De 20 danske film, vi har kolossale forventninger til i 2022

2021 blev ufrivilligt et tyndt besat dansk filmår, men 2022 tager i den grad revanche med usædvanligt mange spændende titler – fra to lovende gysere til Jesper & Julies filmdebut og en potentielt eksplosiv dokumentar.
De 20 danske film, vi har kolossale forventninger til i 2022
Christian Tafdrups 'Speak No Evil'. (Foto: Profile Pictures)

Mængden af danske film i biograferne sidste år blev kraftigt nedbarberet med diverse coronanedlukninger, hvilket så til gengæld betyder, at vi har ekstraordinært meget at glæde os til i år.

Derfor har vi også udvidet vores vanlige liste med de 15 danske film, vi glæder os mest til i det kommende år, til 20 af slagsen – og her har vi kun inkluderet toppen af isbjerget med så godt som sikre premieredatoer de kommende 12 måneder.

Ind fra højre kan nemlig også komme lovende nye film fra instruktører som Nikolaj Arcel (’Kongens land’), Ulaa Salim (’Ung for evigt’), Frederikke Aspöck (’Viften’), Michael Noer (’Birthday Girl’), Tilde Harkamp (’Fuckgirl’), Patricia Bbaale Bandak (’Better I Go Suffer’), Kasper Rune Larsen (’Tobias’) og Mads Matthiasen (’Mr. Freeman’), om end de fleste af disse lugter af premiere i 2023.

Men nedenstående film er allerede annonceret til en premiere i år, og vi tør derfor godt begynde at skrue forventningerne op, her små to uger før biograferne (7-9-13) endelig slår dørene op for det nye år.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ‘Vildmænd’

Thomas Daneskovs sorthumoristiske ’Vildmænd’ var ekstraordinært uheldsramt med to udskydelser sidste år, senest på grund af nedlukkede biografer. Men det gør ikke forventningerne mindre til filmen om Rasmus Bjergs Martin, der har forladt kone, børn og civilisation for at leve i pagt med naturen i de norske fjelde. En plan, der forstyrres, da en såret småforbryder, Musa (Zaki Youssef), krydser hans vej.

’Vildmænd’ er nok det tætteste, vi i Danmark er kommet på en Coen-film, dog tilsat en ærkeskandinavisk dimension, der gør fortællingen ekstra sjov og genkendelig.

Premiere: Endnu ukendt

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. ’Du som er i himlen’

Det unge stjerneskud Flora Ofelia Hofmann Lindahl, der slog igennem i DR-serien ’Ulven kommer’, er allerede blevet rost til skyerne på udenlandske festivaler for sin præstation som den 14-årige Lise i Tea Lindeburgs film.

Fortællingen – baseret på Marie Bregendahls ’En dødsnat’ – foregår over en enkelt nat i 1800-tallet, hvor Lise ser til, mens hendes mor går i fødsel med voldsomme komplikationer til følge. Lindeburg har tidligere stået bag ’Equinox’ – både podcasten og Netflix-serien – men spillefilmdebuten ’Du som er i himlen’ lader til at blive hendes store gennembrud.

Premiere: 10. februar

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ’Rose’

Rygterne svirrer om den høje kvalitet i Niels Arden Oplevs første film siden ’Ser du månen, Daniel’. I ’Rose’ spiller Sofie Gråbøl kvinden af samme navn, der i 1997 tager på tur til Paris med sin søster (Lene Maria Christensen) og svoger (Anders W. Berthelsen). Men hvad der skulle have været en fredelig hyggetur, tager allerede i bussen en uventet drejning, da Rose på vejen afslører, at hun har en sindslidelse. 

Niels Arden Oplev har tidligere instrueret film som ’Drømmen’ og ’Mænd der hader kvinder’.

