Frank Hvam er usikker på sit hår, og du kan godt glemme det: Det er ikke en metafor.
Det er bare blevet langt. Og strøget tilbage i lange bølger på italiano-måden kombineret med det velfriserede fuldskæg balancerer hans udtryk lige på kanten mellem cool og sleazy.
Det er nok det, der gør ham utryg. »Jeg er meget i tvivl, om jeg skal klippes«, siger han. »Der er lidt ejeren af Café Butterfly i Valby over det«. Han griner smørret.
Det falder dog ikke umiddelbart én ind, at han er manden, der i karrierens spæde begyndelse solgte sig selv på at være »Danmarks grimmeste komiker«. Og der er grangiveligt langt til både det småborgerligt kiksede voksenbarn Frank i ’Klovn’ og den introverte teknik-nørd Knagsted i den aktuelle komedie ’Dan Dream’.
Frank Hvam – nej, Frank Hvams persona, som vi kender den fra ’Klovn’ – har altid slået mig som en udsøgt eksponent for noget meget dansk. Socialt akavet, smålig, lidt stiv i det. Det var kontrasten mellem den lille mand og det store land, der var fundamentet for den Hollywood-rettede ’Klovn’-opfølger, ’Klovn Forever’. Og personaen smitter uvægerligt af på opfattelsen af den virkelige Frank: Mens man snildt kan se Casper Christensen føre sig frem i USA, er det på en eller anden måde sværere at forestille sig hans 46-årige sjæleven til forretningsfrokoster på Hollywood Boulevard.
I hvert fald indtil man møder ham med Café Butterfly-frisure og en afslappet, fuldstændigt socialt afbalanceret attitude.
Stemplet som latterlig
Duoens nye film, som de har skrevet sammen og indtager hovedrollerne i, er et slags gadekryds mellem ’The Wolf of Wall Street’ og dansk folkekomik. Og også på et dybere plan end titlen kan den siges at handle om det ord, der i dag er forkætret af nogle og altafgørende for andre: danskhed.
Udgangspunktet er den virkelige historie fra 1983, hvor Danmarks første elbil, Hope Whisper, skulle præsenteres i Forum med både statsminister og et massivt presseopbud som vidner. Det endte katastrofalt. Bilen kørte direkte ind i tribunen, da køreren var faldet i søvn under de mange taler og ikke fik trykket på bremsen i tide.
Det ligger lige for at anskue begivenheden som historien om, hvordan vi danskere fejler noget så kikset og ydmygende, når vi endelig formaster os til at tænke stort. Typisk dansk.
Men Frank Hvams vinkel på historien er en radikalt anden. Og dermed også sagt: Hans vinkel på danskhed er en radikalt anden.
»Jeg kan huske, at jeg som barn så det klip, hvor det går galt i Forum med min familie, og vi hylede af grin. Når man så går ned i historien, synes jeg stadig, der er noget at grine af, men også noget at være stolt af. Det var ikke bare et latterligt projekt«, siger han.
Det har været godt for os at komme ud af det ’Klovn’ der og lave noget andet
»Jeg synes, det var rigtigt interessant, at hele bilprojektet kollapser på baggrund af Forum, ikke fordi der er noget galt med bilen, men på grund af en menneskelig fejl. Derfra var det bare latterligt og dumt, og måske blev folk også lidt bange, fordi de havde turdet fantasere om, at vi skulle være en bilproducerende nation. Og da det går galt, er det nemmest for alle at løbe grinende væk og sige: Det har vi da aldrig troet på.
Det tror jeg ikke helt på var sket for en amerikansk eller tysk bil«.
–––––
ER FRANK HVAM EN RIGTIG DANSKER, SPØRGSMÅL 1: ER HYGGE NOGET SÆRLIGT DANSK?
»Måske er hygge lidt overvurderet som dansk fænomen. Som om andre folkeslag ikke hygger sig. Det tror jeg, de gør. Men vi gør det til noget aktivt at dovne den lidt. Når de nede sydpå tager en siesta, er det, fordi de er dovne og ikke gider arbejde. Når vi hygger, så er det også en form for arbejde. Vi gør noget for danskheden og for hinanden, når vi hygger. Vi sidder ikke bare og dovner den i en sofa og ser fjernsyn eller småsover«.
–––––
Kritikken af danskernes latterliggørende reaktion er ikke et budskab, Frank Hvam bare turnerer rundt med til lejligheden. Han vil helt tydeligt gerne slå et slag for dem, der udretter noget stort.
