder samfundssatire over den forsmåede danske jantelovsmentalitet, der i start-80’erne kostede Danmark sit potentielt største bileventyr nogensinde. Historien om elbilen Dan Dream er filmisk guld, men drukner desværre i samme obligatoriske lorte-, homo- og indvandrerjokes, der i disse år har grebet den danske folkekomediegenre i en træt hovedlås.
Læs også: Interview med Frank Hvam – »Der er ikke nogen som danskere, der kan sparke vores egne ned«