Premiere: 24. februar

Trine Dyrholm i ‘Ingen kender dagen’. (Foto: Nimbus Film)

4. ’Ingen kender dagen’

Annette K. Olesens første spillefilm i ni år er en stjernespækket ensemblefilm, der væver fem eksistenser sammen i løbet af 24 højintense timer, hvor de alle konfronteres med tilværelsens skæbnesvangre valg. En utro ægtemand, en grænsesøgende læge, en nygift højgravid, en identitetsforvirret skoleelev og en syvårig datter udgør karaktergalleriet.

På rollelisten ses blandt andre Trine Dyrholm, Jakob Cedergren, Morten Hee Andersen, Lisbet Dahl og Anders Brink Madsen. K. Olesen har tidligere stået bag anmelderroste film som ’Små ulykker’, Dogme-filmen ’Forbrydelser’ og ’Lille Soldat’. Manuskriptet skrives af instruktøren sammen med Maren Louise Käehne (’Dronningen’).

Premiere: 3. marts

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ‘The Lost Leonardo’

Andreas Koefoeds nye dokumentarfilm har allerede høstet roser i USA, hvor den blev vist ved Tribeca Film Festival. Koefoed, der tidligere har udmærket sig med prisvindende film som ’Ballroom Dancer’ og ’Et hjem i verden’, kaster sig denne gang over kunstverdenen med fortællingen om skandalesagen om maleriet Salvator Mundi.

Maleriet, der hævdedes at være et tabt mesterværk af Leonardo da Vinci, blev solgt for svimlende 450 millioner dollar – det dyreste maleri nogensinde. Med den store opmærksomhed fulgte dog også spørgsmål om billedets autenticitet, som eksploderede, da maleriet forsvandt fra jordens overflade i 2017. Filmen giver et tankevækkende indblik i den rige kunstverden, hvor penge er alt og sandheden sekundær.

Premiere: Endnu ukendt

‘Speak No Evil’. (Foto: Erik Molberg Hansen)

6. ’Speak No Evil’

Christian Tafdrup viste sig som dansk films nye provocateur med publikumssuccesen ’En frygtelig kvinde’. Med sin nye psykologiske gyser fortsætter han kursen og går planken ud – ambitionerne er nemlig at skabe »den mest ubehagelige danske film nogensinde«.

Filmen, der er udtaget til den prestigefyldte Sundance Film Festival i USA, følger et dansk ægtepar (Morten Burian og Sidsel Siem Koch), der er kørt fast i livets trædemølle. Da de møder et enigmatisk hollandsk par på en ferie, beslutter de sig for at bryde livets monotoni og besøge de nye bekendtskaber i deres mystiske hollandske bolig helt ude på bøhlandet. Men intet er, som det ser ud, når den danske kernefamilie langsomt får sine grænser overskredet på en måde, som udfordrer de indlærte værdier fra det nordiske velfærdssamfund.

Premiere: 17. marts

Anders W. Berthelsen med sit skuespillerhold: Joachim Fjelstrup, Roberta Reichardt, Sofie Torp, Martin Høgsted og Esben Smed. (Foto: Martin Dam Kristensen)

7. ’Lykkelige omstændigheder’

Anders W. Berthelsen får sin debut som soloinstruktør med denne romantiske komedie om de vidt forskellige søstre Katrine (Sofie Torp) og Karoline (Roberta Reichardt), der indgår en noget speciel aftale.

Succesfulde Katrine kan nemlig ikke få børn med sin mand, bygmesteren Markus (Esben Smed), så da Karoline bliver gravid ved et uheld med sin arbejdsløse DJ-kæreste Ronny (Joachim Fjelstrup), tilbyder Katrine at betale parrets gæld i bytte for deres barn. Men selvfølgelig går intet som planlagt.

Manuskriptet er skrevet af veteranen Kim Fupz Aakeson, og på rollelisten ses desuden Martin Høgsted, Søren Malling, Kristian Halken og Christiane Gellerup Koch.

Premiere: 7. april

Instruktør Christian Bengtson (helt til højre) med sit skuespillerhold: Henrik Birch, Morten Hee Andersen og Karen-Lise Mynster. (Foto: Thomas Howalt Andersen)

8. ’Krysantemum’

31-årige Christian Bengtson er et af de danske talenter, hvis debutspillefilm har været imødeset med størst spænding de senere år. Han er uddannet manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole i 2019 og har givet prøver på talentet med kortfilmene ‘Shiva’, ‘Draget’ og ‘Kaldet’, der alle er blevet Robert-nomineret.