»Jeg er jo selv vokset op i 80’erne og havde en lykkelig barndom, men jeg må sige, at nogle af de mekanismer var meget tydelige dengang: Lad være med at stikke næsen for meget frem. Du skal ikke tro, du er noget. Det var ikke så charmerende. Man ser det stadig, men det er lidt bedre maskeret«.
Hvor tror du, det kommer fra?
»At drømme stort er jo også at blotte sig. Man fjerner sig lidt fra fællesskabet, fordi man siger: ’Jeg vil skabe et alternativ til det, der er nu’. Vi har været en lille monokultur, på godt og ondt, hvor det at drømme stort truede fællesskabet.
Der er jo ikke nogen som danskere, der kan finde på at sparke vores egne ned. Jeg behøver ikke forholde mig til, om det er retfærdigt eller uretfærdigt, men altså, det er sgu da kun i Danmark, at Dansk Cykle Union river tæppet væk under en mand, der er en my fra at vinde Tour de France. Det tror jeg ikke man ser andre steder.
Når danskere har lidt for meget succes – så får de på et tidspunkt med krabasken. Det er vi på en måde tryggest ved«.
Hvor ser du det ellers?
»Bjarke Ingels, vores måske største arkitekt overhovedet, skulle også have at vide i Politiken, at han havde stjålet fra andre internationale arkitekter, som ingen nogensinde havde hørt om. Og da Kristian Hornsleth fik den ide at lave en statue af min gode ven, forskeren Eske Willerslev, kunne man så simpelthen ikke finde et sted at stille den. Man kunne ikke få lov at stille den på Københavns Universitets område, fordi ledelsen mente, at det kunne skabe misundelse hos de andre forskere. Og de ville heller ikke have den i Hellerup, for man kunne jo aldrig vide, om det endte i en ny Penkowa-sag…«.
Hvad med anklagerne mod Jacob Holdt for nylig?
»Ja, han fik også en helt urimelig omgang. Men som regel skal man lige stå igennem det, og så er der lys for enden af tunnelen. Gode folk, der virkelig præsterer ting og sager, vinder jo altid over Janteloven. De bliver jo bare ved med at tonse på. I dag er Janteloven mere en undskyldning for alle os andre for ikke at foretage os noget«.
–––––
ER FRANK HVAM EN RIGTIG DANSKER, SPØRGSMÅL 2: HVORNÅR HAR HAN SIDST SET EN FODBOLDKAMP PÅ STADION?
»Det har jeg ikke gjort i lang tid, og det er, fordi jeg næsten er for dansk, for jeg hidsede mig voldsomt op over Morten Olsen på et tidspunkt. Den længst siddende, mindst vindende landstræner i jeg ved ikke hvor mange år. Og sportsjournalisterne slog ring om ham og sagde, ’han er så dygtig, og udlandet respekterer ham virkelig’. Hvor jeg havde det sådan: Så kan de ansætte ham.
Det, jeg blev sur på Morten over, haha, (Frank Hvam griner af, at han åbenbart er på fornavn med den tidligere landstræner, red.), var, at han gav indtryk af, at vi skulle være glade for bare at være med. Og hvis vi skulle møde Andorra, fik vi at vide, at det var en svær kamp, og bolden er rund. Hvor jeg har det sådan: Nej, Andorra skal tværes. Jeg gider ikke se det, hvis det er nok bare at være med. Okay, jeg ved godt, at jeg er urimelig, men jeg morer mig over at at hidse mig op over sport«.
–––––
Holberg sagde noget med, at danskhed er at gøre middelmådighed til en dyd. Har han ret i det?
»Det er nok rigtigt. Der er så mange gode ting ved Danmark, men vi bør kunne værdsætte, når danskere yder noget ekstraordinært. Og vi er da lidt fedtede med det herhjemme. Jeg skal personligt lige sige, at jeg ikke selv føler mig snydt. Men når man flyver med Norwegian, har de deres store nordmænd afbilledet på haleroret. Det tager de meget seriøst. Nordmænd er jo lidt selvhøjtidelige omkring den slags. Men vi ville jo skrige af grin, hvis vi begyndte at sætte kendte danskere på haleroret af SAS-flyene«.
Men omvendt går vi jo også for at være ret nationalistiske, med danske flag til enhver lejlighed.
»Vi bruger måske vores nationalisme på en lidt jantelovsagtig måde til at slå hinanden oven i hovedet med den. Den er ikke så positivt defineret«.
Men er det ikke bare også lidt dansk at fucke det op. Som når man laver en cykelbro, og alle cyklisterne så vælter, når det regner.
