’Den tid på året’: Skuespilensemblet er en fornøjelse i Paprika Steens julesatire
Julen er hjerternes fest, ved vi nok. Men kombinationen af madlavningsstress, alkohol, gaveræs, utålmodige børn, perfektionspres, stædig opretholdelse af traditioner og tvungen familiehygge er en sikker vej til skænderier.
»Hyg jer så!« råbte Lars Brygmanns butler Abrahamsen frustreret til de indesneede brødre og deres koner, herunder Paprika Steen, i julekalenderen ‘Juletestamentet’ fra 1995, der stadig står som en af dansk film og tv’s de sjoveste dissekeringer af hul julehygge og illustration af, hvor kort lunten er over for de mennesker, der burde stå os allernærmest.
Det er også tilfældet i Paprika Steens tredje spillefilm ‘Den tid på året’, hvor en storfamilie på 14, der tilsyneladende bruger resten af året på at undgå hinanden, mødes til forceret fejring 24. december.
Steen spiller selv familiens ældste datter Katrine, der står for julemiddagen sammen med sin tålmodige mand, Mads (Jacob Lohmann). Mens deres godmodige tween-søn Jens Peter (Mikas Maximus Dalhoff Christiansen) hjælper med at skrælle kartofler, ligger parrets teenagedatter, Maria (Fanny Leander Bornedal) lovlig klichéagtigt og stirrer ulykkeligt op i loftet. Hun vil gerne tale med sin mor, men Katrine bliver hele tiden distraheret af telefonopkald. Ikke mindst da hendes lillesøster Patricia (Patricia Schumann), familiens sorte får, der har været ind og ud af afvænning, ringer og melder sin ankomst.
Inden da skal hele familien i kirke og høre den mellemste søster, Barbara (Sofie Gråbøl), der er freelancepræst, levere sin første juleprædiken. Hun taler for kernefamiliens beståen, mens hendes mand Torben (Lars Brygmann) forsøger at få parrets hyperaktive søn Adam (Sofus Søndergaard Mikkelsen) til at sætte sig ned på kirkebænken.
Diskrepansen mellem det sagte ord og karakterernes virkelige følelser er gennemgående. Familiemedlemmerne, der også tæller Mads’ fredelige forældre fra Jylland (Bodil Lassen og Hans Holtegaard) og søstrenes skilte forældrepar, Gunna (Karen-Lise Mynster) og Poul (Lars Knutzon), der konstant giver hinanden stikpiller, forsikrer hinanden om, hvor dejligt de har det i aften, og hvor skønt maden smager, mens de tydeligvis er ved at koge over af undertrykt frustration, søskendejalousi og usagte gamle konflikter. Da Patricia kommer ind ad døren med sin nye blikkenslagermand Bo (Jakob Randrup) og steddatter Lea (Troja Reppien Trovatten), kan skelletterne næsten ikke holdes tilbage i skabet længere.
Den klaustrofobiske familiefeststemning, der stikker mere og mere af, vækker mindelser til ‘Festen’, dog stikker den dramatiske bundklang her ikke så dybt.
Filmen er først og fremmest en komedie om de små genkendelige måder, familiemedlemmerne går hinanden på nerverne på: Brok over rødvinsvalg, bordskik og svære quizspørgsmål (kan du huske de tre kulturministre i Jens-Otto Krags to regeringsperioder?). Selvgode Barbara, der nedrigt retter på Jens-Peters oplæsning af ‘Peters jul’. Dominerende Gunna, der har opdaget Instagram og konstant tager billeder, når hun da ikke benytter lejligheden til at annoncere sit testamente. Poul, der melder sig ud af konflikterne og bare sætter sig ned og drikker rødvin.
Og ikke mindst Torben, en ulideligt bedrevidende og selvhævdende akademikertype uden situationsfornemmelse, som Lars Brygmann spiller lige i øjet. Brygmann er en mester i stivnakket pokerfjæs med et forfjamsket islæt, og jeg ville ønske, han var med i flere danske komedier.
Hele det imponerende ensemble er dog en fornøjelse, og manuskriptforfatter Jakob Weis’ mundrette replikker falder snappy i Steens instruktion. Jeg grinede højt flere gange. Skænderier og ironisk brug af sentimentale juleklassikere til trods lukker filmen også en passende portion hjertevarme ind, særligt i Katrine og Marias genforening med Patricia og lille engleagtige Lea.
Dansk komedie har i flere år været domineret af farcer, der beror på absurde situationer og karikerede karakterer – fra ‘Klassefesten’ og ‘Alle for en’ til ‘Klovn’ og ‘Ditte & Louise’. Det er forfriskende at se en dansk komedie, der med Woody Allen som velkommen inspiration er forankret i realisme og finder sin humor i genkendelige karakterer, replikker og hverdagsobservationer.
Så blev det alligevel jul – selvom jeg håber, min bliver mindre dramatisk.
Kort sagt:
Man glæder sig ikke ligefrem til juleaften efter Paprika Steens julekomedie om en dysfunktionel storfamilie – men man er særdeles godt underholdt.
Læs også: Lars Mikkelsen har taget én ting fra ’House of Cards’ med hjem til de danske serier