Nu kommer så hans første spillefilm, der handler om den unge Anders, der bruger sin fritid på at sælge ulovligt fyrværkeri. Han har ikke talt med sin far Thomas i årevis på grund af en familietragedie, der rev dem fra hinanden, men nu er de tvunget til en genforening med det livsfarlige fyrværkeri i hovedrollen, hvis fødegården skal reddes.

Morten Hee Andersen, Henrik Birch og Karen-Lise Mynster indtager de bærende roller.

Premiere: 12. maj

Ole Kaspersen, Mette Munk Plum, Jette Søndergaard og Eskil Tonnesen i ‘Resten af livet’. (Foto: Rolf Konow)

9. ’Resten af livet’

Frelle Petersen skabte et af de mest rørende og autentiske dramaer på dansk grund i mange år med den fremragende ’Onkel’ om unge Kris’ indestængte sorg og jagt efter selvstændighed i en flække i Sønderjylland. Nu vender instruktøren tilbage med sin største film til dato, familiedramaet ’Resten af livet’, som er andet kapitel i instruktørens sønderjyske trilogi.

Filmen følger et aldrende ægtepar (Mette Munk Plum og Ole Sørensen), der lever et stilfærdigt liv i deres parcelhus ved Vesterhavet sammen med deres voksne børn (Jette Søndergaard og Lasse Lorenzen). Men deres fredelige eksistens bliver slået ud af kurs, da den lille familie rammes af en ubærlig tragedie. Det lyder til, at der er lagt op til endnu et familiedrama efter forbillede af den japanske mester Ozu – med et strejf af Hanekes mesterlige ’Amour’.

Premiere: 7. juli

Mehdi Avaz instruerer Christopher bag kameraet på ‘Toscana’. (Foto: SF Film)

10. ’Toscana’

Mehdi Avaz fik et opsigtsvækkende gennembrud med den selvproducerede ’Mens vi lever’, mens hans opfølger ’Kollision’ fik en hårdere medfart af anmelderne, om end billetsalget var godt.

Nu vender han tilbage med madfilmen ’Toscana’, der har Anders Matthesen, Ari Alexander, Lærke Winther, Ghita Nørby og Christopher (ja, dén Christopher) på rollelisten. Matthesen har hovedrollen som en kok i filmen, der beskrives som romantisk og livsbekræftende, om end de nærmere plotdetaljer stadig ikke er offentliggjort. ’Toscana’ er optaget i Italien og i Aarhus med stjernekokken Thomas Hermann som konsulent.

Mens Mehdi Avaz tidligere arbejdede tæt sammen med sine brødre Misam og Milad, er trioen nu gået hver til sit, og ’Toscana’ er således Mehdis soloprojekt.

Premiere: 21. juli

‘København findes ikke’. (Foto: Jacob Møller)

11. ’København findes ikke’

Martin Skovbjerg Jensen viste lovende takter med sin debutfilm ’Brakland’, der fulgte op på tv-serierne ’Anton 90’ og ’Fastland’. Nu er han klar med sin anden spillefilm, hvor den unge kvinde Ida forsvinder efter at have afbrudt kontakten med sin familie for at leve isoleret fra samfundet – midt i København med kæresten Sander. Idas far og bror giver sig til at afhøre Sander i en tom lejlighed for at opklare forsvindingen, men det bliver hurtigt klart, at Sander ikke fortæller hele sandheden.

I hovedrollerne ses Angela Bundalovic og Blaue Blume-forsanger Jonas Holst Schmidt. På rollelisten er også Zlatko Burić, Christopher Læssø og Vilmer Trier Brøgger. Manuskriptet er skrevet af den norske mester Eskil Vogt.