»Jamen jeg elsker den cykelbro. Det er en fuldstændigt fremragende bro, den opfylder virkelig et formål, og københavnerne har taget den til sig med kyshånd. Men Politiken anmeldte den med to hjerter. Hvor kom dét fra? Hvis den braste sammen, første gang man kørte over den, så… Men den fungerer, man kommer fra A til B. To hjerter!«
Pausen fra ’Klovn’
Frank Hvam og Casper Christensen oplevede selv landsmændenes knive i ryggen, da Politiken i sin tid skrev en stor artikel om, hvordan ’Klovn’ havde tyvstjålet fra ’Curb Your Enthusiasm’.
Det er noget, Hvam har måttet forholde sig til mange gange. Og han afværger da også først med et roligt »ja ja ja«, der signalerer: Skidt nu med det, vi er kommet videre.
Det var ikke bare det, at vi skulle hænges ud. Men at de ligefrem ringede til HBO…
»I dag ser de fleste positivt på ’Klovn’ og er afslappede omkring det. Det er selvfølgelig ikke rart. Men det er sådan nogle lussinger, man må tage, og vi står jo stadig«, bemærker han. Men kan så alligevel ikke lade være med at tilføje:
»Selvfølgelig var det et forsøg på at lukke serien, og det havde da været lidt ærgerligt, hvis det var lykkedes allerede efter halvanden sæson. For det var ikke bare det, at vi skulle hænges ud, det er egentlig fint nok, de ting skal man også kunne diskutere, og det vil jeg også gerne. Men det var det, at de ligefrem ringede til HBO, som lavede ’Curb’, for at få dem til at forholde sig til det. Og dét er et forsøg på ikke bare at skrive en historie, men i yderste konsekvens også lukke serien. Aktiv journalistik, hedder det vist«.
–––––
ER FRANK HVAM EN RIGTIG DANSKER, SPØRGSMÅL 3: SER HAN ‘X FACTOR’?
»Min kone gør. Jeg får det lidt ind på den måde. Jeg så første sæson og var imponeret over, at Blachman ville tage den tørn og vise danskerne, hvad god kunst var. Nu er det så ikke lykkedes efter 10 sæsoner, og han sidder der stadig, og man tænker, at måske skulle han snart videre.
Det, jeg også har med ’X Factor’, er, at vi år efter år skal have at vide, at de mennesker, der står på scenen, er unikke talenter i verdensklasse. Og lige ind til Martin kom med Saveus, var det klart for alle, at det var en karrieremæssig blindgyde at deltage i ’X Factor’. Dels er der mange, der ikke har den klasse, dels er det ødelæggende kreativt for et ungt menneske på 14-15 år at få den fokus og eksponering på det tidspunkt. Skal man sige noget, er det, at de har ødelagt flere talenter, end de har udfoldet. At komme igennem den mølle som 15-årig – jeg havde været ødelagt. Omvendt er jeg jo ikke alle. Det kan være jeg tager helt fejl«.
–––––
For nylig annoncerede Frank Hvam og Casper Christensen, at de laver en syvende sæson ’Klovn’, der får premiere til næste år. Men de har sat pris på at få en pause fra det pseudoautentiske Frederiksberg-miljø.
»Der har været en stor udfordring i at lave noget helt andet end ’Klovn’ med ’Dan Dream’. Det har virkelig været et godt forløb for os. Det har været godt for os at komme ud af det ’Klovn’ der og lave noget andet – og det skal vi gøre igen«.
Var det bedre end ’Klovn Forever’?
»Det lyder underligt, men ja, det har været meget mere inspirerende. Meget sjovere, mange flere ting der skulle tænkes over, flere ting der skulle opfindes, og som pirrede én, fordi det var nyt«.
Blev I uvenner under ’Klovn Forever’?
»Neej, det gør vi ikke. Nej, det har vi ikke råd til…!«
Så du har ikke set ’Undercover’ (anmeldernedsablet flop, som Casper Christensen skrev manuskript til, red.)?
»Nej. Den har jeg ikke set. Vi skal jo kunne samarbejde, ikke. Vi skal kunne se hinanden«.
Frank Hvam klukker. Og tilføjer så:
»Nej, han har kun skrevet first draft, og det er blevet skrevet sønder og sammen sidenhen. Men altså, det er faktisk bedre at få lavet en dårlig film end slet ikke at få lavet nogen«.