Premiere: 11. august

12. ’Den, der lever stille’

Leonora Christina Skovs selvbiografiske ’Den, der lever stille’ blev en anmelderrost bestseller, der gjorde stort indtryk med skildringen af en opvækst hos lavmælt undertrykkende forældre i et parcelhuskvarter i Helsinge.

Nu bliver historien til film med den amerikanskuddannede Puk Grasten som instruktør. Grasten debuterede med den interessante engelsksprogede ’37’ og kommer altså nu med sin første danske film.

Instruktørens far, Regner Grasten, producerer filmen, mens vi endnu ikke ved, hvem der skal spille de bærende roller.

Premiere: 25. august

Tina Gylling, Emma Sehested Høeg, Andreas Jebro og Nicolas Bro i ‘Kagefabrikken’. (Foto: Rolf Konow)

13. ’Kagefabrikken’

Den anerkendte, og ofte provokerende, dramatiker Christian Lollike debuterer som filminstruktør med denne komedie om ejeren af den konkurstruede kagefabrik Borgsø, Niels Agger, der har besluttet sig for at begå selvmord. Det mislykkes, mens hans familie kaster sig ind i en kamp for at redde fabrikken, og han selv forelsker sig i den nye rengøringsdame.

Filmen er baseret på Lollikes eget prisbelønnede stykke, og Nicolas Bro indtager hovedrollen omgivet af blandt andre Tina Gylling Mortensen, Emma Sehested Høeg, Bahar Pars, Andreas Jebro, Louise Mieritz, Zaki Youssef og Ena Spottag.

Premiere: 8. september

Castet i ‘Fædre & Mødre’. (Foto: Søren Kirkegaard)

14. ’Fædre og mødre’

Paprika Steen fik sit store gennembrud som instruktør med sin tredje film, julekomedien ’Den tid på året’, hvor hun havde allieret sig med dramatikeren Jakob Weis på manuskriptet.

Nu gentager de samarbejdet på ’Fædre og mødre’ om parret Piv og Ulrik, hvis datter skifter skole for fjerde gang. I de nye skolerammer tørner Piv og Ulrik sammen med de andre forældre i et magthierarki, der præger alt fra ungernes hyttetur til de voksnes indbyrdes vinterbadeklub.

Rollelisten er imponerende: Katrine Greis-Rosenthal, Jacob Lohmann, Amanda Collin, Nikolaj Lie Kaas, Lars Brygmann, Maria Rossing, Martin Greis-Rosenthal, Carsten Bjørnlund, Rasmus Bjerg, Lise Baastrup, Line Kruse, Mikael Birkkjær med flere!

Premiere: 6. oktober

15. ’Superposition’

Karoline Lyngbyes debutfilm beskrives som en »kvantepsykologisk parforholdsthriller«. I hovedrollerne ses Mikkel Boe Følsgaard og Marie Bach Hansen (’Arvingerne’) som et kreativt par, der beslutter sig for at rykke rødderne op med deres unge søn og udskifte livet i København med en isoleret skov i Sverige. De håber på at genfinde gnisten i deres forhold og realisere dem selv uden for storbyens kvælende virkelighed. Men det viser sig lettere sagt end gjort.

Manuskriptet er skrevet af Lyngbye og Mikkel Bak Sørensen, der også skrev den intense ’Cutterhead’. Lyngbye har tidligere stået bag den Robert-nominerede kortfilm ’Spidse albuer, blødende knæ’.

Premiere: 27. oktober

‘Elsker dig for tiden’-holdet. (Foto: Christian Geisnæs)

16. ’Elsker dig for tiden’

Efter succesen med deres generationsportræt ’29’, der foreløbigt kulminerede med ’33’ fra sidste år, går Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag til spillefilmen med denne moderne romantiske komedie, som de selv har skrevet og instrueret.

Filmen følger Anna og Thomas, der er hinandens modsætninger – den ene karrierekvinde med et usentimentalt forhold til kærlighed, den anden en håbløs romantiker. De forelsker sig, men langsomt melder hverdagen sin ankomst i parforholdet, når deres forskellige forventninger til kærligheden møder virkeligheden.

Rudbæk spiller Anna, mens det relativt nye navn Kasper Dalsgaard har rollen som Thomas, mens vennerne omkring dem spilles af Zuschlag, Magnus Haugaard, Sofie Jo Kaufmanas og Olivia Joof Lewerissa.

Premiere: Forventes efteråret 2022

17. ‘Vanskabte land’

Den danskuddannede islænding Hlynur Palmason hører til de mest interessante filmskabere i Skandinavien i disse år. Efter den Bodil-vindende danske debut ’Vinterbrødre’ rejste han til hjemlandet for at lave ’En hvid, hvid dag’, men nu laver han lykkeligvis endnu en dansk film, om end i hvert fald noget af den optages på Island.

Hvad ’Vanskabte land’ handler om, og om der er danske skuespillere på rollelisten, ved vi intet om på nuværende tidspunkt, men vi forventer os store ting af den visionære instruktør.

Premiere: 1. december

Hovedcastet i ‘Jomfruer fra Rummet’. (Foto: Henrik Petit)

18. ’Jomfruer fra rummet’

Her er et bud på en ungdomsfilm, som vi sjældent ser dem i Danmark. Peter Molde Amelungs debutfilm følger 3.g-drengene Gustav og Buller, som kun kan fokusere på sex – og ikke mindst hvordan man mon får det. De øjner en redning, da et rumvæsen i skikkelse af den smukke Allan dumper ned fra himlen og flytter ind hos Gustav.

Hvad drengene ikke ved er, at Allan har skumle planer om at formere sig så meget som muligt, så han kan overtage jorden. Det bliver startskuddet på en større dannelsesrejse om meningen med sex. I rollen som Gustav ses Albert Rosin Harson, der får selskab af spillefilmdebutanterne Milo Campanale, Tobias Maj Stelzner, Frederikke Sofie Faber og Zelma Lewerissa samt rutinerede kræfter som Julie Agnette Vang, Peder Pedersen, Lars Hjortshøj, Jesper Ole Feit Andersen og Pernille Højmark.

Premiere: I løbet af 2022

19. ’A Storm Foretold’

Christoffer Guldbrandsen står bag de vel nok mest berømte danske politiske dokumentarer i nyere tid, fra ’Dagbog fra midten’ om Ny Alliance til ’Fogh bag facaden’ om den tidligere statsminister.

Siden har han blandt andet haft fast job på DR, ligesom han på chokerende vis har haft et hjertestop og været død i tre minutter. Men nu er dokumentaristen gudskelov tilbage med en film, der kan blive eksplosiv: Den handler nemlig om Trumps berygtede nære rådgiver og ven Roger Stone. Guldbrandsen har fulgt ham fra Trumps valgsejr i 2016 til angrebet på Kongressen sidste år.

Premiere: I løbet af 2022

Instruktør Malene Choi i orange omgivet af skuespillerne Bjarne Henriksen, Cornelius Won Riedel-Clausen og Bodil Jørgensen. (Foto: Christian Geisnæs)

20. ‘Stille liv’

Malene Choi debuterede med hybridfilmen ’The Return’ om et dansk adoptivbarns forsøg på at finde sine biologiske forældre i Sydkorea, som blev vist på festivaler over hele verden. Tematikken fortsætter i Chois første rendyrkede spillefilm, der følger adoptivbarnet Carl, som bor med sine adoptivforældre på deres gård i Jylland.

Carl længes efter at genetablere en forbindelse til sine rødder, hvilket forældrene ikke helt forstår. Og da en ubehagelig familiesammenkomst tydeliggør andre familiemedlemmers sande ansigt, gror frustrationerne i den unge mand.

Debutanten Cornelius Won Riedel-Clausen spiller hovedrollen, mens Carls forældre spilles af Bodil Jørgensen og Bjarne Henriksen. Manuskriptet er skrevet af Choi og Sissel Dalsgaard Thomsen (’The Return’, ’Breeder’).

Premiere: Forventes i løbet af 2022

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af