Neger er aflivet
’Dan Dream’s miljø er diametralt modsat det, vi kender fra ’Klovn’. Vi befinder os i et kitschet 80’er-Danmark, hvor en flok storskrydende københavneriværksættere skaber ravage i en konservativ fynsk by, hvor de sætter deres fabrik op godt hjulpet på vej af kommunens pengekasse.
Filmens konflikt og komik ligger ikke mindst i sammenstødet mellem de spraglede storbyboere – der er både en sort kvinde, en ekstravagant homoseksuel mand og en konstant cokesniffende revisor i flokken – og de jordnære, skeptiske fynboer.
»Historien er inspireret af en virkelig mand og en sand historie, men alt udenom er selvfølgelig en konstruktion. Vi har for eksempel moret os lidt over, hvordan man snakkede om minoriteterne dengang, i forhold til hvordan man gør det nu«, siger Frank Hvam.
Nogle vil mene, at danskerne er lige så hyggeracistiske i dag som i 80’erne, men det er Hvam ikke enig i.
»Nu er neger for eksempel blevet aflivet«, slår han fast. »Den er død. Man er jo ikke ond, fordi man siger neger, men bliver man ved med at sige neger, nu hvor ordet har ændret betydning, falder det også tilbage på brugeren. Sådan ændrer ord betydning. Jeg har kat, men jeg siger da ikke ’vil du hjem og se min mis’ længere. Jeg siger, ’vil du hjem og se min kat’«.
Han klukler ved tanken og fører den til ende: »Eeej, jeg har sådan en sød mis, jeg eeeelsker at nusse med missen om aftenen. Rundt på gulvet og op i sengen, mig og mis«.
Men har det også forandret sig uden for de store byer, tror du?
»Jeg er sikker på, at det også ude i provinsen er noget, man kan mærke. Man ved godt, at man bekender en form for kulør, hvis man går i gang med hyggeracistiske jokes. Det kan være kulør som provokatør, fritænker, racist eller voldsomt stædig person, men der sker et eller andet. Det er ikke bare uskyldigt på samme måde.
Og jeg oplever faktisk næsten, at de er mere forsigtige end her i storbyen. Når jeg optræder rundt omkring i landet og fortæller jokes, der bevæger sig ind i det område, er de meget forsigtige med at grine af det, for de vil i hvert fald ikke have det stempel, at de er racister – også selvom jeg ved, de synes, det er sjovt!«.
–––––
ER FRANK HVAM EN RIGTIG DANSKER, SPØRGSMÅL 4: HVAD SYNES HAN OM ‘1864’?
»Jeg kan virkelig godt lide Ole Bornedal, og jeg synes ikke, 1864 var perfekt, lad mig sige det på den måde. Men det er en mand, der vil noget, og en mand, der satser. Så har man lidt på fornemmelsen, at han sommetider er sin egen værste fjende, fordi han vil så meget, at det er ved at spænde ben for ham. Men det er en mand med temperament, visioner og engagement. Det er ikke en levebrødskunstner.
Jeg grinede også højt et par gange til ’Dræberne fra Nibe’. Jeg kunne jo godt se, at den ikke var helstøbt. Og der var også nogle scener, som bare ikke kom hjem. Hvor man tænker, så for søren, der er nogle skuespillere, der har været på overarbejde den dag«.
I dametøj..
»I dametøj, lige præcis den scene ja. Der var han hård ved sine spillere. Men samtidig rammer han også dybt et par gange. Jeg vil til enhver tid foretrække det frem for en ’Far til fire’-film fra pølsefabrikken«.
–––––
I dag er hyggeracismen dog ifølge den humanistiske venstrefløj det mindste af Danmarks problemer, når det kommer til mødet med de fremmede. Men som man måske allerede har regnet ud, er Frank Hvam ikke en af de kunstnere, som render rundt og skammer sig over Danmark.
»Jeg mener da også, at den der smykkelov sender nogle forkerte signaler. Vi tager jo imod en del flygtninge, og generelt behandler vi dem godt, så der er ikke nogen grund til at fortælle verdenen, at vi er lorte. Så nej, jeg gider ikke lave en Thomas Vinterberg. Det er træls, men det er ikke noget, jeg skammer mig over. Danmark er meget mere end det«.
På spørgsmålet om, hvorvidt han tænker over sin danskhed, når han er i udlandet og arbejde på for eksempel ’Game of Thrones’, bryder han hurtigt ind:
»Når jeg er… Jeg har været det én gang«, griner han og demonstrerer, at nogen selvindbildsk celeb er han ikke.
»Men nej. Der bruger jeg al min energi på at kunne replikkerne og kontrollere min afføring«.
Hvordan har du det egentlig med hele den der danskhedsdebat?
»Det er træls, hvis det skal bruges til at slå andre og os selv oven i hovedet med. Jeg er meget på, at vi som nation definerer nogle fælles mål. Jeg synes, det var dødkedeligt, dengang Lars Løkkes hovedmål var, at Danmark skulle være et rigere land. Det er en teenagerdrøm: ’Når jeg bliver 18 vil jeg være millionær og have en Jaguar’.
Det synes jeg godt, vi kunne være bedre til. Vi er nødt til at tro på, at vi kan flytte noget. I mit hoved er vores eksistensberettigelse, når vi bidrager med noget spændende til verden. Alt det der fedteri, lidt under radaren, ingen skal opdage os, midt i feltet… Jeg er meget imponeret af islændingene, en meget lille nation, der virkelig bider til bolle. Det synes jeg også, vi skal gøre«.
Men vi har jo så også haft Stein Bagger og Penkowa, der har rykket noget med urent trav…
»Jo jo, men de er da også blevet straffet. Man kan ikke lukke maskineriet og holde op med at drømme stort, fordi der er en svindler en gang imellem. Det er irriterende i Danmark, at vi skal lovgive efter laveste fællesnævner«.
Abonnerer du ligefrem på Klaus Riskær-tankegangen om, at det er ok at bøje reglerne for at udrette noget stort?
»Nej, nej, nej… Naaarh…. Men altså, man kan jo lade være med at lave så mange regler, at man ikke kan bevæge sig«.
Oplever du det?
»Ikke så meget, men new management, afrapportering og sådan noget forfærdeligt noget er også langsomt ved at snige sig ind i vores branche. Med al respekt for TV 2, som har givet os meget arbejde i tidens løb, bliver det mere og mere kompliceret. Der findes jo tykkere og tykkere bibler, der beskriver i detaljer, hvilke faser et projekt skal igennem, før det kan godkendes.
Der skal et utal af mennesker ind over. Det er jo ikke sådan, at direktøren for TV 2 kan se en sjov komiker en aften og så gå direkte backstage og sige, ’du skal lave en fiktionsserie på min tv-kanal, du starter i morgen’. Det kan slet ikke lade sig gøre. Og det er selvfølgelig gjort, fordi der på et tidspunkt er lavet noget dårlig tv, men jeg er ikke sikker på, at man kan administrere sig til successer.
Jeg synes, at det må være folks talent, der afgør, om de kan få et projekt eller ej, ikke alle mulige krav om afrapportering. Når et projekt skal sættes i søen, er det efterhånden mere en test af de kreatives tålmodighed end talentet. Det er da super ærgerligt«.
Har du ikke selv fået den status, hvor der ikke skal så meget til, før du får tingene igennem?
»Ikke på Trier-niveau, vel. Men jeg er glad for, at der findes én Trier, som kan få penge til et projekt, uanset om ansøgningen står på en serviet. For ellers er der ingen rimelighed til. Hvis han skal sidde og slås med mig eller Rasmus Heide, hver gang der skal deles penge ud, er det ikke fair. For sandsynligheden for, at der kommer noget godt ud af det, når han laver noget, er større end sandsynligheden for, at der kommer en Cannes-vinder ud, når jeg laver noget. Så han skal have lettere adgang. Sådan må det være«.
–––––
ER FRANK HVAM EN RIGTIG DANSKER, SIDSTE SPØRGSMÅL: HAR DU LÆST SØREN KIERKEGAARD?
»Jeg blev præsenteret for ham, da jeg gik på højskole, men jeg vil slet ikke kunne redegøre for hans tekster. Men det, jeg har noteret mig omkring ham, var, at han var meget glad for at gå og mente, at han tænkte bedst, når han gik. Det har jeg taget til mig.
Casper og jeg gør det meget i opstartsfasen på et nyt projekt – sidder på café og drikker kaffe og går og… drikker lidt kaffe igen. Prøver at løsne op i både krop og sjæl. Vi sidder altid ved siden af hinanden. Der er ikke noget værre end at sidde over for hinanden, når man skal braine. Ingen øjenkontakt. Øjenkontakt er det værste, for så kan man se, om man er kommet med en dårlig idé.
Men hvor ville jeg gerne have sagt, at jeg havde læst alt Søren Kierkegaard. Det er sådan noget underligt noget, når man finder ud af, man er blevet mere forfængelig med sin hjerne end med sin seksualitet. Jeg vil hellere have en sok under cykelhjelmen end én i buksen«.
–––––
‘Dan Dream’ får premiere torsdag den 30. marts.